Copenhell 23: De kære franskmænd
Populær
Kunsten at dø blev desværre ikke helt realiseret, da Gojira indtog Helviti.
2. Backbone
3. Stranded
4. Flying Whales
5. The Cell
6. The Art of Dying
7. Trommesolo
8. Grind
9. Another World
10. Silvera
11. Amazonia
12. The Chant
13. The Gift of Guilt
Nok er Gojira hårde, men de er fandme også søde. Derfor er det også med ren kærlighed, at man som Gojira- og metalfan stiller sig op for at blive blæst bagover og taget med storm.
Det blev jeg også, da jeg startede helt oppe foran, mens franskmændene lagde stærkt ud med ’Born for One Thing’ og den voldsomt hårdtslående ’Backbone’, hvortil pitten selvfølgelig eksploderede, og vores brystkasser blev gennemhullet af Mario Duplantiers dobbeltpedaler.
Den eksplosive energi i pitten fortsatte igennem det legendariske nummer ’Flying Whales’, der ligesom ’Backbone’ er sikkert som amen i kirken til en Gojirakoncert. Derfor er det også naturligvis her man virkelig får at mærke, hvor fantastisk godt og tight bandet spiller. Lyden var dog undervældende oppe foran, og jeg måtte relokere til længere omme bagved. Samtidig med at jeg jo også sande, at hvis jeg skulle kunne koncentrere mig om at holde styr på sætliste og saglighed, så måtte jeg finde et andet sted at stå, da mig og min rygsæk var ved at blive mast sammen til en samlet brun masse som to forskelligfarvede klumper modellervoks i en børnehave. Hvilket var fedt!
Da jeg kom lidt på afstand, var det tid til ’The Art of Dying', en sang, der ikke blot er en personlig favorit, men viste sig også at være det for mange andre. Det stod tydeligt klart, da energien i pitten bestemt ikke var aftagende. Det holdt hele koncerten igennem, med støvskyen, der rejste sig foran Helviti og overskyggede hovedscenens egne røgkanoner som bevis. Lyden var dog ikke specielt prangende bagtil heller.
Af udvalgte numre fra deres seneste plade, 'Fortitude', var sortimentet også til den hæderlige side, hvor særligt outroen til ’Grind’ stod skarpt, og Sean-Michel Labadies knusende og melankolske basgang nød godt af et solidt boost til at hamre igennem lydbilledet.
For overordnet set var koncertens mest fremtrædende problem lyden. Den var ikke decideret dårlig, men guitaren og vokalen druknede lidt i Mario Duplantiers orkantrommespil. Nu er hans voldsomme og kreative instrumentalisering også Gojiras stærkeste kort, hvilket ironisk nok blev brugt til en temmelig drøj trommesolo. Men helheden i bandets ellers gigantiske, varme og deltaljerede lyd gik desværre tabt under det meste af koncerten.
Som den lakkede mod enden, nåede vi til det kontroversielle nummer ’The Chant’, hvor Joe Duplantier måtte bede os publikum om at synge for, da hans stemme ikke havde det så godt her til aften. Man må anerkende ,at Gojira eksekverer fællessang godt, og nummeret er velsagtens et af højdepunkterne på 'Fortitude', men det føltes nu stadig som et unaturligt afbræk i sammenhæng med resten af sætlisten.
Franskmændene sluttede af med ’The Gift of Guilt’, som var en stærk afslutning på en perlerække af gode numre. Gojira diskede altså mestendels op med en stærk, velstruktureret sætliste, der blev eksekveret på fornemmeste professionelle vis. Det kørte sådan set på rutinen, hvilket i Gojiras tilfælde er en meget høj standard. Men med Joe Duplantiers dårlige stemmedag, en ligegyldig trommesolo og den hule lyd var det svært at blive rigtig medtaget og blæst bagover.