Da det psykedeliske karneval kom til byen

Populær
Da det psykedeliske karneval kom til byen

Goat havde taget en fed tyk lyd med sig i Vega, hvor de fredag aften i sidste uge startede sin første Europa-turné. Festen kom aldrig rigtig i gang, og musikken var svingende, men når de var gode, var Goat altså virkelig gode.     

Kunstner
Spillested
Dato
19-09-2014
Genre
Trackliste
Talk To God
Let It Bleed
Gathering Of Ancient Tribes
The Light Within
Disco Fever
Dreambuilding
Goatlord
Diarabi
Goatman
Run To Your Mama
Goathead
Goatslaves
Words
--------------
Hide From The Sun
Det Som Aldrig Förändras
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

I bedste Big Lebowski-stil havde man benyttet meget af ens fridag-fredag til at ligge på langs på tæppet på ens værelse, hvor man som opvarmning til aftenens koncert med Goat, det svenske psykedeliske band with a twist, havde lyttet til variationer over det, som Goat på forskellig vis kan siges netop at tilnærme sig som band. Man havde budt det lystige og det festlige velkommen med hjælp fra Professor Longhair, man havde inviteret et vestligt take på verdensmusikken indenfor ved at lytte til en masse Can, og The Cosmic Dead havde forberedt én på den psykedeliske tyngde, man afventende så frem til forhåbentlig at dykke ned og ind i. Man var kort sagt klar. Det var dog ikke kun på ens eget kammer, at forventningen om Goat spillede ind i dagens rytme. Også ude i sensommer-byen var svenskerne på fleres læber: Forsiden på Politikens Ibyen-sektion prydedes af et foto af det kulørt udklædte band, og avisen havde i øvrigt givet Goat tre siders spalteplads indeni. Ikke dårligt gået for et band der spiller psykedelisk rockmusik med et verdensmusikalsk islæt. Og i øvrigt absolut velfortjent.

Musikpolitisk mystik

Politikens artikel fokuserede mest på den mystik, der lige siden udgivelsen af debutpladen ’World Music’ (2012) er blevet tildelt Goat, og som udspringer af bandets farverige forhold til identitet eller mangel på samme: Bandet giver kun anonyme interviews, og dets medlemmer bærer alle masker og dragter, når de optræder live. Det har de gjort siden de første koncerter i efteråret 2012. Udklædningen består af diverse overflader - henholdsvis glitter, linjer, tråde, syninger og delvist aparte konturer, der nærmest ikke kan undgå at springe i øjnene hos et publikum, og som på let og elegant vis desuden får natur af en performance-rolle, når bandet giver koncerter. Selv for fyren, der egentlig ikke er specielt antropologisk anlagt, er det således let at knytte en musikpolitisk agenda om åbenhed over for andre kulturer end ens egen til det visuelle udtryk, som Goat praktiserer.

At det så ikke kræver specielt meget benarbejde at afmystificere bande, er en anden sag. Flere af medlemmerne i Goat spiller også i det psykedeliske broderband Hills, og at Goats rødder har mere til fælles med Göteborgs rockscene end med den voodoo-kultur, der sandsynligvis ikke er på spil i den nordsvenske by Korpilombolo, men som det af bandet selv og derfor åbenbart også af flere medier hævdes, at bandet er udklækket fra, ja, det skal man ikke lytte meget til ’World Music’ for også at kunne lytte sig frem til. I musikkens navn tilgiver man dog gerne alt det sensationslystne. At medierne sluger det råt, betyder nemlig ikke bare kommerciel medvind for Goat, men kan forhåbentlig samtidig være med til at give hele den psykedeliske genre en generel opblomstring hos den lyttende masse. Og til trods for alt dette spekulative medie-gøgl omkring Goat, så forbliver det let at have empati og forståelse for den musikpolitiske performance, som heldigvis mest af alt karakteriserer bandet også i live-regi.

Fysiske rytmer

Musikalsk set er det ikke mindre let at have forståelse for Goat, hvis hang til delvist maniske, men mest af alt uhyre melodiøse rytmer kan synes helt ecstasy-tilskyndede, så fysiske er de. Og præcis så fysiske var de også til at begynde med fredag aften i Store Vega, hvor ikke engang lydmæssige opstartsproblemer eller en blot 1/3 fuld sal kunne overskygge for det motiverende og opkvikkende i en spraglet duo bestående af henholdsvis den nye sang ’Talk To God, hentet fra den dugfriske sophmore-udgivelse, Commune’, samt et af bandets tidligere og mere populære hits, ’Let It Bleed’. Den kropsnærhed, der er på spil i begge disse sange, kan ikke rigtig overdrives, om end den lysere – lad os kalde den for ”den hinduistiske” - guitarlyd, der præger flere af skæringerne på ’Commnune’, heriblandt ’Talk To God’, samtidig virker en smule forstyrrende for det overordnede lydbillede. Hvor de afrikanske Fela Kuti-glade tilbøjeligheder på ’World Music’  stadigvæk virker friske og – vigtigere endnu – er i synch med bandets musikalske udtryk i det hele taget, da står det mere forceret til med de nu østlige tendenser, der har erstattet Goats kontinentale musikinteresser på udspil nr. 2. Den rytmiske puls er dog i storform på et nummer som ’Talk To God, og den musikalske ecstasypille havde derfor et fast greb om én helt fra koncertbegyndelsen af.

