WOA '19: Eksklusivt sløjt

bc03

Body Count fløj fra USA til Wacken for at levere en eksklusiv festivalkoncert i Europa. De skulle have været blevet hjemme.

Kunstner
Spillested
Dato
02-08-2019
Trackliste
1. Ace of Spades (Motörhead)
2. Bowels of the Devil
3. Manslaughter
4. No Lives Matter
5. Body Count
6. Necessary Evil
7. Drive by
8. Voodoo
9. Black Hoodie
10. There Goes the Neighborhood
.. Trommesolo
11. KKK Bitch
12. Disorder (The Exploited)
13. Postmortem (Slayer)
14. Talk Shit, Get Shot
15. Cop Killer
Ekstra:
16. Institutionalized (Suicidal Tendencies)
17. This Is Why We Ride
Koncertarrangør
Karakter
3

Iført sort kasket, sort undertrøje, sorte shorts, sorte handsker og sorte sko entrerede Ice-T vanen tro scenen som sidste mand fra Body Count. Mikrofonstativet stod placeret præcist midt på scenen og mikrofonen var sat så højt op i stativet, at Ice-T måtte rette blikket helt mod skyerne for at kunne synge i den.

Det så fjollet ud, men det kiksede syn betød dog ikke, at en scenetekniker stod til røvfuld bagefter. Der var mening i optrinnet. Body Count åbnede med Motörheads udødelige ’Ace of Spades’, og Ice-T forsøgte at gøre salig Lemmys stil efter ved at synge skråt op i mikrofonen.

Body Count har altid hyldet deres inspirationskilder. Flere kopinumre er blevet en overbevisende del af Body Counts repertoire. Det var såmænd godt tænkt og god stil at starte med ’Ace of Spades’. Hvis Wacken har haft et husorkester, var det om nogen Motörhead, der ni gange nåede at gæste festivalen – eller snarere otte og en halv gang, da Lemmy dejsede om efter tyve minutters koncert i 2013. 

De færreste slipper dog godt fra at kopiere en så autentisk institution, som Motörhead nu engang var og er i historien om heavy metal. Helt galt gik det eksempelvis på årets Copenhell under jubilæumsshowet, da en flok musikere med Slægts Oscar Jacob på vokal trak publikum igennem en rædderlig udgave af ’Born to Raise Hell’.

Så fælt gik det ikke for Body Count, men kedeligt var det. Når en show-åbner på tre minutter føles som ni minutter, så er man unægtelig kommet skidt fra start. Efter fuseren fik Ice-T fat i mikrofonen og kom endelig i øjenhøjde med publikum og gik gabende ligegyldigt direkte over til at introducere musikerne på scenen. Ikke mindst bemærkede Ice-T, at Body Count åbenbart havde fået en ny bitch i bandet ude i venstre side af scenen – således blev festivalens tegnsprogtolk introduceret.

Tarvelig sætliste
Som fan vil man gerne være begejstret lige fra starten. Body Count gjorde det ikke nemt. Falsk jubel føles som en evighed, og da Ice-T endelig klappede i, var der gået ti minutter, før bandet rent faktisk satte gang i deres egen musik. Det skete med ’Bowels of the Devil’ fra den 27 år gamle debutplade.

Body Counts skelsættende debut rummer mange ikoniske numre. ’Bowels of the Devil’ er ikke et af dem.
I timerne før koncerten lagde Body Count et billede ud på Instagram, hvor de sad i en bus på vej fra lufthavnen mod Wacken og kommenterede til billedet: ”Discussing the setlist.”

Det er muligt, at enhver koncerts sætliste er en subjektiv smagssag. Men rent kollektivt, på vegne af fans foran scenen, tror jeg næppe det er skævt at vurdere, at Body Count tog nogle temmelig kedelige valg i den tourbus. 

Altså for et band, der ikke er på sommerturné, men er fløjet ind fra USA for at give to eksklusive koncerter i Tyskland, så var det en salve af gummikugler, det berygtede band valgte at fyre af som det første.

