Copenhell 2010: Retrorock og forfejlet selvironi
Populær
3 Inches of Blood leverede tidlig fredag aften en okay-underholdene koncert, der dog det meste af tiden forblev en musikalsk fodnote fra et halvdødt band.
Den skjulte selvironi? Det kender de fire herrer i 3 Inches of Blood absolut intet til. I deres metalunivers, der tydeligt og ensidigt kigger den gamle skole i heavy metal-bedene, er selvironien skåret ud i pap, så udbasuneret og tydelig, at den simpelthen ikke er til at komme uden om. Om det så gælder Cam Pipes' overdrevne King Diamond/Rob Halford-applauderende falsetvokal, bandets tekstunivers med alt hvad det omhandler af økseslag i Jesus' hovedskal og mere til, V-guitarernes overdrevne udskæringer eller om det gælder klædeskabets retrostil, er ét fedt. Det hele var på dagsordenen under kvarettens Copenhell-koncert.
Sidste udspil fra 3 Inches of Blood, 'Here Waits Thy Doom' (2009) - i øvrigt bandets første udspil på Century Media efter at være blevet degraderet fra Roadrunner på grund af et skuffende salgstal - viste kvartetten mere respektfulde over for det retrospektive end tidligere. Ligeledes bød den på mere solid og varieret sangskrivning end nogle af de tre tidligere udspil. Med Jack Endino i producerstolen blev rocken her taget mere seriøs, end den var blevet det på bandets andre udgivelser. 70'er-retrolyden var mere rå og in-your-face, med kompositioner der til tider kunne minde om slagkraften fra landsmændene i Priestess.
Men på trods af sidste udspils mere seriøse retrotone var fredagskoncerten med dem rigere på distancerende humor end rock & roll-ånd. Derudover var koncerten rig på ugidelighed fra et par af medlemmerne. Cam Pipes var i sit es, Justin Hagberg indtog rollen som førsteguitarist og supplerende growl-sanger efter bogen, men til deres side havde de en godt spilletræt Shane Clark på supplerende guitar, og Ash Pearson hang ofte i det fra bag tønderne. Kort sagt virkede det kun til at være et halvt oplagt band.
Der var dog lyspunkter. Et par af dem kom i form af 'Battles and Brotherhood' og 'Call of the Hammer', netop fra sidste års 'Here Waits Thy Doom'. Sangene er to ærkeklassiske rock and roll-stereotyper, med masser af hurtige riffs, simple overgange og rejs-næven-mod-skyerne-attitude, som til trods for deres applauderende intentioner tenderer det plagierende begge virker optimale i liveregi. Det kan muligvis synes som en lidt nem rockhistorisk formular at skrive sig ind i, men deres blanding af thrash og power metal er ganske enkelt medrivende på disse par numre.
3 Inches of Blood har måske nok en gedigen dejlig agenda. Projektet er at reformere metalbilledet i dag og få det sparket tilbage til en svunden tid, hvor denim og læder gik hånd i hånd, og hvor plader som 'Rust in Peace' og 'Metal Heart' var metalstorsællerter. Men til trods for projektets sympatiske dagsorden manglede der andet og mere under weekendens koncert. Først og fremmest savnede man en seriøs nerve, der kunne få en til at leve sig ind i musikken.