Den forbandede autopilot
PopulærMetallica afrundede torsdag aften et ugelangt besøg i nybyggeriet Royal Arena, hvor de gav folket en koncert, der var velspillet, men bekymrende genkendelig.
2. Creeping Death
3. For Whom the Bell Tolls
4. The Memory Remains
5. Welcome Home (Sanitarium)
6. Now That We're Dead
7. Atlas, Rise!
8. The Call of Ktulu
9. One
10. Master of Puppets
11. Fade to Black
12. Seek & Destroy
13. Blackened
14. Nothing Else Matters
15. Enter Sandman
Heavy metal eller ej. Er man er på udkig efter det fandenivoldske, skal man på en aften som denne lede længe. Fra foregangsmænd inden for thrash metal over at være musikhistoriens vel omtrent arrigste Grammy-vindende liveband og siden alkoholiserede, korthårede, blues-metalliske udskældte faldne helte til at være en risikovillig institution i sig selv. Er der nogen, der har sparket til bøtten, er det Metallica.
Da firkløveret torsdag aften ved midnatstid, for tredje gang på mindre end en uge, takkede af for de 16.000 publikummer i Royal Arena, havde man imidlertid på fornemmelsen, at Metallica formentlig ikke er bandet, der tager hverken fornyelserne eller anstrengelserne på deres skuldre også fremover. I hvert fald ikke når de spiller live.
Dermed ikke sagt, at der torsdag aften ikke blev investeret fra bandets side. Det blev der. Om der blev investeret i mindre eller i højere grad end under de to forrige koncerter, skal jeg ikke kunne sige, thi torsdagens var den eneste af ugens tre koncerter, denne anmelder kom af sted til. Der blev måske ikke investeret blod, sved og tårer, som Metallica ellers altid får ens næse sat op efter, men mindre kunne heldigvis gøre det. Hammett var i velklædt storform. Ulrich var akkurat ligeså autodidakt og anti-accentuerende, som man håbede, og spillede i øvrigt pissegodt. Trujillo var tæt på at være direkte eksemplarisk, ligesom James Hetfield tydeligvis havde en god dag bag mikrofonen.
Fra at være bandet, der ikke blot i 80’erne, men så sandelig også i første halvdel af 90’erne, selv satte standarden for, hvor voldsom og farlig en metalkoncert kunne være, er Metallica imidlertid blevet et liveband, der så at sige synes at tage den på rutinen. Den gode rutine forstås. Men selv den bedste rutine begynder i dette tilfælde at bide bandet en smule i røven, således også denne aften. Det konforme og det planlagte synes generelt at være blevet styrende parametre til koncerter med Metallica. Heldigvis stod man denne aften i en nybygget arena med fortrinsvis god lyd – dog stadig med rummelig plads til forbedring – hvilket gav koncerten en anderledes indlevende x-faktor. Ikke at det kunne skjule bandets forkærlighed for smurt, rutineret autopilot.
Eftersom det selvfølgelig er undtagelsen, der bekræfter reglen, inkluderede aftenens sætliste imidlertid ’The Call of Ktulu’. Instrumentalnummeret fra ’Ride the Lightning’ (1984) bliver kun sjældent luftet live og blev af hele bandet leveret med en troværdig indfølt energi, der intet havde med autopilot at gøre. At få muligheden for på ny at høre dette nummer var intet mindre end en ære. Derudover blev ’For Whom the Bell Tolls’ tidligere på aftenen ramt lige i røven og beviste, at det selvfølgelig er muligt for Metallica at gøre også et af deres mest spillede numre overhovedet 100 % skudsikkert. 'For Whom the Bell Tolls' er med sine five minutes that feels like two i øvrigt antitesen til Metallicas seneste album, hvorfra både ’Now That We’re Dead’ og ’Atlas, Rise!’ fik aftenen til at virke en smule lang. Titelnummeret ’Hardwired’ fungerede derimod fint som åbningsnummer.
Og hvad betyder bandets planlagte rutiner for den halvdel af salen, der rakte hånden op, da Hetfield mellem to numre spurgte om, hvor mange blandt publikum der denne aften var til deres første koncert med Metallica? Retorisk spørgsmål. Forhåbentlig ikke en skid. Sandsynligvis ikke en skid! Metallicas rutinerede standard befinder sig på sit helt eget storsindede, vellydende niveau.