Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dominerende englesang

Populær
Updated
Dominerende englesang
Dominerende englesang
Dominerende englesang
Dominerende englesang
Dominerende englesang
Dominerende englesang

Morbid Angel overskyggede såvel opvarmning som hovednavn, da de stjal billedet på Voxhall foran Nile og Kreator, der dog også gjorde det hæderligt.

Kunstner
Titel
Kreator + Nile
Spillested
Dato
13-12-2012
Trackliste
Immortal Rites
Fall From Grace
Rapture
Pain Divine
Maze of Torment
Existo Vulgoré
Nevermore
Lord of All Fevers and Plague
Chapel of Ghouls

Dawn of the Angry
Where the Slime Live
Bil Ur-Sag
God of Emptiness
World of Shit (The Promised Land)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

I ny og næ overraskes man bare positivt, selvom de, der står for overraskelsen har været i branchen i lang tid. I Århus var det amerikanske Morbid Angel, der stod for en sådan oplevelse. Dagen forinden havde jeg nydt selvsamme koncertpakke i København og følt mig vældig godt underholdt af alle tre bands. Morbid Angel var gode i Amager Bio, men ikke i en sådan grad, at jeg blev blæst bagover.

Det blev jeg i Århus.

For dagen derpå gjaldt det de tre samme bands. Bare i en anden by og på et andet spillested. Min umiddelbare tanke var, at det blot blev mere af det samme og det ville sådan set være godt nok. Sådan så det også ud, da Nile startede. Med åbneren 'Sacrifice Unto Sebek' bragede Nile i gang med deres teknisk velfunderede dødsmetal, hvor der ikke var en finger at sætte på udførelsen. Karl Sanders og Dallas Toler-Wade deler fint såvel guitar- som vokalarbejde imellem sig, og det hele kører som smurt. Nile høster flest brøl fra salen med sange som 'Sarcophagus', 'Enduring The Eternal Molestation Of Flame' og naturligvis den afsluttende 'Black Seeds Of Vengeance', hvor salen koger under omkvædet til sidst. Udmærket.

Stemningen tog dog en drejning, da Morbid Angel indtog scenen. David Vincent var i hopla, og med sin karisma fik han hurtigt hele salen over på sin side, og så var det egentlig bare at følge hans kurs. Lige fra 'Immortal Rites' var der smæk på, og Vincent formåede at nå helt op på balkonen og hive dem med i det engagerende show.

Man kan ikke ligefrem påstå, at Vincent får meget hjælp fra sin mangeårige musikalske makker, guitaristen Trey Azagthoth. Grundlæggeren af Morbid Angel gemmer sig bag sin krøllede manke, og man ser kun i glimt hans ansigt. Lydene fra hans guitar kan man dog sagtens fornemme. Som altid, fristes man til at sige, leverer Trey sin musik med knivskarp præcision. Han er godt hjulpet af Thor Anders Myhren, der har en fortid i hedengangne, norske Zyklon. En lille anekdote dertil er, at Myhren faktisk varmede op for Morbid Angel på Voxhall, da Zyklon var med på deres turné i 2001.

Langt mere underholdende er deres nye trommeslager Tim Yeung. For kendere af dødsmetalgenren er Tim ikke noget nyt ansigt. Han har en årelang fortid i forskellige bands som Vital Remains, Hate Eternal, Decrepit Birth samt bl.a. Nile, der jo er med denne aften. Lige nu er han dog fast medlem af Morbid Angel, da deres oprindelige trommeslager, Pete Sandoval, stadig er sygemeldt pga. en operation for en diskusprolaps tilbage i 2010. Tim Yeung er et fænomen bag kedlerne. Man savner overhovedet ikke Pete, for Tim leverer de komplekse arrangementer med tydeligt overskud, og ligesom med forsanger og bassist David Vincent er der noget karismatisk over Tim og hans trommespil.

Så lidt aparte er det faktisk bassisten og trommeslageren, der gør denne aften til noget helt specielt. Vincent har publikum i sin hule hånd, og eftersom Morbid Angel har taget en klassisk setliste med denne aften, så er det ren guf for alle parter. I 75 minutter er man hensat i musikalsk ekstase og vidne til en af de aftener, man vil huske længe. Morbid Angel fik sågar omvendt en del af denne redaktion, der normalvis ikke hører dødsmetal, men som måtte bøje sig i støvet for den magtdemonstration, som Morbid Angel denne aften stod for.

Det var derfor de morbide engle, der vandt kampen denne aften. De dominerede såvel egyptiske guder og tyske firserthrashere. For selvom Kreator gjorde, hvad de kunne bagefter, og de gjorde det ganske hæderligt, så var det Morbid Angel, der trak det længste strå. Kreator har den fordel, at de har Mille som frontmand. Materialet inkluderende 'Flag Of Hate' gør det ikke værre og så et trommesæt, der synes placeret højere og højere oppe for hver turné, der går. Derfor var det lidt ærgerligt, at se guitarist Sami Yli-Sirniö stå og være lige så engagerende, som havde han vendt sig og kigget på Sodoma og Gomorra. Det kunne meget vel være, at det netop var englene, der havde gjort noget ved finnen. Man ved aldrig. 

 

Der er dog ingen tvivl om, at Kreator stadig er et kæmpe tilløbsstykke. Jeg talte med et par medlemmer fra Essence før koncertstart, og mens jeg personligt var der primært for Nile og Morbid Angel, så var de helt og holdent i Kreator-lejren. De skulle se idolerne og nogle af inspirationskilderne til egen musik. Jeg kan kun forestille mig, hvordan de måtte have det, da teaterforhænget blev revet væk og Kreator stod klar med deres evigt pompøse sceneopstilling, inkluderende den føromtalte trommeposition.

 

Mille og co. startede ud med 'Phantom Antichrist' og før nogle kunne nå at skrige "Spil noget med Slayer", var den tyske pendant allerede godt i gang med 'From Flood Into Fire' og 'Enemy Of God', der ikke lader de amerikanske genrebrødre meget tilbage at ønske. Mille er Mille. En fabelagtig frontmand, der fører sig frem som kun en tysk forsanger kan gøre det. For undertegnede har det altid virket en anelse komisk, men det virker sgu. Lidt ligesom Rammstein. Med 'Hordes Of Chaos', 'Pleasure To Kill' og førnævnte 'Flag Of Hate' blev Voxhall trakteret med et lige så sikkert set, som vi gjorde det med Morbid Angel og Nile.

 

For det var som om alle tre bands havde synkroniseret deres setlister og aftalt, at der skulle være en snert af greatest hits over denne turné. Det var bare lige på aftenen, at David Vincent stjal opmærksomheden. De andre gjorde det også ganske udmærket. Kreator og Nile får begge pæne 3-taller, mens Morbid Angel hiver en ren 5'er hjem. Vi ender derfor på en samlet 4'er for aftenen. Setlisten til højre er Morbid Angels.