Det solide metalbal
PopulærSaxon viste velkendt metalstyrke, Anvil stod for de metalslebne morsomheder.
Søndag aften gav ca. 700 oprigtige metallers fanden i det vanvittige blæsevejr, der hærgede landet denne første søndag i advent og tog til Amar Bio for at lade sig indhylle i det, der kunne ligne en heavy metal-pendent til novemberstormen: Saxon, Anvil plus Crimes of Passion.
Deres udsendte nåede ikke førstnævnte band, men var på plads til Anvil, den canadiske kulttrio, hvis rørende bandhistorie er blevet selv purunge metallere bekendte qua dokufilmen "The Story of Anvil". En film, der har vist sig som en yderst brugbar renæssancerampe og promoplatform for bandet, der musikalsk er nok så spinkelt, men fremdeles funger som et ganske effektivt miks af spas, frontmand Lips ufilterede glæde ved metalmusikken og en række ligefremme heavy metal numre, der hænger charmerende fast i start-80'erne og som har langt stærkere riffs end sangstrukturer.
For undertegnede var Anvils Amar Bio-optræden dog mest en pudsig metalarkæologisk exessits, hvor associationere fik lov at flyde frit - i særlig grad til gammel Budgie, det tidligste Iron Maiden og Metallica samt til danske Brats (det senere Mercyful Fate) anno 1980.
Charmerende, spøjst, stemningsskabende og bestemt berettiget som opvarmning i en Saxon-kontekst, men bandet savner altså flere numre som deres klassiske afslutter 'Metal on Metal' for at blive andet end en mestendels metalsleben morsomhed.
Effektivt metalvåben
Saxon gik til sagen med en enkel men effektiv sætlisteblanding af det nye album, 'Calls to Arms' og gamle klassikere. Først en ny sang, så en gammel, så en ny, så en gammel, etc. I alle fald i sættets første fjerdedel. Stringent og habilt, for der er virkelig tyngde og styrke i det nye materiale, der riffmæssigt trak tænder ud i åbneren 'Hammer of the Gods', 'Dooms Day' (der også indeholder et tydeligt stykke af Deep Purple anno 'Perfect Strangers') og 'Back in 79'.
Tilsat bandets notoriske gnist og spilleglæde, som altid veloplagt anført af frontmand Biff Byford, blev aftenens to timers Saxon-show nøjagtig så medrivende og velgennemført som man kan forvente det fra bandet.
Nogle af aftenens tilstedeværende brokkede sig lidt over lyden, men selv stod jeg foran mikseren og hørte fint hvad der foregik og var næsten ved at overdøve Biff med mit ubehjælpsomme skrål i superbe sange som 'Power and the Glory', 'Denim and Leather' og selvsagt singalong-perlen 'Wheels of Steel'.
Stærkt og stolpesikkert
Aftenens fedeste Saxon-indslag var dog nok 'Solid Ball of Rock', hvis titel også er en nær-fuldendt rubrik for Saxons som koncertattraktion anno 2011, 32 år efter de udsendte deres debutalbum 'Saxon' (1979): Det solidt rockende band, som man altid kan regne med på en scene.
Old school-ærkemetalliske som bare fanden, stadigvæk, men altså også med evnen til at supplere det gamle sikre materiale med nye kraftfulde sange, som stod stolpesikkert i sætlisten selv omgivet af definerende Saxon-hits som 'Heavy Metal Thunder', 'Never Surrender' og 'Motorcycle Man'.
Ganske stærkt gået, egentlig. Saxon holder virkelig niveau.
Karakter: 4
(Anvil 3 - Saxon 4)