Copenhell 24: Regnskovens hemmelighed
Amazonerne fra Amazonas spillede regnen væk med kæmpe overskud og mesterlig død.
2. Poisonous Apathy
3. Lift the Blindfold
4. The Outsider
5. Lullaby for the Forsaken
6. Stronghold
7. Trial of Traitors
8. Under the Black Wings
9. Dark Clouds
10. Shadow Within
11. Lord of Ruins
12. From the Ashes
Som en klam boomer, der insisterer på retten til højlydt at kommentere unge pigers figur, holdt regnen hårdnakket fast i Refshaleøen, men ligesom boomeren var den heldigvis ved at tabe pusten og reducere sig selv til et mestendels ligegyldigt irritationsmoment på Copenhells sidste dag.
Nogen, der i al fald ikke lod sig kue af hverken sexisme eller vejrlig, var den kvindelige dødsmetalkvartet Crypta fra Brasilien, en stolt metalnation, der har fostret bands som Sepultura og Nervosa, og det er da også af sidstnævnte, at Crypta udspringer. Bandet har spillet i Danmark en håndfuld gange før, tilmed så sent som april i år, men det var første gang på en stor festivalscene som Pandæmonium. Det tog bandet dog med ophøjet ro.
Bandet trådte ind på scenen med store smil, der dog hurtigt blev afløst af bistre grimasser, så snart de gik i gang med at spille. Amazonerne var bestemt ikke kommet for at tage fanger. 'The Other Side of Anger' med sine hyppigt skiftende rytmefigurer var et prima eksempel på bandets kunnen og på, hvad vi som publikum havde i vente. Hovedparten af setlistens numre var som forventet løftet fra Cryptas andet album, det storartede 'Shades of Sorrow', der udkom sidste år på Napalm Records.
Cryptas naturlige midtpunkt er vokalist og bassist Fernanda Lira, som med sin stærkt animerede energi og sin formidable stemme nemt kunne have fyldt hele Pandæmonium selv. Med fermt greb om bassen, vrængende mimik og flittigt tungespil som en kvindelig Gene Simmons, men med en dæmonisk vokal som Chuck Schuldiner anno 'The Sound of Perseverance' (hvis lyd Crypta næppe kan afvise at stå i gæld til) udstrålede hun en rå naturkraft, der nåede helt ned på bageste række. Bandets to guitarister, Jéssica de Falchi og Tainá Bergamaschi, var mere tilbageholdende, men befandt sig efter deres store smil at dømme godt på scenen og delte rytme- og leadtjans ligeligt imellem sig i lydefri synergi. Endnu mere behersket var trommeslager Luana Dametto, som ellers ydede en kæmpe arbejdsindsats med sit teknisk avancerede og fysisk krævende spil, men så næsten uhyggeligt rolig ud.
Som band var Crypta solidt sammenspillet og viste deres format på numre som 'Poisonous Apathy' og 'Stronghold', hvor farvestrålende melodistrofer med overraskende pludselighed sneg sig ind mellem de kulsorte riffs. Lyden på Pandæmonium var heldigvis nådig denne eftermiddag og blev ikke taget for meget af vinden, så det rent faktisk var muligt at nyde numrenes nuancer. Bandet serverede en buldrende ond version af 'Dark Clouds' med gnistrende guitarsoloer, så man næsten forventede, at amazonernes påkaldelse ville få torden og lynild til at hagle ned over pladsen. I stedet forsvandt regnen, så win-win.
Crypta tog stikket hjem med den episke 'Lord of Ruins' og 'From the Ashes', den hæsblæsende albumlukker fra debuten 'Echoes of the Soul', og satte dermed et solidt punktum for en af de mest underholdende og energiske optrædender på årets Copenhell - og cementerede samtidig kvindernes naturlige plads på øverste metalhylde, hvis nu nogen klamme boomere stadig skulle være i tvivl.