En økse i papmaché
Mægtige Conan gæstede Lille Vega, og omkring 50 mødte frem. Oveni det var der adskillige lydbøffer. At de blev løst var ikke nok til at hive det engelske superdoom-band op fra en kvalitet, der lå langt under vanligt niveau.
De britiske tre hulemænd begynder showet med en pinligt lav vokal. Man fristes til at tro, at det er ren monitorlyd, vi får serveret.
Det er en stor skam, at 'Prosper on the Path' – åbningsnummeret på Conans nyeste og samtidig bedste plade, 'Existential Void Guardian' – lyder så ringe. Sammen med det tvivlsomme fremmøde giver det ikke nogen god start på aftenen. Først ved 'Throne of Fire' er niveauerne nogenlunde, hvor de skal være, men resten af lyden er så langt fra, hvad den britiske gruppe er i stand til. Den ellers velkendte mur af lyd og bas er på ingen måder til stede.
Conan skrev sig selv op blandt nogle af de største og absolut mest potente doombands efter deres magttour i 2017, hvor undertegnede nåede koncerten på Desert Fest i Belgien. De er kendt for deres massive lyd og Jon Davis' unikke vokal. Men albummet 'Blood Eagle' nåede aldrig den slagkraft, det skulle have besiddet. Først med 'Revengeance' løftede det sig igen, og det var også her, at Davis' nye, lyse vokal fik lov at dominere.
'Hawk as Weapon', en af mine personlige favoritter og en af de få overlevende på setlisten fra Conans ep 'Monnos', som kommer lidt over halvvejs i sættet, falder som resten af numrene indtil videre desværre til jorden og rejser sig ikke igen. Det gør altid ondt at måtte dræbe idoler, men oplevelsen her til aften er virkelig ikke god. Conan virker uoplagte og uinteresserede i at gøre noget ved deres lyd eller performance. Med krydsede fingre står man og håber, at det ikke skyldes fremmødet. Conan har bevist i tidligere sammenhænge, at de ikke er de typiske højrøvede typer – i 2018 tog de på tour i England med undergrundsbands på undergrundsbarer for at hylde de små, finurlige steder og den kultur, der eksisterer i det britiske doommiljø. God stil er ikke at lade sig mærke af for få fremmødte.
En anden grund til mistanken om, at trioen er ligeglade med showet, er, at de vælger at jamme et omtrent ti minutter langt nyt nummer. Hvis man spillede et udsolgt show for 600 mennesker, der alle kendte bandet ud og ind, ville det give mening at spille noget helt nyt som en lille gimmick. Her virker vi mere som prøveklude. Et forvokset øvelokale med for lav vokal. 'Amidst The Infinite' spilles, og det retter en smule op på miseren, da den med sit forfriskende omkvæd får stemningen lidt hævet over et skænderi.
Conan slutter aftenen af med 'Vexxagon', som var førstesingle på deres seneste album. Det første lille bevis på, at de har tænkt over at de måske spiller en koncert for overvejende kendere af bandet. Eller at de gemmer det bedste til sidst.
Conan har en fantastisk visuel profil og fejler aldrig på den grafiske side. Deres tematik er gennemført helt fra bandets begyndelse i 2010. De afviger bestemt ikke fra deres krigere, hulemænd, bjergfolk og store økser. Øksen skinner stadig blankt hos de robuste briter, men i dag virkede det desværre bare, som om den bestod af våde aviser, klister og hønsenet.
Som opvarmning for Conan spillede Un og Sixes. Dem kan du læse om i vores anmeldelse af koncerten aftenen før på 1000Fryd.