Blinkende lygter

Blinkende lygter

The Dillinger Escape Plan leverede en meget dreven og velspillet koncert for et halvt fyldt Pumpehus, hvor frasen "og kulørte lamper" blev aktuel igen ...

Spillested
Dato
24-10-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Som bekendt måtte The Dillinger Escape Plan til manges skuffelse aflyse koncerten på dette års Roskilde Festival grundet guitaristen Ben Weinmans brækkede hånd. Eller "mange" og "mange” ... At dømme efter fremmødet i Pumpehuset var det nok ikke en så stor en skare endda, for ikke mange havde følt savnet så nærværende, at de havde maget sig til koncerten denne mørke oktobertorsdag. Retfærdigvis skal det dog siges, at pumpehuskoncerten ikke er den eneste danske – eller skandinaviske - på turnéen, så evt. skuffede roskildegængere har derfor haft flere venues at fordele sig på.

Mageløst musisk


Mere end halvfyldt var der i hvert fald ikke, og det var nu slet ikke så ringe endda, for nu at citere en gammel reklame for fisk: Grundet det moderate fremmøde virkede lyden nærmest akustisk sine steder - nok fordi der ikke var skruet særlig højt op for musikken, og fordi rummet reflekterede mere lyd grundet de manglende kroppe til at dæmpe den. Ikke at der var tale om en unplugged-oplevelse overhovedet, men man kunne faktisk ane den uforstærkede vokal og trommer hen over lyden fra PA-anlægget. Det virkede faktisk mere intenst end det modsatte, mere autentisk, og frem for alt satte det en tyk streg under, hvor megatjekket The Dillinger Escape Plan spiller. Alt blev leveret mere tight end tight, og musikkens mange snørklede elementer fik lov at træde tydeligt frem, fordi den ikke blev dækket af en kaotisk fernis af ekstrem og støjende lyd.

Om bandet så lod sig gå på af den halvtomme sal? "Ikke synderligt", er det korte svar, både i den forstand, at bandet leverede professionelt energisk og respektfuldt både over for musikken og over for de mennesker, der havde indløst en billet. Sættet var sammensat af numre fra hele bandets bagkatalog med et naturligt fokus på den seneste udgivelse, hvorfra 'Prancer', 'Nothing's Funny' og titelsangen fra det seneste album, 'One Of Us Is The Killer' gjorde en særdeles fin figur i selskab med de ældre sange. I svaret ligger der så også, at TDEP ikke leverede mere end det forventelige, endsige noget ud over det sædvanlige. Faktisk er det set vildere tidligere, men det kan være, at den før omtalte brækkede hånd også har lagt en lille dæmper på de ellers så berømte sceneløjer, dette orkester ellers plejer at diske op med.

... og kulørte lamper


Lidt lir fik vi godt nok, da Ben Weinman bogstavelig talt trådte ud i publikum, men egentlig vanvittigt forekom showet ikke, selvom jeg ærligt skal indrømme, at evt. halsbrækkende kraftspring kan være gået min næse forbi. Lysshowet pegede nemlig på meget moderne vis ud mod publikum fra pladsen bag orkestret, og det gjorde det koncerten igennem. De skarpe kontraster, som musikerne tegnede på denne baggrund, så sådan set ganske blærede ud, men de blinkende lygter var ganske anstrengende at lægge øjne til i længden. Mange kiggede ned i gulvet for lige at hvile synet for en stund, hvilket jeg også blev nødt til. Så om ikke andet  var lysshowet i hvert fald ekstremt, men en lidt mere alsidig tilgang til lyssætningen havde været rar for os mørkemænd. Det gik nemlig en lille smule ud over oplevelsen af en i grunden temmelig god koncert.

Så skift derfor ørepropperne ud med solbriller, næste gang du skal se The Dillinger Escape Plan.