Copenhell 2015: Krokodillen var udstoppet

Populær
Copenhell 2015: Krokodillen var udstoppet

Nilkrokodillen har de sidste mange millioner år været en effektiv og brutal dræber, selvom den ikke har udviklet sig. Den britiske udgave er tam og ligegyldig i sammenligning.

Kunstner
Dato
19-06-2015
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Copenhell har beskrevet Krokodil som sludge og moderne post metal, men hvis vi skal genre-fluekneppe – og det skal vi – så hører jeg meget lidt, hvis noget, sludge i Krokodils musik og til gengæld en hel del metalcore og nu metal. Her er særligt brugen af melodiske riffs fremtrædende, og skrig, hyl og growl er afløst af overvejende sødlig eller lidende clean-vokal – skønt musikken på plade er pakket ind i en sludge-lydende produktion, bliver det aldrig rigtigt slæbende og mudret eller for alvor tungt.

Krokodil er for sent på den, da deres fly har været forsinket, men der er ikke meget stress at spore hos bandet på scenen under lydprøven, eller da de starter femten minutter for sent. Krokodil er energiske lige fra starten og har masser af selvtillid på scenen.

Musikken er ret ligetil og bygget op efter traditionel model, hvilket kan være godt for sange med effektive hooks eller catchy omkvæd, men guitarriffene er for det meste kedelige, akkord-progressionen er simpelthen alt for forudsigelig, og vokalen er langtfra i topform. Dog popper der til tider et riff op med potentiale til et rigtigt godt groove, men de bliver alt for ofte afbrudt, før de når at lægge grobund for et egentligt groove. Det samme gælder de thrashede riffs, der afbrydes, før man rigtigt får lov til at føle, at det fræser afsted. Det hele bliver lidt for jævnt og masseproduceret, som et samlebåndsprodukt. Jeg fanger gentagne gange mig selv i at stå at dagdrømme lidt, og de, der står omkring mig, ser ligeså uinteresserede ud.

Som koncerten skrider frem, bliver jeg mere og mere fortvivlet på bandets vegne; den enorme mængde selvtillid virker ikke til at aftage, og det synes altså aldrig at gå op for bandet, hvor ligegyldigt det er at være vidne til.

Krokodils musik arbejder alt for meget med de ligegyldige – eller slet og ret dårlige – riffs, der gentages i, hvad der føles som en uendelighed, mens de rigtigt fede og groovede bliver skåret af. Der er generelt en manglende forståelse for, hvordan man stykker sange sammen på dynamisk og spændende vis, og musikken er et forvirret miskmask af genrer, forsøgt forklædt som sludge. Det eneste nummer, der for alvor står ud som et med egentligt potentiale, er ‘Ride The Sun’ – og det på trods af utroligt intetsigende lyrik og vokalpræstation, der er grænsende til det pinlige.

Min personlige mening om bandets musik ville dog ikke have så stor betydning, havde bandet bare leveret en live-præstation, der på en eller anden måde kunne bære musikken bare lidt på vej. Men nej... Heller ikke det formår Krokodil; selvom bandet overordnet er fint sammenspillet, er der alt for ofte udfald, og specielt guitaren ligger tit og skøjter rundt ved siden af beatet. Når koncerten samtidig er præget af en gennemgående ringe vokalpræstation, hvor specielt clean-vokalen er helt slem, falder det hele sgu lidt fra hinanden. Jeg kedede mig bravt til Krokodil.