Tørke og tyk lyd

En duo af nye og lettere kedsommelige sange fik herefter sat ens fysiske hengivenhed ned i gear. Der er alt for meget Wooden Shjips og stiliseret tørke over guitarlyden på ’Gathering of Ancient Tribes’, til at man egentlig overhovedet gider lytte til nummeret. Man er lige ved at kalde det for enerverende, så uinspireret et nummer er det. Og ’The Light Within’ gjorde ikke skaden bedre. Der er uden tvivl noget ret nobelt over den måde, hvorpå nummeret forsøger at blande det balstyriske med en tæmmet form for lethed, men fysisk set er der ingen indlevelse til stede under det nærmest helt triste nummer. Derudover fylder bandets to kvindelige sangere mere på disse numre, end de ellers gør. Skingerheden på deres vokaler topper vel nærmest på disse par numre, og der er desuden slet ingen tvivl om, at koncerten også overordnet set virkede bedst, netop når de to frontkvinder blot dansede og undlod at synge. Måske man i virkeligheden har det på samme måde med Goats kvindelige vokaler, som man har det med Axl Rose: På plade er man svært glad for lyden af ham, men i live-regi – nej tak.

Selv halvskidte sange havde i Vega dog en attraktionsværdi, hvilket skyldtes den suveræne og monstertykke lyd, som spillestedet og det syv mand høje orkester i fællesskab havde fundet frem til. Musikalsk såvel som lydmæssigt toppede koncerten herefter først med den shamanistiske ’Goatlord’ og forblev på et imponerende niveau under henholdsvis det efterfølgende cover af Boubacar Tracores ’Diarabi’, samt ligeledes under ’Goatman’ og ikke mindst ’Run To Your Mama’. Denne kvartet af sange står tilbage som aftenens suverænt bedste øjebliksrække. Såvel på studieindspilningen af ’World Music’ samt under tidligere koncerter – heriblandt under bandets nu semilegendariske koncert på Roskilde Festival sidste år – har Goat benyttet Tracores sørgesang ’Diarabi’ som en slags narrativ tråd, der med mellemrum er dukket flere gange og som dermed har fungeret som en slags sløjfe, der har bundet lytteoplevelsen sammen. I Vega fik den dog lov til at stå alene halvvejs inde i koncerten, hvilket ikke gjorde sangen mindre smuk.

Festen udeblev

Selv når sangene var til det, savnede man dog en lidt større fest. Publikumsfremmødet var muligvis ikke til det, men selv med aftenens noget snollede fremmøde, savnede man den fællesskabsfølelse, som Goat på mange måder i hvert fald forsøger på at være selve indbegrebet af, jævnfør deres musikpolitiske dagsorden. At være til en koncert med Goat og ikke svede med sin sidemand må være lidt det samme som at være til Mardi Gras i New Orleans uden at danse. Jeg mener, what’s the point? Da Goat spillede på Roskilde sidste år, blev de på naturlig vis en væsentlig del af en fest, der i forvejen allerede kogte. Det er selvsagt noget andet at skulle være selve festens midtpunkt, at være den, det hele står og falder med.

Det er imidlertid ikke underligt, at festen udeblev i Vega. Med en billetpris på over 200 kr. skal man formentlig enten kende nogen, der kender nogen, eller i forvejen være lidt mere end blot en smule bekendt med bandet for at tage af sted. Det, der gjorde koncerten på Roskilde til noget særligt, var jo netop overraskelsesfaktoren: Det at opleve bandets fremtoning og deres indlevelse i sin egen musik tog på Dyreskuepladsen publikum med bukserne langt nede om anklerne. Og det er formentlig publikums ekstase, jeg husker bedst fra netop bandets festivalkoncert. At jeg husker disse omstændigheder bedre, end jeg egentlig husker musikken, er der ingen tvivl om. Til trods for at gæstelisten i Vega virkede til at have været ret lang, kom det dog ikke til udtryk, at der var specielt mange blandt publikum, der ligefrem blev overrasket. Denne skribent blev i hvert fald ikke. Momentvist ”sendt afsted” til lystige sange, helt sikkert, men dog kun sporadisk.