Styg – bedre – bedst
Populær
Updated
Roadrage 2005 turneen nåede Vega i sidste uge, med en en mikset koncertpakke, hvor Trivum sparkede hårdest. Roadragetouren er en turné for nykommere, der alle er udkommet på det legendariske pladeselskab Roadrunner (Mercyful Fate, King Diamond, Sepultura, Slipknot etc., etc. - Red.). Turneen kom forbi Vega mandag den 6. juni med tre meget unge bands, nemlig Still Remains, 3 Inches of Blood og Trivium.
Still Remains
Det første band var Still Remains. Still Remains er et band der i og for sig spiller hårdt, med de efterhånden obligatoriske melodilinier a la Killswitch Engage. Gode er de ikke. Så at de følger moden med stor kontrast mellem tonseriff og flerstemmig sang, nytter ikke rigtigt, for deres riff anonyme og deres melodier dårlige. De er simpelthen for renvaskede på den der utålelige amerikanske if-you-wan't-it-bad-enough facon som gør dem for stylede. De er alt andet end et rock'n'roll band, men derimod et boyband – og så gør det det bare værrere at de ryster håret i takt.
3 Inches of Blood
Bedre var det med 3 Inches of Blood. Bandet spiller agressivt med to falsetskrigere i front, og man kan sammeligne dem med en metaludgave af Darkness. Men ligesom med Darkness er man lidt i tvivl om, de er ironiske eller om de mener det, de laver? Det er jo helt i gennem en smagssag om man synes det er fedt med ironi, men selv mener jeg, det er blevet lidt trættende. Nå, de har nu nogle ørehængere som bl.a. "Deadly Sinners", som bestemt gør dem værd at give et lyt, men som liveband synes jeg ikke at de kom helt op at ringe.
Trivium
Bedst var Trivium. Deres stil tager afsæt i en hårdpumpet thrash, der er gjort mere moderne med lange emo-omkvæd, men musikken er ikke desto mindre renvasket klassisk thrash metal så man må knibe en sentimental tåre. Bandet kom utroligt godt ud over scenekanten og spillede med en utrolig autoritet, især når man tager i betragtning, at de stadig er teenagere. De var helt klart aftenens højdepunkt og jeg er overbevist om at vi kan vente os meget fra dem, især når de lige bliver et par år ældre og får en lidt mere personlig musikalsk stil, for de kommer ikke helt op på siden af deres idoler. Endnu.
Still Remains
Det første band var Still Remains. Still Remains er et band der i og for sig spiller hårdt, med de efterhånden obligatoriske melodilinier a la Killswitch Engage. Gode er de ikke. Så at de følger moden med stor kontrast mellem tonseriff og flerstemmig sang, nytter ikke rigtigt, for deres riff anonyme og deres melodier dårlige. De er simpelthen for renvaskede på den der utålelige amerikanske if-you-wan't-it-bad-enough facon som gør dem for stylede. De er alt andet end et rock'n'roll band, men derimod et boyband – og så gør det det bare værrere at de ryster håret i takt.
3 Inches of Blood
Bedre var det med 3 Inches of Blood. Bandet spiller agressivt med to falsetskrigere i front, og man kan sammeligne dem med en metaludgave af Darkness. Men ligesom med Darkness er man lidt i tvivl om, de er ironiske eller om de mener det, de laver? Det er jo helt i gennem en smagssag om man synes det er fedt med ironi, men selv mener jeg, det er blevet lidt trættende. Nå, de har nu nogle ørehængere som bl.a. "Deadly Sinners", som bestemt gør dem værd at give et lyt, men som liveband synes jeg ikke at de kom helt op at ringe.
Trivium
Bedst var Trivium. Deres stil tager afsæt i en hårdpumpet thrash, der er gjort mere moderne med lange emo-omkvæd, men musikken er ikke desto mindre renvasket klassisk thrash metal så man må knibe en sentimental tåre. Bandet kom utroligt godt ud over scenekanten og spillede med en utrolig autoritet, især når man tager i betragtning, at de stadig er teenagere. De var helt klart aftenens højdepunkt og jeg er overbevist om at vi kan vente os meget fra dem, især når de lige bliver et par år ældre og får en lidt mere personlig musikalsk stil, for de kommer ikke helt op på siden af deres idoler. Endnu.
