Copenhagen Live leverede sikkert
Populær
Copenhagen Live var alt i alt en vellykket solbeskinnet endagsfestival med gamle rock- og metalnavne og kun én enkelt tørkesky på himlen.
Endagsfestivalen Copenhagen Live faldt på årets vel nok første sådan rigtige sommerdag, som faktisk var blevet lovet en dag tidligere. Et bremsespor af regn fra Ljungby til Gedser havde om tirsdagen dog bemægtiget sig det meste af djævleøen med opland, så da onsdagen åbenbarede en klar og solfyldt himmel, myldrede ølbøller i alle størrelser og slags til Amager i et særligt højbelagt festivalhumør.
SLASH
Den gode stemning lod sig tydeligt føle da de første artister trådte op på scenen. Slashs soloprojekt var der tale om, og på trods af at han er et ikon indenfor rockmusikken var det alligevel forbløffende, hvor mange publikummer der stod klar med fadøl og djævletegn, når man tænker på at det var kl. 13 en hverdagsonsdag og at Slash ikke har haft et virkeligt hit i årevis.
Det var nu også en ganske udmærket præstation Slash samt kumpaner leverede, især på grund af det rock'n'roll-feel de fik ud over scenekanten. Tør – nærmest skrabet – lød musikken, og det var nemt at skille elementerne fra hinanden uden at dét gik ud over energien. Det betød på godt og ondt, at man kunne høre at Slash, hvor cool han ellers er med sin hat og tavse fremtoning, måske ikke er verdens mest præcise guitarist, selv om det ved gud er god rock 'n' roll, det han laver.
Måske skyldes en del af hans succes og ikonstatus, at han lige præcis er dén guitarist, enhver amatørstrengespiller turde håbe på at blive: dygtig nok til at være værd at stræbe efter, men ikke så skræmmende ekvilibristisk, at han vil være umuligt at nå – at der det så nok er lidt sværere end man skulle tro at levere rock så overbevisende, behøver dagdrømmere heldigvis ikke at tage sig af...
En anden ting der gjorde sig bemærket, var lejesvenden på mikrofon, nemlig Alter Bridges Myles Kennedy. Hans stemme var uhyre god, og perfekt til blandingen af nyt og gammelt, hvilket vil sige numre fra Slashs seneste, fra Guns N' Roses og fra Velvet Revolver. Han leverede præcis dét der skulle til for at tjene sangen, hvad enten det var det lave fra Scott Weilands stemmebånd, eller Axl Roses ekstremt høje hamsterskrig – det hele magtede han. At han også er en lille myre sammenlignet med Slashs legendestatus, gjorde også at han aldrig tog scenen fra ham, folk var kommet for at se. En rigtig god start på festivalen.
Karakter: 4
BULLET FOR MY VALENTINE
Således opløftet kunne folk i ventetiden forsyne sig med øl, og det skal da ellers lige love for, at de gjorde. Hvordan og hvor lang man definerer den ventetid er jo en smagssag, men noget kunne tyde på at en del regnede den helt hen til aftenens Volbeatkoncert, som lå flere timer ude i fremtiden. De næste to bands var i hvert fald ikke helt så publikumsbesøgte som Slash, og hvad angår Bullet for My Valentine må jeg bekende min bifaldelse af dét fravær, for jeg kan ærlig talt ikke døje det band.
Stilen er metal core af værst tænkelige skuffe, og hvad de mangler i riffskrivertalent kan de ikke hente hjem på sceneudstråling. Uretfærdig er denne dom muligvis, og de unge mennesker, der elsker dette walisiske sammenrend, må have et ældre metalhovede undskyldt, for jeg kan ikke høre andet end letkøbte omkvæd og guitarakkompagnement på elguitar, dog med nogle få glimt, af noget der kan kaldes metal – gid de holdt de glimt gående.
Karakter: 2
SKUNK ANANSIE
Meget bedre stod det til med næste nummer i rækken, nemlig det nyligt gendannede Skunk Anansie. Mest kendt er bandet for den spinkle, skaldede, lille og sorte frontkvinde, Skin, med den mægtige stemme.
Sidste halvdel af halvfemserne var dette bands storhedstid med dets meget melodiøse, hårdere alternative musik, men i 2001 var bandet opløst, og der har været noget stille omkring bandmedlemmerne, selvom Skin forsøgte sig som solist i årene efter.
