Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hele pladen fuld i Aalborg

Populær
Updated
Belphegor01_72A1316
Belphegor02_72A1300
Belphegor03_72A1263
Suffocation01_72A1175
Suffocation02_72A1161
Suffocation03_72A1116
Hate01_72A1065
Hate02_72A1023

Lidt overraskende skulle Suffocation ikke headline i Aalborg, og lige så positivt overraskende var det, at Belphegor sørgede for, at det ikke føltes mærkeligt.

Kunstner
Titel
+ Suffocation + Hate
Dato
27-02-2020
Trackliste
Suffocation:
1. Thrones of Blood
2. Jesus Wept
3. Clarity Through Deprivation
4. Breeding the Spawn
5. Funeral Inception
6. Cataclysmic Purification
7. Liege of Inveracity
8. Pierced From Within
9. Bind Torture Kill
10. Catatonia
11. Infecting the Crypts

Belphegor
1. Sanctus Diaboli Confidimus
2. Swinefever - Regent of Pigs
3. The Devil's Son
4. Totenkult - Exegesis of Deterioration
5. Belphegor - Hell's Ambassador
6. Stigma Diabolicum
7. Conjuring the Dead / Pactum in Aeternum
8. Virtus Asinaria
9. Lucifer Incestus
10. Baphomet
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Sikke en turné. Belphegor. Suffocation. Hate. Store navne indenfor døds- og black metal. Derudover har arrangørerne i den grad også fyret op under superlativerne. ’Europe Under Black Death Metal Fire 2’. Nogen må have tænkt: "Hvor mange metalord skal vi bruge til titlen på denne turné?" Og svaret har så været: "Dem alle sammen!"

Torsdag aften ramte turnéen Studenterhuset i Aalborg. Sådanne arrangementer er, som udgangspunkt, vanskelige at vurdere succesen af på en hverdagsaften. Det kan blive både en dreng og en pige. Et af den slags ordsprog, der i dag let kan blive genstand for kønspolitisk drama. For hvis nu der ikke kommer nogen til koncerten, var det så en dreng eller en pige? Inden vi får malet os op i et hjørne her, vil vi blot glædeligt konstatere, at der var rigtig mange mennesker mødt op på spillestedet denne torsdag aften. En positiv overraskelse, da vi entrerede salen med kameraet over skulderen.

Da polske Hate gik på scenen var det til en god lyd. Deres fusion af døds- og black metal fungerer rigtig godt, og det er ikke mindst takket være en stærk vokal fra forsanger Adam Buszko. Bassist Tomasz Sadlak interagerer perfekt med publikum, når han stirrer olmt ud gennem sin corpse paint, og overordnet set gør Hate det rigtig godt som opvarmning. Kun sangen ’Sovereign Sanctity’ fra deres seneste ’Auric Gates of Veles’ har sneget sig med til Aalborg, der ellers er præget af deres ældre materiale denne aften.

Ældre materiale er der også nok af, da Suffocation indtager scenen. Første gang, Suffocation gæstede Aalborg, var tilbage i november måned 1995. Siden da har de udelukkende spillet på Studenterhuset, når de har gæstet Aalborg, og denne aften er deres femte visit i den nordjyske havneby. Det er efterhånden tre år siden, de udgav ’…Of the Dark Light’, og den spiller de kun ’Clarity Through Deprivation’ fra denne aften.

Ellers er der fuld skrald på klassikerne fra halvfemsernes udgivelser, så Suffocation leverer dødsmetal, som deres fans gerne vil have den. Det er stadig den kreative kerne i bassist Derek Boyer og den eminente guitarist Terrance Hoobs, der løber med opmærksomheden. Forsanger Ricky Myers gør egentlig en god figur og efterligner Frank Mullens kantslag med hånden, når der skal viftes i takt med trommerne. Vokalen er dog en smule lav i mixet, hvilket er lidt ærgerligt. For ellers har Suffocation også en god, dyb lyd, og deres tunge breaks sender mavepustere ud til det feststemte publikum.

For fest er der på sådan en lillefredag i Aalborg. Moshpits, circlepits og stagediving. Der bliver ikke sparet på kræfterne, og det er tydeligt, at Suffocation nyder det. Helt som vanligt præsenterer de ’Katatonia’ som den første sang, bandet nogensinde skrev, og afslutter lige så forventeligt med ’Infecting the Crypts’. En times brutal dødsmetal, hvor temperaturen steg i salen, og der blev brølet igennem til klassikerne fra ’Effigy of the Forgotten’ og ’Pierced From Within’, hvoraf sidstnævnte netop var den turné, der første gang bragte bandet til Aalborg.

Det er heller ikke første gang, østrigske Belphegor gæster Aalborg. De har spillet på Aalborg Metal Festival i 2007 og 2013. Ligesom Suffocation er det også nogle år siden, deres seneste ’Totenritual’ udkom, mens de dog har været ganske flittige gæster i Danmark siden da. Senest gav de en udmærket koncert på Copenhell i sommers, hvor de leverede en midnatskoncert fredag aften. I Aalborg går de også på sent. I hvert fald som aftenens sidste band. Egentlig var det Suffocation, der var sat til at spille sidst, men tour manageren ændrede dette på dagen.

Det kunne umiddelbart godt virke lidt spøjst, og denne anmelder frygtede lidt, at publikum ville være defileret ud i nattelivet efter Suffocation, men den frygt blev gjort til skamme. Folk blev på Studenterhuset, og festen fortsatte, da Belphegor satte et stik i deres guitarer. Modsat Suffocation spiller Belphegor stadig en masse fra den seneste plade, og supplerer så med deres største hits fra eksempelvis ’Conjuring the Dead’, ’Lucifer Incestus’ og ’Pestapokalypse VI’. Der er knald på med knogler og kranier fra diverse drøvtyggere, stearinlys, corpse paint, omvendte kors og nitter.

Belphegor har i den grad det teatralske med, og koncerten kunne godt minde en del om noget, Behemoth kunne have fundet på. Både det visuelle og lyden minder om de polske genrefætre. Belphegor kan dog sagtens stå på egne ben, som de viser denne torsdag aften på Studenterhuset. Den karismatiske Helmuth Lehner i front formår at inddrage publikum i koncerten, og det var tydeligt, at der faktisk var en del iblandt, der havde set frem til lige akkurat Belphegor, og ikke kun tog dem med som det tynde øl efter Suffocation.

Alt i alt en mere end godkendt aften. Både Hate, Suffocation og Belphegor gav gode koncerter, og publikum var mødt talstærkt frem. Sådan!