Copenhell Metal Cruise: Lørdag
Fra guitarlir til crowdsurfende Ikea-skammel. Andendagen på Copenhell Metal Cruise genlød af både 70'ernes Deep Purple og 90'ernes dødsmetal, af Wham, Bee Gees og IKEA-idoldyrkelse.
Den nedadgående sol lagde sig henover småfjeldende og glinsede i fjordvandet, mens dagens sidste lysstråler skar gennem skibsruderne og lagde en behagelig stemning over Sky Bar-scenenes første navn, da lørdag eftermiddag blev til tidlig lørdag aften: Guitarvirtousen Søren Andersens ferme trio med kraftfuld, skridsikker og swingende bund under det labre lir fra Andersens gedigne guitarspil og svævende guitarflader, som indimellem giver de hårdt rockende instumentalnumre et strejf af et cinematografisk lydspor.
Som de fleste bekendt, agerer Søren Andersen også lead guitarist hos henholdsvis Jesper Binzer og ex-Deep Purple bassist/vokalist Glenn Hughes, alias Andersens "mentor gennem de seneste 14 år". Noget, som naturligt animerede til det solide sæts medrivende afslutning: En forrygende Deep Purple-medley startende og sluttende med 'Burn', der fræsede videre i blandt andre 'Stormbringer' og ned i den massive sjæler 'Mistreated'. Bemærkelsesværdigt, hvor kyndigt og kreativt Andersen "kompenserer" for de naturligt manglende orgelstykker og mesterlige vokaler i original versionerne. Forrygende fed afslutning på sættet og ditto start på lørdagen.
Ungdommelig død og voksen old school-thrash
Jyske Nakkeknækker strålede og smadrede løs med ungdommmelig entusiasme. Brutal og møgtung death metal og giftige grindstykker, tilsat lidt begyndende bølgegang ved Oslo-fjordens munding, hvilket fik moshpitten til at vælte solidt rundt. At tænke sig: Det er hele 30 år siden Deres udsendte rejste til Florida, for at møde den spritnye death metal-scene rundt om det historiske Morrisound Studio i Tampa Bay. På Oslo-båden lørdag aften fik Nakkeknækker det til at lyder som om, at Obituary og co. blev dannet i forgårs.
Advarsel: Et lille nyt, jysk bæst er ved at komme ud ad dets dødsmetalliske puppe.
Dernæst tonsede Destruction afsted med en nådesløs kaskade af deres 80'er-thrashklassikere som 'Curse of the Gods', 'Nailed to the Cross' (præcis en uge efter fotografen og jeg stod i domkirken i Torino og beundrede det famøse Jesu ligklæde dernede!), 'Mad Butcher', 'Life Without Sense' og 'Release of Agony'. Et gedigent, ærke-old schoolet sæt, hvor både band og publikum var steget anseeligt i energigraderne.
Italiensk IKEA-idolisme
Efter et par akustiske indslag fra Lækre Jens – nu som Conchita Pølse – i Navigatorbaren, var der varmet godt op til det italienske svar på samme Jens' velkendte band, Red Warszawa.
Var måske nok lidt indledende skeptisk, men italienske Nanowar of Steel udviklede sig til et afvæbnende og befriende morsomt indslag. Rendryket pastiche metal, der blandt andet betød en lille wall of death med kærlig-intim kramme kinddans til et cover af Wham-balladen 'Careless Whisper'! Musikken fra de kultørte, karnevalsudklædte spasmagere lød mestendels som finske Lordi udsat for 666 arketypiske østeuropæiske MGP-bidrag, tilsat alskens indfald fra Bee Gees og Cranberries over salsa- og reggaerymer til parodisk power metal.
Disse skøre karle fik sandelig skabt fest og ballade og afsluttede med en hyldestsang til Sverige, hvor de undervejs i nummeret fik samlet en lille Ikea-skammel, der dernæst blev sendt til crowdsurfing blandt det modtagelige publikum. Hatten af for et gennemført parodisk party, før Openhell-bandet og alle deres modige gæstevokalister rundede aftenen og selve cruiset af.
Godnat fra Ozzy, godmorgen fra King Diamond
Så fulgte godnat-saluten fra Openhells gæste-karaoke, hvor bandet og modige metalsjæle gik løs på Ozzy og 'Crazy Train', dernæst Iron Maiden og 'Fear of the Dark', Sepultura og 'Territory', Danzig og 'Mother', Metallica og 'Seek and Destroy' og derudaf.
Henad 8.30 søndag morgen skar King Diamond stemme igennem fra skibshøjttalerne i Mercyful Fate-nummeret 'Evil'. Falset i ørerne, morgenkaffe i koppen og Kronborg til styrbord. Copenhell Metal Cruise 2022 var ved at være i land. To døgns maritim-metallisk galmandsværk havde nået dets afslutning: Overordnet med meget engagerede og motiverede optrædener, selvom jeg dog alligevel savnede sådan helt, helt ekstraordinære udladning a la noget Airbourne-agtig boogie-party rock (altså, den non-parodiske version af slagsen).
Men der var nu rigtig meget godt, fedt og spøjst at hive indenbords i de to døgn derude på søen, og selskabet og stemningen var i sandhed magnificent, og noget som enhver sand metaller på bør unde sig. Tak for en sjov og tungfed sejlads!
NB: Karakteren er givet som et gennemsnit af dagens optrædener.