Berlin kogt i velklingende weltschmerz
Populær
Kellermensch satte ild under den melankolske gryde og fik den til at skvulpe over i ren ekstase, da de lagde vejen forbi den vinterfrosne tyske hovedstad og henrykkede et begejstret fremmøde.
6705
Mission
Remainder
Follow You Around
The Day You Walked
Black Dress
I'm Not Like Everybody Else (The Kinks cover)
Another Drink
Mediocre Man
Lost At Sea
Rattle the Bones
The Pain of Salvation
Don't Let It Bring You Down (Neil Young cover)
How to Get By
30 Silver Coins
Bad Sign
Army Ants
Moribund Town
En tanke havde plantet sig i denne skribents hoved om, hvorvidt der ville troppe nok mennesker op en råkold onsdag aften i Berlin til at skabe en passende ramme til ét af Danmarks mest unikke og bedst spillende musikalske enheder.
For selvom Kellermensch nu har tre fuldendte (mester)værker på samvittigheden – med udgivelsen af dette års eminente og forholdsvis mere afdæmpede 'Capitulism', som den seneste i rækken - og næppe behøves yderligere introduktion på disse sider, så er der stadig en følelse af, at resten af verden endnu ikke helt har indset – i det omfang, som de fortjener – hvilken uforlignelig, rockende størrelse, der er vokset ud af den jyske vestkyst.
Men heldigvis blev den, set i bakspejlet, irrationelle frygt hurtigt manet til jorden, da aftenens intime spillested, Privatclub, viste sig mere at emulere den sommerlige udgave af den nærliggende Görlizter Park, hvor alskens liv trives, mens den om vinteren mestendels er lagt øde og kun huser de mest standhaftige sælgere af cannabinoide rusmidler. Der var med andre ord mødt et talstærkt publikum op af forskellig karakter og aldre - alle forenet i trangen efter noget af den fineste melodiske melankoli, der kan opdrives i disse tumultariske tider.
Med afsæt i den sanselige og rørende 'Under' fra føromtalte 'Capitulism' tog det, denne aften, otte mand store band hurtigt et sikkert greb om sig selv og resten af salen og fik hurtigt spillet de kolde kinder varme med en blanding af smertefuld kærlighed, utilstrækkelighed og selvrefleksion, som Kellermensch om nogen har gjort sig selv til mestre i at formidle.
I front besidder Sebastian Wolff ikke bare en dragende stemme, der på én gang er hæs og klar, men også en evne til at levere hvert ét ord med et nærvær, så det føles kuldegysende oprigtigt.
Fra den mere dunkle start gik det altid fintklædte band, der, foruden de faste medlemmer, også havde violin-virtuosen Nils Grøndahl og en back-up sanger med på scenen, over i den mere uptempo, men stadig lettere sørgmodige, '6705', hvor hjembyen Esbjerg bliver ristet over et bål af ironi med en snert af bitterhed. Især linien 'giving up is preferential to winning' hænger ved.
I det hele taget hang der en duft af ironi i luften, som da Sebastian Wolff efter den storslående og western-agtige ”Remainder” tørt konstaterede, at "we're Kellermensch from Esbjerg", mens han henslængt introducerede aftenens sidste ekstranummer, 'Moribound Town' med "it's another song about me".
Et nummer, der i øvrigt blev leveret med alt hvad bandet havde sig i og mere til, og fik Sebastian Wolff til at hoppe ned fra scenen og lade sig omringe af det entusiastiske fremmøde. Et klimaks, som hele aftenen havde simret og nu endelig kunne blive bragt i kog for fuld blus, brygget på en ligelig dosering af numre fra de tre albums.
Særligt indtryk undervejs gjorde også bandets tilnærmelsesvis mere punkede udgave af Neil Young-klassikeren 'Don't Let It Bring You Down' og gulvbassen, der virkelig fik plads til at brumme helt igennem i 'The Pain Of Salvation', mens den sjælelige 'Another Drink' blev indledt ved at Sebastian Wolff kørte en kam igennem sit gennemsvedte hår for at sætte den rette stemning. Samt den mesterlige symbiose mellem den rene sang og organist og andenvokalisten Christian Sindermanns harske brøl i slutningen af 'Mission', der lød endnu mere diabolsk på scenen.
Siden udgivelsen af den længe ventede 'Goliath' i 2017 virker det til, at Kellermensch har været på en ustoppelig kurs mod at manifestere sig selv som et band af en sjældent set udsøgt kaliber, både på plade og live, hvor det kan være svært at pege på andre, som besidder lige præcis dén mikstur af mørke, ufiltreret selvindsigt og udsøgte melodier, mens det på overfladen samtidig er ligetil, til tider på grænsen til poppet.
Alt sammen leveret så overlegent og legende let, at selvom indholdet overvejende er tungt og sørgmodigt, så har det en tilsvarende opløftende effekt, som i høj grad også denne aften gav udslag i et væld af beundring, applaus og tyske superlativer kastet mod Esbjergs fineste eksportvare.