Copenhell 23: Udfordret Ikon
Populær
I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.
I 1997 var radioen stadig noget man brugte til at opleve ny musik. Det var stedet man blev inspireret, før man søgte ned i den nærmeste pladeforretning, for at bestille eller lytte yderligere. Der var via radioen, en fuldstændig tilfældig aften, at jeg stødte på HIM første gang. Hvor jeg første gang oplevede Ville Valos ikoniske vokal og personlige sangskrivning. ‘For You’ fra bandets debut ‘Greatest Lovesonges vol. 666’ satte sig fast som så mange af bandets numre senere hen gjorde – og HIM blev et band, der på forunderlig vis definerede starten af ‘00erne med deres gotiske kærlighedshymner. For mig, som de sikkert også gjorde for mange andre.
Siden da er meget sket. I 2017 stoppede HIM, med otte plader i bagagen og en forsanger, der i høj grad kæmpede med egne dæmoner. En indædt kamp, der tog sin tid at overvinde. Måske stadig er en udfordring? Siden de store dage har Valo udgivet to plader. I 2019, med Ville Valo & Agents, og tidligere i år, hvor vi fik den udemærkede VV-debutplade ‘Neon Noir’. Omdrejningspunktet for dagens koncert på Copenhell.
Som Valo, er vi, der dengang voksede med HIM, i dag en del ældre. Selvom gammel kærlighed ikke ruster, var det et knapt så pakket publikum, der havde fundet vej til Hades. Hvad der indledningsvist ventede var heller ikke noget, der direkte skabte lyst til at tage de tunge skridt fra bakke ned mod scenen. Efter åbningsnummeret fra netop ‘Neon Noir’, fulgte ellers et trekløver af numre, der burde have tvunget publikum frem. ‘Poison Girl’, ‘The Foreverlost’ og ‘Right Here In My Arms’. Eminente kompositioner, fremført imødekommende og kompetent af bandet, nært slagtet af manden i front.
Vokalmæssigt var det en katastrofal start. Valo mumlede, sang falsk og manglede den glød og sjæl, der definerede frontmanden. Det, der var med til at gøre ham til et sexsymbol. Den varme glød, de dybe fraseringer og den høje, lyse rensang, der var primære stemningsgiver i HIMs kompositioner. I stedet fik vi en ligbleg forsanger, der virkede syg og ikke var til stede i koncerten indledningsvist.
Løftet af et solidt band og tilsvarende kompositioner
Det var en sørgelig start. Et fald for et ikon, som mange mindes positivt. Hvis numre har båret os igennem svære tider. Valo virkede som en skygge af sig selv, sendt til tælling af minder, forventninger om en tid der var, og noget der virkede som en træls forkølelse.
Og måske hang det hele sammen. Det er nærliggende at antage, resultatet er dog det samme. Det startede rigtig skidt for den finske frontmand.
Heldigvis stod han ikke alene. Valo havde først og fremmest et særdeles kompetent band i ryggen. Hvis spilleglæde var tydelig. Hvis engagement løftede forsangeren. Selv VV-numrene, der i høj grad er mere melodiske, mindre Copenhell, fik et tryk guitar og fremstod levende og tunge. Det løftede forsangeren. Læg hertil bagkataloget. Med ‘Buried Alive By Love’ fra HIMs ‘Love Metal’-plade fra 2003, begyndte Valo at finde formen, mens fællessangen og publikums respons på ‘Join Me’, for alvor skabte liv og markante smil.
Selvom Valo aldrig levede på scenen, og primært lod publikum føle sin interesse for at stå foran dem, via velmenende smil og lidt æggende dans med hofterne, var sidste halvdel af VVs koncert acceptabel. Man savnede lidt dialog, at forsangeren kom nærmere sit publikum, men musikalsk fik vi et kærkomment minde om dengang.
Det hele lukkede og slukkede med den eminente hilsen til Black Sabbath, som Valo også nævnte, under koncertens eneste henvendelse til publikum. ‘Saturnine Saturnalia’ er det ultimativt bedste nummer på ‘Neon Noir’ og gav bandet mulighed for at få den hyldest det fortjente. Klappet af scenen en god stund efter Valo spankulerede af, med en stor tak for hårdt arbejde. Uden bandet havde den ikoniske forsanger været en fadæse.