Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Cph-Psych-Fest'16: I kredsløb om månen

Populær
Updated
Cph-Psych-Fest'16: I kredsløb om månen
Cph-Psych-Fest'16: I kredsløb om månen
Cph-Psych-Fest'16: I kredsløb om månen
Cph-Psych-Fest'16: I kredsløb om månen

Amerikanske Moon Duo tjekkede festivalen ind på månen og lod den blive der.

Kunstner
Spillested
Dato
16-07-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
4

Foruden musikken har en af de store oplevelser ved årets Copenhagen Psych Fest været at lade sig selv bade i det psykedeliske lysshow, som akkompagnerede artisterne på alle de fire scener. Mest overvældende var det i Den Grå Hal, hvor forskellige mønstre dansede op og ned ad siderne i hallen, mens bagtæppet bag scenen med dets store vidde for alvor kunne hjælpe med til at transportere publikum ud i rummet.

En mission, som amerikanske Moon Duo qua deres navn heller ikke står tilbage for. Bandet blev startet af guitaristen Ripley Johnson fra Wooden Shjips i 2009, fordi han ønskede sig et mindre set-up, så han kunne komme ud at turnere endnu mere. Siden er det blevet til fire album, der alle i lyd minder umiskendeligt meget om netop retro-psychrockerne Wooden Ships. Eller som bandet selv definerer sig: repeat-o-rock.

Ved hjælp af krautrockens repeterende væsen med konstante bastante trommer, en medrivende basgang og et lag af synth og en guitar fuzzet op på maks. bevæger Moon Duo sig inden for et enkelt, men meget virkningsfuldt udtryk, hvor musikken mere tager form som et soundtrack til et kredsløb om månen end egentlige numre. Var man ikke på forhånd kendt med bandets musik, var det svært at tyde, hvornår hvert nummer startede og sluttede.

Men det betød heller ikke det store, for lørdag nat gjaldt det mest om bare at overgive sig til den varme soniske kanon, som ramte den gyngende masse af rumturister i hovedet som en blød meteorregn. Eller som sidemanden udtrykte det, mens vi nærmest stod med snuden inde i de forreste højtalere: “Det føles, som om det hele er pakket ind i vat.”

Og sådan føltes det unægteligt. Bandet var passende klædt helt i hvidt, så de undervejs tog sig ud som et lille hold astronauter, der hyggede sig med samspil, før næste ekskursion mod uudforskede kratere. Til sidst var det tilmed, som om der blev skruet så meget op for rum-charmen og den musikalske evighedsmaskine, at støvet fra månen kunne smages i munden. Mission fuldført.