To ting gjorde Skunk Anansie til et bemærkelsesværdigt band dengang, dels at de kunne skrive numre, dels at Skin sang så fænomenalt godt – hun mestrede alt fra det helt stille og inderlige til det nærmest skræmmende aggressivt høje og kraftige. Ingen tvivl om at Skin stadig er en sjældent udtryksfuld sanger, men desværre måtte man konstatere, at lidt at den aggressive top var filet af i løbet af de snart ti år, der er gået.
Numrene fra dengang holder nu stadig, og bandet spillede dem hjemmevant i en grad at man tilgav dem, de nykomponerede ligegyldigheder. I en tid hvor alle hedengange bands går igen, er Skunk Anasie dog et af dem det er rart at have tilbage.
Karakter: 4
Herefter blev transmissionen saftsusemig afbrudt. Øllet slap op! Man må spørge sig selv, om arrangører til den slags arrangementer ikke kender deres publikum. Vi (og med "vi" mener jeg størstedelen af Danmarks koncertgående metalfans) husker Giants of Rock tilbage i 2005 og AC/DC i parken sidste år, hvor øllet heller ikke rakte – noget man med forargelse i stemmen stadig taler om.
Så hvis du som arrangør ikke vil have et rygte er her en guide til vores slags publikum: Metalfans elsker øl! Tager man en gennemsnitlig danskers øltørst, kan man roligt gange med 666 og dividere med prisen på en fadøl – så har man et meget godt billede på hvor meget øl, der skal hældes i hver enkelt headbanger.
Det var hjerteskærende at se hærdebrede mænd, der havde taget fri fra arbejde for at høre hævi, gå rundt med krus fyldt af tis med brus – bedre kendt som "Cider". Det skal dog siges til arrangementets ære, at forsyninger blev hentet i Roskilde så øllet igen kunne flyde, så kun det gule kort kommer op af lommen i denne omgang.
VOLBEAT
Det gjorde nok ikke Volbeat nogen tjenester, at øltørken blev afsløret lige omkring succeskvartettens koncertstart. Om det var de frustrationer der gav en dårlig vibe, skal være usagt, men det var bestemt ikke en af københavnerbandets bedste præstationer – måske endda den dårligste jeg har set. Det skal dog siges at Volbeat med Mikael Poulsen i front plejer at levere fuldstændig suverænt foran et publikum, så selv på en dårlig dag, bliver Volbeat altså ikke rigtig dårligt, bare lidt kedeligt.
De kunne ikke rigtig få gang i maskinen og virkede lidt upræcise i deres spil, om det har været det nylige studieophold der har gjort medlemmerne lidt ferie-væk-fra-hinanden-modne er muligt, for især da Johan Olsen deltog på 'A Garden's Tale' løftede niveauet sig med flere tænder, så man tænker jo sit...
Karakter: 3
RAMMSTEIN
Dagens hovednavn, det tyske tanz-metalband fra Berlin, kunne have trukket de tyve tusind der var til stede i sig selv – og måske var det i virkeligheden det band, folk mest var kommet for at høre. Det har ellers været for nedadgående for de aldrende tyskere, for siden "Reise_reise" har de haft svært ved rigtig at begejstre på plade, og ved vinterens show i Forum, havde de også svært ved at få den op at stå live.
På Ti-øren på Amager, var det dog et mere koncentreret og indædt band, man fik at se, sammenlignet med Rammstein i Forum, for det virkede som om, at det mere drejede sig om numrene end om al ildkraften, det ellers har været kendt for.
Ned var der i hvert fald blevet skruet for gassen i flammekasterne og fyværkeriindkøbet. Nok var det der, men slet ikke i samme spektakulere grad som tidligere – sådan virkede det i hvert fald, om det så bare er fordi man er blevet hærdet. Det er til gengæld en moden beslutning, hvis det er rigtigt, for de kunne jo ikke blive ved med at gøre det vildere og vildere uden at brænde scenen ned og sprænge moshpitten i luften.
Settet startede med det bedste fra den seneste udgivelse og endnu engang beviste den nye titelmelodi 'Rammlied' sig som en værdig arvtager til den noget udtrådte 'Rammstein'. Ellers var det et strejftog i deres i grunden temmelig blærede katalog, og man kan glæde sig over, at Rammstein nu er blevet et band, der kan lade dets evergreens stå alene, hvis lysten skulle være der. Klart som glimtene fra det afsluttende fyrværkeri er det dog, at havde man selv som levevej mulighed for at montere en flammekaster i munden, ville man nok gøre det til den dag man døde. Det virker i hvert fald som om det er hvad Rammstein ønsker.
Karakter: 4