Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

3 Inches of Blood - ”Advance and Vanquish”

Populær
Updated
Nyt album med 3 inches of Blood Lidt i stil med The Darkness, spiller 3 Inches of Blood retro-musik, med falsetvokaler. Der tages udgangspunkt i 80'er thrashen, som det også er tilfældet med de to andre RoadRage-bands. Men 3 Inches of Blood skiller sig markant ud fra de andre to bands, idet deres tekster handler om at dræbe orker og sejle på ”det kogende hav”!

Det er lidt uklart, om 3 Inches of Blood parodierer battle-metal bandene, eller om de hylder dem med tekster som fx den i ”Deadly Sinners”, hvor der i omkvædet brøles: ”Enemies of Metal/Your death is our reward!” Coveret, som er et maleri af en slagmark foran et brændende slot, giver også et meget godt billede af stemningen i det musikalske indhold.

3 Inches of Blood har to forsangere, og den ene er helt oppe i det høje toneleje, hvor tankerne ledes hen på King Diamond, mens den anden tager sig af den mere growlende afdelingen af repertoiret. Musikalsk set, er der ikke så meget revolutionært at komme efter; der er dømt traditionel metal med guitarlir og Maiden-agtige riffs. Men det er en sjov cocktail, 3 Inches of Blood har opfundet, og der er ingen tvivl om, at man sagtens kan bruge et hæsblæsende nummer som ”Dominion of Deceit” som soundtrack til den vildeste ”ork-hærgning”.

Festligt bliver det uden tvivl, når 3 Inches of Blood indtager Lille Vegas scene med falsetskrig og (måske) stridsøkser i hænderne. Undertegnede har dog lidt problemer med at afkode 3 Inches of Blood; er det for skæg eller mener de det? Det er vi formentlig meget klogere på efter Vega-koncerten…

Titel
Advance and Vanquish
Distributør
Karakter
3