AMF '19: De sidste bloddråber på AMF

Bloodbath 04
Bloodbath 02
Bloodbath 01
Bloodbath 03
Bloodbath 05

”We're supposedly in f****n' Denmark!”. ”Old Nick” rallede, trommerne hamrede pitten til døde, og Bloodbath lukkede AMF ned med masser af Wacken-klassikere i ærmet.

Kunstner
Dato
09-11-2019
Trackliste
1. Fleischmann
2. Let the Stillborn Come to Me
3. So You Die
4. Chainsaw Lullaby
5. Brave New Hell
6. Breeding Death
7. Like Fire
8. Bloodicide
9. Cancer of the Soul
10. Warhead Ritual
11. Outnumbering the Day
12. Wretched Human Mirror
13. Cry My Name
14. Eaten
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter
Karakter
4

I starten af karrieren var Bloodbath et hyggeprojekt. Et afbræk fra medlemmernes vante gang i Katatonia og Opeth, hvor de i fællesskab nærede en forkærlighed for Entombeds gamle buzzsaw-lyd og således bragte råddenskaben tilbage i dødsmetallen i en periode, hvor tendensen mere ofte end ikke bevægede sig i mere polerede eller melodiske retninger. Seks år tog det, før de overhovedet debuterede på scenen, hvilket blev foreviget på optagelsen 'Wacken Carnage', og det blev da heller ikke til meget mere end en håndfuld flere koncerter, før Mikael Åkerfeldt i 2012 trak stikket og overlod brølet til ”Old Nick” Holmes.
Og hvor står Bloodbath så den dag i dag? Selvom man måske kan have sine tvivl om den gennemgående kvalitet i sangskrivningen siden Holmes kom med i bandet, virker Bloodbath dog mere seriøse end nogensinde før, ikke mindst på tourfronten, hvor de både har gæstet Copenhell og Royal Metal Fest, og altså nu headliner Aalborg Metal Festival.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ”Old Nick”, både i de vante omgivelser i Paradise Lost og altså her i Bloodbath, kan være lidt af en tørvetriller. Det var derfor en kærkommen overraskelse sidste år på Summer Breeze at se ham for første gang bære rollen uden en ironisk distance til den rådne dødsmetal, hans gamle band havde fornægtet i årevis. Ingen sarkastiske kommentarer, ingen taler til folket, men i stedet fokus på det, han nu mestrer bedst – brølet.
En opskrift, der ligeledes gjorde sig gældende for dem denne lørdag aften ved midnatstid. For dem, der havde mere krudt at skyde med til festivalens endegyldigt sidste koncert, var der 75 minutter i vente, hvor over halvdelen også huskes fra føromtalte koncert fra Wacken 2005. 'Fleischmann' lagde ud, men det var dog først den efterfølgende 'Let the Stillborn Come to Me', der med sit hidsige intro-skrig og nådesløse banger-potentiale kickstartede moshen, der holdt ud til den bitre ende, hvor 'Eaten' som vanligt rundede af en time senere.

Der er vitterligt ikke meget raketvidenskab over Bloodbaths univers. Ganske vist har de mange seje riffs, gravkammer-rallen og stærke referencer til nogen af dødsmetallens store forfædre, men skal vi ty til århusiansk jargon er det nemmest kategoriserbart som fee' døø´. Ingen prætentiøse, tekniske afstikkere. Hvemend der erstattede Axe bag trommerne (hvilket tågen bag trommesættet ikke tillod os at afklare nærmere) holdt øretæver-tempoet i ave, og resten af maskineriet fulgte trofast trop, tungt og rutineret.

Introer som ”This is from the 'Breeding Death' EP, it's called 'BRIIIIDØØØNG DØØØØTH'” viser, hvor dødsbarren var sat, og tak for det. Klokken var skrald, det meste af salen spritstive, og i omgivelserne var Bloodbath den helt logiske afrunding på en festival spækket med minder, ikke mindst fra Cattle Decapitation få timer forinden. Jovist følte nærværende anmelders t-shirt fra albummet 'The Fathomless Mastery' sig jævnt forbigået, men med Nicks genfundne kærlighed til den rallende dødsmetal og en kavalkade af nyklassikere fra de hæderkronede første albums var det et Bloodbath i topform, der i lørdags gæstede Studenterhuset.
Hvis så bare samme topform også snart vil komme til udtryk på pladefronten igen...