Copenhell '19: Nicht Slægt
Populær
Slægt har været lovende i så lang tid, at det har været ved at være oppe over, at de skulle indfri det. Det gjorde de endelig på Copenhell.
Nede i pitten står en fyr med corpse paint på spring for at vælte sin kammerat i circle pitten. I umanerligt lang tid. Han står der, lidt nede i knæ, bouncer, han er klar, musikken spiller, men den store forløsning udebliver, det der klimaks, hvor det er nu, nu han skal sætte i løb, samle den intetanende kammerat op og slynge ham rundt i pitten.
Sådan har det lidt været at følge Slægt de seneste år. De har været lovende så længe, at det var lige før, det ville flade ud, og folk ville holde op med at bekymre sig om dem og finde noget nyt at hype i stedet. Da den tredje plade kom sidste år, var det en lidt fad fornemmelse: Det var ikke en dårlig plade, men med det, vi har gået og sagt til hinanden, at Slægt kunne være, skulle være, var det bare ikke helt nok.
Slægt har med andre ord noget at skulle bevise med denne koncert på Copenhell, om de så selv bekymrer sig om den slags eller ej. Da de går på til tonerne af Julee Cruises sang ‘Into the Night’ fra ‘Twin Peaks’, er de i hvert fald på i en grad, som jeg ikke har set dem før. Jeg har været imponeret over deres tekniske kunnen og den selvsikkerhed, de spillede med, men jeg har ikke set dem så tændte før. Hele bandet i varierende grader af afklædthed, fra skærf over lædervest til gennemsigtig viscoseskjortebluse, er tændte og tydeligt opsatte på at forsvare deres tilbagevenden til Pandæmonium-scenen, to år efter deres eftermiddagskoncert samme sted i 2017.
Asrok i centrum har en bedre publikumskontakt end tidligere, og på hver side af ham brøler Olle Berholz og Anders M. Jørgensen med på hvert et ord, han synger, uden mikrofoner. De er grebet af musikken, og den entusiasme smitter af på publikum. Alle er klar til at lade sig rive med, og snart opstår en circle pit, der er voldeligere, mere intens, end hvad man ellers oplever på Copenhell. Det er, som om alle er med på, at det skal være nu, Slægt for alvor slår igennem.
Det lykkes, men det ville det selvfølgelig ikke gøre, hvis ikke sangmaterialet var til det. Slægts take på Dissection og Emperors melodiske, heavy metalliske black hænger bedre og bedre sammen, og så har de fundet ud af at afveksle det i løbet af en koncert, så stille interludier binder de enkelte sange sammen. Kun enkelte gange henvender Asrok sig direkte til publikum, størsteparten af den tre kvarter lange koncert fremstår som et samlet hele.
Et af Slægts stærkeste kort har hele tiden været guitarhelten Anders M. Jørgensen, der med pouting og poseren er godt eye candy og ufravigeligt fokuspunkt. Han dåner op ad Asroks ryg, når de spiller twinleads, krænger sig sammen om sig selv stoltserende oven på monitoren og sender leads af sted, der får masser af rum fra resten af bandet til at rode sig langt ind i det sorteste antikosmos. Til gengæld er det så første gang, de spiller på en større scene med den nye trommeslager Anders Edalis, der har en tung opgave at løfte. Det klarer han så nogenlunde, for nu at sige det sådan. Det er fuldstændig habilt, det er bare ikke så imponerende som hans forgænger på trommestolen.
Det trækker ikke noget fra det samlede indtryk: Slægt har været lovende, i aften indfrier de det. Men det efterlader spørgsmålet om, hvor Slægt så skal gå hen nu. Den fremdrift, de hele tiden har haft, har bragt dem hertil. Så langt, så godt. Men det må gerne tage dem endnu videre.
Da det helt store klimaks udebliver, sætter fyren i pitten i løb ved det første, det bedste klimaks og samler sin kammerat op. Det er godt nok. Selvfølgelig er der en grund til at kaste sig rundt til Slægt. Den grund kunne bare godt være endnu mere presserende, end den er nu.