Den forblødte drøm

IMG_1403

Alle kan spille fedt på hjemmebane for et udsolgt spillested. Der, hvor ens evner virkelig står deres prøve, er på udebane med 30 fremmødte. Den prøve bestod Bleeding Utopia ikke på Bornholm.

Spillested
Dato
24-05-2019
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
2

Forestil dig at stå og smide merch ud til publikum og så opdage, at der ikke rigtig er nogen nede foran til at gribe det. Du er demonstrativt gået af scenen under et nummer, mens dine guitarister stod og kørte fills af, du har været oppe ved merchbordet og hente klistermærker, du kan kaste ud til publikum. Og selvom du hele aftenen har været klar over, at der ikke var overvældende mange til stede, er det, som om det først er nu, det går op for dig, at der slet ikke er nok derude til, at du bare kan kaste klistermærkerne ud og håbe, at nogen griber dem. Så du står der med din håndfuld klistermærker og kigger på folk. Ham, der har rykket sit barbord helt op foran scenen, for at der skulle være nogen deroppe, når nu der ikke var nogen, der stod og headbangede foran, tager glad imod ét. Så er der de to fyre fra electropopbandet The House ude i siden af scenen: De er høflige nok til også at tage hver et klistermærke. Sangeren ser sig om. En fyr forbarmer og rykker frem for at tage imod ét, rækker den anden hånd frem og får ét til. Der er er stadig en håndfuld tilbage. Fyren forbarmer sig igen og kommer op foran og får resten.

På sin vis er det ikke fair at måle et band på at spille på udebane foran 30-40 fredag-aftens-matte publikummer. På den anden side er det vel lige præcis en situation som denne, et band skal måles på: Hvis man kan løfte den opgave, kan man klare alt. Kan man vende situationen til sin fordel, kan man sige, at når vi er så få, kan vi også få alle med, så kan vi bruge intimiteten til noget, så har man fat i noget.

Det er bare ikke rigtig der, Bleeding Utopia er. 

Efter at have spillet en sådan set velfungerende koncert på festivalen Raise Your Horns i efteråret er de vendt tilbage til Bornholm for at – ja, det står egentlig lidt uklart, hvad de er vendt tilbage for. Lave en øver med publikum på? Rense maskinen igennem? Hvad end det er, de har gang i, føles det i hvert fald ikke, som om det er noget, der involverer os nede i graven foran scenen. Bevares, trommeslageren Adam Björk er tændt, tight og tandsmilende hele vejen igennem, og bandlederen Andreas Moren på guitar virker også, som om han har en fest uanset hvad. Men når David Ahlen i front insisterer på at tale gebrokkent metalengelsk til et publikum, der alt andet lige forstår svensk væsentligt bedre, end han forstår dansk, kommer det til at virke temmelig fremmedgørende. I hvert fald uengageret, og når den professionelle distance så ikke matches af et tilsvarende professionelt niveau i sangskrivningen, har Bleeding Utopia altså et problem.

Der skal trods alt noget til for at få svensk melodød til at udmærke sig. Det er ikke ligefrem uudforsket territorium, og selvom det kan være yderst virkningsfuldt, når det bliver eksekveret rigtigt, er det altså også bare lidt en fad fornemmelse, når det er en kantinesandwich som den, Bleeding Utopia serverer. Jovist, de har mannequinen Debbie spiddet på mikrofonstativet med blod ned over patværket og armene i en besynderlig vinkel, men det er ikke rigtig noget, de gør noget ud af, det er bare sådan noget, man ligesom skal have med, hvis man spiller deres slags dødsmetal.

Men de har også potentiale. Et godt stykke henne i koncerten viser det sig, at den anden guitarist, Kristian Gustavsson, har en lille Chuck Schuldiner gemt i sig og kan vride overrumplende og skæve toner af sig, hvis han får plads. Det kunne man godt ønske sig, at han fik mere af. De to musikere fra The House nede foran taber i hvert fald kæben en stund, og selvom det selvfølgelig er rent blændværk, er det altså klædeligt for Bleeding Utopia at give plads til den slags. Med et efterfølgende twinlead er det lige før, at man tror, at det her skal ende med at lette – men så bliver det hele bragt seks fod ned under jorden igen. Det er trods alt bare svensk melodød, og det skal ikke hedde sig.

– Are you still awake, spørger David Ahlen retorisk.

For selvfølgelig er det skuffende at spille den her slags koncerter. Det er også bare en prøve. Og den består Bleeding Utopia altså ikke i aften.