WOA'13: Danzig toppede til sidst

WOA'13: Danzig toppede til sidst

Det blev en arbejdssejr til Danzig og kumpanerne på Wacken. Det startede noget trægt, men da de blev varme, gik det ganske godt i de afsluttende sange.

Kunstner
Dato
03-08-2013
Genre
Trackliste
1. SkinCarver
2. Hammer of the Gods
3. Twist of Cain
4. Am I Demon
5. Her Black Wings
6. Devil's Plaything
7. Blood and Tears
8. Dirty Black Summer
9. How the Gods Kill

10. Death Comes Ripping
11. I Turned Into a Martian
12. Vampira
13. Skulls
14. Astro Zombies
15. Bullet
16. Last Caress

17. Mother

18. Die, Die My Darling
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Glenn Danzig er lidt metalverdenens svar på Elvis tilsat nogle primadonnanykker, der kun er med til at forstærke hans rygte som lidt af en besværlig størrelse. Spørg blot koncertfotografer. Her lader han ikke popstjerner noget tilbage at ønske. Kvaliteten af hans musik i Danzig, Samhain og Misfits er det dog svært at sige noget grimt om.

På Black Stage lørdag aften kl. 18.30 startede Danzig ud med ’SkinCarver’, der dog var en noget rodet affære. Vokalen var ujævn, og lydmanden skulle vist lige have justeret knapperne. Rusten blev banket af både anlæg og forsanger, for det blev lidt bedre under ’Hammer Of The Gods’. Og sådan fik bandet spillet sig varme. Man må i øvrigt sige, at Glenn Danzig forstår at omgive sig med kompetent personale. Han har i snart 10 år gjort brug af Johnny Kelly på trommer, der tidligere slog sine folder i Type O Negative, ligesom Tommy Victor på guitar og Steve Zing på bas gør det fint. De understøtter uden større dikkedarer den efterhånden ret korpulente forsanger ,når denne suser rundt på scenen og skråler sange som ’Am I Demon’ og ’Blood And Tears’.

Interaktion med publikum er dog ikke noget, han gør så meget i. Han får dog lige annonceret, at nu vil de spille noget fra ’Danzig III’, hvorefter de sætter i med ’Dirty Black Summer’ efterfulgt af ’How The Gods Kill’. Derefter kommer Doyle Wolfgang von Frankenstein så på scenen, lige så veltrænet som altid, og med sin ikoniske frisure og ansigtsmaling fra Misfits-dagene. Det bliver til en heftig omgang af Misfits-klassikere begyndende med ’Death Comes Ripping’ og afsluttende med ’Last Caress’, der er blevet udødeliggjort af Metallica, da de lavede et covernummer af dette tilbage i firserne. Netop den sang fik lige pulsen øget hos samtlige tilstedeværende på det, der tidligere havde været en græsbelagt festivalplads og som nu mere mindede om en efterårsvåd mark, der lige er blevet pløjet op.

Herefter var det bare med at sætte slutspurten ind. Kæmpehittet ’Mother’, der blev udødeliggjort af Danzig selv med musikvideoen i 1993, der lige pludselig sparkede nyt liv i en gammel sang fra debutpladen, fejlede da heller ikke denne lørdag på Wacken, 20 år efter videoen gjorde MTV opmærksom på sangen og bandet. Der blev skrålet godt igennem, og festen fra ’Last Caress’ fortsatte. Desværre var det også her koncerten toppede og sluttede. Troede vi ..

For selvfølgelig har Danzig lige en sidste sang til publikum. Doyle er igen med på guitar og så bliver endnu et Misfits-nummer, som Metallica har gjort ret populært, lige støvet af og kastet ud til det spændte publikum. Denne gang ’Die, Die My Darling’, der om muligt fik lige så meget fællessang som ’Mother’. Og på den måde fik Danzig og Misfits hevet en arbejdssejr hjem i sidste øjeblik. Det var aldrig så galt, at man fik lyst til at tage alene ud i Rold Skov med et reb, men omvendt nåede endorfinniveauet heller ikke astronomiske højder. Men den sidste halvdel var faktisk bedre, end jeg tidligere har set Danzig, så vi lander på en godkendt karakter.