Gedigent polsk had
Polsk dødsmetal har været domineret af Vader, Behemoth og Decapitated. Det er på tide, at Hate kommer med i den samtale og får den opmærksomhed, de fortjener.
2. Triskhelion
3. The Volga’s Veins
4. Sovereign Sanctity
5. Path to Arkhen
6. Auric Gates of Veles
7. Salve Ignis
8. Generation Sulphur
Hate kommer næppe ud af skyggen af bands som Behemoth lige foreløbig, men de fortjener i den grad mere opmærksomhed end den stille tilværelse, de lever i i den polske undergrund. Den seneste plade, ’Auric Gates of Veles’, lyder i hvert fald så godt, at vi bliver nødt til at anbefale dem til fans af dødsmetalgenren.
Hate blev dannet i 1991 og har med ’Auric Gates of Veles’ udsendt i alt 11 plader. Mens deres landsmænd i Behemoth, Vader og Decapitated for længst er blevet etablerede navne udenfor de polske grænser, så er Hate stadig et af de bands, der kæmper for det internationale gennembrud. Det bør de få med ’Auric Gates of Veles’, der er en stærk plade, der både lyder godt og har de elementer, der skal til for at vinde nogle fans.
Der er ingen tvivl om, at de lyder som Behemoth. Eller det vil sige, at de lyder som Behemoth lød, før de udviklede lyden på deres seneste plader. De rullende guitarer, den buldrende vokal og de stramme trommer, der nærmest lyder programmerede, banker ubønhørligt derudaf, og det lyder godt. På pladens åbner ’Seventh Manvantara’ er man i hvert fald ikke i tvivl om, hvordan Hate gerne vil fremstå.
Lidt mere facetteret bliver det på ’Triskhelion’, hvor Hate flirter en smule med Gojira i deres guitarlyd. Det går dog tilbage til deres egen lyd på ’The Volga’s Veins’ og derefter kommer singlen ’Sovereign Sanctity’, som kan høres her, og hvor man ikke skal have hørt meget polsk dødsmetal for at kunne finde ligheder med andre navne nævnt tidligere i anmeldelsen:
Det er generelt en helstøbt plade, der ikke mister pusten efter den første håndfuld sange. Niveauet er højt, og forsanger og guitarist Adam ”ATF Sinner” Buszko viser sig igen at være en formidabel sangskriver med øre for melodi og tempo. Buszko er mere eller mindre Hate. I studiet har han kun sin trommeslager Paweł "Pavulon" Jaroszewicz med sig. Når de går på scenen, har de en leadguitarist og bassist med sig, men de er ikke faste medlemmer. På den måde ligner Hate meget Satyricon.
At Buszko ikke har et helt band, kan der være mange årsager til, og en af dem er måske den, at de i 2013 mistede en bassist i tourbussen. De var på turné med Hypocrisy og danske Essence. Dagen før de skulle spille i Hamburg, hvor vi rapporterede fra, fandt man bassist Sławomir "Mortifer" Arkhangelsky død i bussen om morgenen. De indstillede naturligvis turnéen, men de kæmpede videre og udgav senere på året ’Crusade: Zero’, der blev dedikeret til ’Mortifier’.
Siden har de udsendt ’Tremendum’ i 2017, der også fik roser i undergrunden, men det er først nu her med ’Auric Gates of Veles’, at Hate for alvor begynder at røre på sig. De er gået fra Napalm Records til det helt store Metal Blade Records, og nu får deres plader mere eksponering. Det var på ’Tremendum’, at Hate gik i den retning af det mere ’blackened dødsmetal’, som netop førnævnte Behemoth er blevet så populære med.
Det, der er svagheden ved ’Auric Gates of Veles’, er naturligvis, at man hurtigt laver sammenligningen til de polske landsmænd i Behemoth. Det positive er, at Hate gør det virkelig godt. Det er dødsmetal af høj kaliber, og musikken føles ingenlunde som en kopi, men bare noget, der er inspireret af det miljø, de er vokset ud af. På ’Auric Gates of Veles’ er Hate bare blevet endnu bedre til den stilændring, der blev indvarslet på den forrige plade. Som forsanger Adam Buszko selv siger:
”Vi ville gerne gå dybere ind i den her retning, såvel musikalsk som lyrisk. Rytmesektionen skulle være skarpere og mere dødsmetalorienteret. Angående guitarlyden, så skulle det gerne være en mur af sonisk ødelæggelse og mørk stemning i baggrunden.”
Produktionen kan man sagtens diskutere. Guitarerne dominerer og trommerne er lige så sterile, som de andre polske bands har for vane. Det lyder bare overordnet rigtig godt og gør, at ’Auric Gates of Veles’ alt i alt bliver en ganske god udgivelse, som burde sikre Hate en mere prominent placering blandt de polske dødsmetalbands.
Hele pladen kan høres her: