Death Angel stadig blandt de bedste

shopped1200_72A3229
shopped1200_72A3281
shopped1200_72A3077
shopped1200_72A3138
shopped1200_72A3097
shopped1200_72A2590
shopped1200_72A2749
shopped1200_72A3017

Death Angel ragede højt op over samtlige andre bands fredag aften i Aalborg da de var hovednavn på Aalborg Rock & Metal Festival.

Kunstner
Dato
07-06-2019
Genre
Trackliste
1. Thrown to the Wolves
2. Claws in So Deep
3. Voracious Souls
4. Father of Lies
5. The Moth
6. Seemingly Endless Time
7. The Dream Calls for Blood
8. Mistress of Pain
9. Lost
10. Humanicide
11. I Came for Blood
12. The Pack

13. The Ultra-Violence / Kill as One
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
5

Blandt thrashens helt store navne er der naturligvis The Big Four bestående af Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax. I laget lige under har vi navne som Exodus, Death Angel, Testament, Sodom, Kreator og Overkill. Af de 10 navne kan man så rent koncertmæssigt placere dem noget anderledes, for Death Angel hører afgjort i top 3 her. Det har vi set flere gange, bl.a. på KB18 i København tilbage i 2015 og på Voxhall i Aarhus i 2010. I Aarhus var de endda åbningsband for netop førnævnte Kreator og Exodus, men de havde langt fra samme entusiasme og spilleglæde som Death Angel. 

Det har ikke ændret sig en tøddel, selvom vi nu er ni år længere inde i karrieren. Fredag aften i juni måned var der så Aalborg Rock & Metal Festival. Det minder unægtelig en del om Aalborg Metal Festival, der normalt afholdes i november måned, men det er altså nogle andre folk, selvom spillestedet er det samme; Studenterhuset lige midt i Aalborg. Aalborg Rock & Metal Festival er et to-dages arrangement, hvor Death Angel havde æren af at være hovednavn om fredagen. Før dem havde Tongues spillet deres black metal og kæmpet en ulige kamp med vejret udenfor, der holdt en del ude ved langbordene og de kolde fadøl. Senere gav Pudsige Herrer deres variant af protestmetal på dansk, og Pectora doserede old school heavy metal ud over det publikum, der trods alt prioriterede musikken over hyggen for en stund.

Men ingen af dem var bare i nærheden af Death Angel, der er på turné for at spille fra deres nyligt udgivede plade 'Humanicide'. Og det selvom man naturligvis er stolt af de danske bands. For Death Angel var bare i en liga for sig selv. Allerede fra første anslag kunne man mærke, at det hele blev løftet et niveau eller to. Lyden var bedre, mere fyldig og højere. Der var skruet op for samtlige parametre. Publikum var også med på den, for moshpitten åbnede sig allerede fra de første par numre, og da 'Voracious Souls' så blev annonceret som tredje sang, eksploderede salen. Det var lige, før det gik galt under 'Father of Lies', for der gik moshpitten op i et endnu højere gear, og publikum kunne næsten ikke tøjle energien. 

Bandet elskede det. Det var deres første gang i Aalborg, og forsangeren Mark Osegueda nævnte da også, at han godt kunne mærke energien fra publikum. Så når publikum crowdsurfede op til scenen, stod han klar med en hjælpende hånd, så de kunne komme op, headbange lidt med bandet og hoppe ud igen for så at blive båret nærmest hele vejen ned til baren bagerst i lokalet. Der er service på fra både band og publikum til de inkarnerede.

Hele salen kogte, og alle nød det. Der var fællessang på de store sange som 'I Came for Blood' og 'The Pack', og Mark Oseguedas stemme er stadig stærk så mange år inde i karrieren. Han kolder tonerne længe, han gør det rent, og hans skrig og brøl har masser af saft og kraft. Og så er der masser af oprigtig ild i øjnene. Det er også tydeligt, at guitaristerne Rob Cavestany og Ted Aguilar nyder det, og den relativt nye bassist Damien Sisson, der "kun" har været med i 10 år, kan da heller ikke skjule spilleglæden og smiler stort hele koncerten igennem. Han var også med til at hjælpe publikum op på scenen, når de surfede ind denne aften.

Det hele sluttede af med 'The Ultra Violence' og 'Kill As One', hvor der var Wall  of Death og en sidste fællessang til at vride de sidste kræfter ud af salen. Det var en varm fredag aften i juni måned i Aalborg, og vejret var med arrangørerne. Death Angel gav et brag af en koncert på 75 minutter, der sent vil blive glemt. Ikke mindst fordi den endnu en gang cementerede det uomstridelige faktum, at Death Angel måske ikke er det mest populære thrash metal-band, men nok det bedste på en scene. De andre thrash-navne skal i hvert fald stå tidligt op for at matche den energi, som Death Angel bringer til torvs, hver gang vi ser dem. 

Billede 1 - 5: Death Angel
Billede 6: Tongues
Billede 7: Pudsige Herrer
Billede 8: Pectora