Metal Magic '15: Detest kæmper med egen skygge
PopulærPå Metal Magic VIII gav Detest en koncert, der efterlod anmelderen med lige dele nostalgisk velvilje og skepsis over for bandets anden ungdom.
2. Defiled
3. Obscurity Devised
4. Inhaled Through The Body
5. Down
6. The Process Of Doom
7. Shadows Of Dissolution
8. DeathBreed
9. Gathering Of Darkness
Detest har været en del af den danske dødsmetalscene, siden de blev dannet i 1990 og udgav populære demoer samt deres foreløbigt eneste plade, 'Dorval', tilbage i 1994. Coveret var det her kvindelige rumvæsen, der med hale og velformede attributter havde taget sig knap så kærligt af en stakkel, hvis skæbne lige dele frastødte og tiltrak ungersvende tilbage i halvfemserne. Detest bragede ind på scenen med 'Dorval', men forsvandt desværre lige så hurtigt igen. For der blev aldrig fulgt op på pladen.
I stedet gik bandet i sig selv og blev så først genoplivet her for et par år siden af John Petersen, der dags dato er eneste tilbageværende originale medlem. På Metal Magic Festival VIII stod Detest så i sit nye line-up og den største, umiddelbare ændring er naturligvis forsangeren, der udover at være blevet noget yngre også er blevet kvinde. Det er nemlig Mona Beck fra Illnath, der nu growler i front for Detest.
John Petersen er dog nem at genkende. Hans ydre har da ændret sig siden halvfemserne med de lange lokker, hvor han nu er noget mere korthåret, og en stor tatovering med Detest-logoet på underarmen afslører hans mangeårige forhold til bandet.
Selve koncerten er selvfølgelig centreret omkring materialet fra førnævnte plade, hvor de starter med 'A Black Sea Rose' og videre i 'Defiled'. Der bliver dog også plads til en ny sang i form af 'Down', hvor forsangeren desværre får lidt knas med mikrofonen, hvilket medfører, at hun falder lidt ud i ny og næ. Det lader hverken hun eller resten af bandet sig slå ud af, og de fortsætter koncerten ufortrødent. Detest spiller deres udmærkede dødsmetal og får en god opbakning fra publikum på den lille indendørsscene i Fredericia Ungdomshus, der som sædvanlig agerer kulisse for Metal Magic Festival.
Detest er en skygge af sig selv p.t. Det er et band, der må starte helt forfra og bygge såvel fanbase som momentum og materiale op igen. I Fredericia var de på hjemmebane, da en del af publikum havde alderen til at have været med, dengang de var lige så store som Illdisposed og stod over eksempelvis Saturnus, der denne fredag aften var sat til at slutte af på samme scene.
Koncerten var en jævn omgang og efterlod denne anmelder med tvivl om projektets bæredygtighed. Nostalgikeren håber, at Detest for alvor bliver genoplivet, udsender en ny plade og går på de skrå brædder med fornyet energi. Skeptikeren har sin tvivl om, om det bliver tilfældet, eller om de blot hygger sig med en koncert i ny og næ, når weekenden og hverdagens sysler tillader det. Uanset hvad var det nu hyggeligt at se og høre Detest igen. For mens forsanger Mona Beck er ganske indlevende og trommeslageren bestemt også ganske underholdende at observere, så savnede jeg den nerve og fandenivoldskhed, som genren dikterer, og som kvinden på coveret af 'Dorval' så åbenlyst besidder hvis man stirrer hende dybt i øjnene. Får de den på plads til deres koncerter, kan det blive ganske spændende.