Halvtom festivalplads
På papiret var Body Count et af årets store navne på festivalen, men det var ikke givet på forhånd, at amerikanerne ville fylde pladsen foran den centrale festivalscene Harder. Body Count gik på med 45 minutters forsinkelse, og med kort pludselig varsel efter festivalen blev sat på pause i et par timer på grund af frygt for farligt uvejr. Det gode vejr kom med Body Count, men festivalpladsen blev ikke just oversvømmet af et menneskehav.

Body Count har altid delt vandene og været heavy metals sorte får. Og Body Count er nemme at dømme ude som irriterende, latterlige, uduelige eller forargelige, fordi de netop ikke passer ind i faste og forståelige kasser. Body Count er hende eller ham i skolen eller på jobbet, som man ved første syn ikke kan snuppe. Og pludselig bider sig fast som din elsker. Body Count er den oplevelse der, når de først slår benene væk under en, netop rummer meget mere end første afvisende indtryk. Men Body Count forførte næppe nye fans på Wacken. Body Count bed fra sig for sent.

Evil Dick på tegnsprog
Signatursangen ’Body Count’ kom efter en lille halv time og fik fyret op for festen, da musikken brød ud i et musikalsk slagsmål efter Ice-T velkendt sang ’Shit ain’t like that’, og publikum tændte af som arrige demonstranter.

Yderligere optøjer blev afblæst, da sætlisten igen bød på svage skud. ’Necessary Evil’, ’Drive By’ og ’Voodoo’ virkede påfaldende sære at spille fra bandets første to plader, når eksempelvis klart stærkere numre som ’Evil Dick’ og ’Born Dead’ fra de to udgivelser blev udeladt.

Halvvejs i koncerten kom formatet tilbage og hættetrøjen røg over hovedet, da ’Black Hoodie’ kom som en sejrende voldsbølle. ’There Goes the Neighborhood’ fik moshpitten til at koge. En ligegyldig trommesolo gav tid til at trække vejret.

’KKK Bitch’ gav koncerten genrejsning og efterlod tegnsprogtolken både forpustet og med et bizart blik i ansigtet, da Ice-T rappede ”She got wild in the backstage bathroom /  sucked my dick like a motherfucking vacuum / said, I love you, but my daddy don't play / he's the fucking Grand Wizard of the KKK.”

Det blev ikke til Slayers ’Raining Blood’, men i stedet et ligegyldigt uddrag af Slayers ’Postmortem’ og hele Exploiteds ’Disorder’. Igen sære valg, når Body Count netop har så mange andre stærke coversange på samvittigheden.

Stærk afslutning
De træfsikre hits ‘Talk Shit, Get Shot’ og ‘Cop Killer’ gjorde det ikke meget bedre for den arme tegnsprogtolk, men de to hits gik rent i blodet som musikalsk amfetamin. Sveden efterlod ingen trøjer tørre på de forreste rækker. Og selv den 63-årige frontmand røg ud af sin arrige persona og lod smilet fylde hele fjæset. Alt forenede sig til det magiske her efter koncertens første time.

Første ekstra nummer ’Institutionalized’ – et glimrende cover af Suicidal Tendencies – faldt som det sidste hårde hug. Mens de sidste og rolige toner i ’ This is Why We Ride’ fornemt fik det hele til at falde ned.

Tendens til eksklusive festivalfusere
Showet var forbi. Med for mange svage sange. For mange svage coversange. Og uden nyt fra den kommende plade ’Carnivore’, som Body Count lige har indspillet færdig.

Netop derfor har Body Count ikke været på turné i et år, men blot spillet et par shows. Koncerten på Wacken var den første i et halvt år. Med en sætliste skrevet på vej mod festivalen, kan man da heller ikke anklage Body Count for at ankomme særlig forberedte. Oplevelsen var mere sløv end sej. Ligesom da Metallica fløj fra USA til Roskilde Festival i 2013 for at levere en eksklusiv koncert. Eller High on Fire også blev transporteret over Atlanten for at spille et eksklusivt show i Roskilde i 2017. På plakaten ser det fornemt ud, men resultatet har åbenbart en tendens til at ende som eksklusiv ligegyldighed.