RB '23: Forfald i kontrol
Ashenspire tog indignationen til ekstremerne og hentede points på galde galore i den mest sammenbidte, musikalske form.
Den skotske sekstet har vundet meget indpas i løbet af det sidste år blandt de mere komplekst drevne metalhorder. Med fuld berettigelse. 2022s 'Hostile Architecture' gør et statement ud af at belyse, hvordan moderne arkitektur effektivt undertrykker arbejderklassen og illustrerer, hvor meget vi som folk er styret af kapitalisme. Hvadend man selv måtte lægge i den udlægning, så er denne fortælling også glimrende gengivet i de monolittiske, musikalske strukturer, der smadrer sig vej gennem lydlandskabet som de styringsmekanismer, de i den sidste ende opponerer imod.
Fortællingen står skåret ud i beton, som de træder ind på The Engine Room-scenen. Bagbeklædningen er domineret af store boligblokke, kollapsende i loop som en sort/hvid, dystopisk forudsigelse af fremtidige begivenheder. Dog ikke mere fremtidig end, at åbneren 'The Law of Asbestos', efter den blide indføring af saxofonen, bryder harmonien som en bulldozer, der tromler sig vej ind på nethinden. Vokal-substitutten Rylan Gleave bærer bandet frem med pjaltede klæder og denne her indædte vrede, hvor ingen bør betvivle, at der er noget på hjerte her. Sjælen bliver krænget ud, som han hidser og brøler sig igennem den soniske lydmur, for det er vitterligt, hvad præmisserne er her på The Engine Room.
Egentlig lidt underligt, at Roadburn har placeret dem på en af festivalens mindste scener, men det er nu ikke så meget størrelsen, som det er de selvsamme, tætsluttende murstensvægge de opponerer imod, der bidrager til lydbilledet. Nuancerne udvaskes en kende, og i Ashenspires tilfælde, hvor kompleksitetens omfang i forvejen er presset til det ypperste, bliver særligt 'Tragic Heroin' og den eneste ældre skæring, 'Mariners at the Perdition's Lighthouse', en tand for meget af det gode. Lige på vippen, hvor det til tider føles som en kamp om, hvem der kan larme mest – omend det er lettere kompromitterende, når indignationen ikke er til at skære sig igennem.
Klaustrofobisk arkitektur og avantgarde
Hvor meget avantgarde-appealet end kan være imod dem under så lukkede rammer, så er det også en væsentlig del af tiltrækningskraften ved Ashenspire. På scenen seks forvildede sjæle, der på hver sin vis udtrykker den intensitet, de i samlet flok bygger op. Guitaristerne og bassisten dog lidt små-anonyme i leveringen, men det kompenserer både saxofonist, trommeslager og Gleave for i rigt mål. Saxofonisten med den karakteristiske kilt, der naturligvis sjældent forfalder til tonale fiffigheder, men tværtimod vægter dramaet for fuld udblæsning. Hovedarkitekten Alasdair Dunn med overlegne tekniske skills bag trommesættet, uden det dog kammer over i mere end, hvad der tjener helheden. Gleave med vilde spark, skæve kropsvrid som for at presse alt ud af systemet og så den her indlejrede excentricitet, som når han fx i starten af den afsluttende 'Cable Street Again' bærer scenen egenhændigt med desperat vrængen, post-punket i sin minimalisme for en stund, inden nummeret atter eksploderer i alskens kakofoniske udsving.
Det var primært lydforholdene, der modarbejdede Ashenspires sag. Vreden blev katalyseret ubønhørligt på godt og en smule på ondt – og så er det i øvrigt befriende at opleve kunstnere, der har noget på hjerte uden at trækk deres moralsæt ned over publikum, modsat fx hvordan mange af os havde det efter Roger Waters i mandags.
Hvor spændende det end er, når Bell Witch spiller sin nye, 83 minutter lange single (tjek selv Spotify) et stenkast derfra, så fortryder vi ikke dette fravalg, for Ashenspire er et spændende orkester at følge i disse år, hvorend denne kunstneriske indignation senere må føre dem hen.