Copenhell ´22: Hård ryger med Hansen & sydstatsslænget
Kan vi nogensinde få nok 'Nola'? Det kan Down ikke selv, men det gør heller ikke så meget – selvom vi gerne snart så dem kigge mere fremad end bagud.
2. Hail the Leaf
3. Lifer
4. Witchtripper
5. Ghosts Along the Mississippi
6. Losing All
7. Pillars of Eternity
8. Swan Song
9. Eyes of the South
10. Stone the Crow
11. Bury Me in Smoke
Har man set én Down-koncert, så har man vel, dybest set, set dem alle.
På papiret i det mindste. Udover, at Rex (ex-Pantera) for lang tid siden er erstattet af Pat Bruders på bassen, og at de sidste 15 år har budt på svimlende én fuldlængde og to EPer, så er grundkernen af Jimmy Bowen (trommer), Kirk Windstein (guitar), Pepper Keenan (guitar) og Phil H. Anselmo stadig intakt. Desuden er det altid sikkert som amen i kirken, at 'Nola' er deres naturlige fokus – så ved man da, hvad man får.
Nemlig en af 90'ernes store rygerstoner-klassikere, som satte sit tunge præg på scenens udvikling.
Her adskiller aftenens koncert sig heller ikke på nogen måde.
Forklaringen på aftenens fokus var, at 'Nola' havde 25-års jubilæum i det forjættede år 2020, og de derfor først får fejret jubilæummet nu. Men altså – behøver vi overhovedet en undskyldning andet end det åbenlyse faktum, at 'Nola' er en fremragende plade? Et faktum, der i øvrigt også gør sig gældende for efterfølgeren, som af uvisse årsager ikke får tildelt den samme opmærksomhed, men helt glemt er den gudskelov ikke.
Faktisk lægger de ud med den sumpede åbner fra 'Down II', 'Lysergik Funeral Procession', og alt føles med ét velkendt. En sød duft spreder sig hurtigt i pitten, ikke mindst under den opfølgende 'Hail the Leaf', hvor Anselmos udbrud ”Smoke! I'm stoned!” da også virkede som den golde sandhed. Efterfølgende kom han fx til at præsentere et forkert nummer, hvor Keenan måtte afbryde ham, og den slags småting. Men THC eller ej, så er det stemmen vi har bekymret os mest om. Anselmo fik tidligt i karrieren en meget whisky-sløret røst, der med årene i højere grad tenderer til at drukne i dyb rallen, men her er så aftenens største plus. I et projekt som Down kan Anselmos udfordrede toneleje stadig følge med, og i aften var en af de rigtig gode aftener. 'Lifer', som dedikeres til Dimebag Darrell, byder på både skrig og brøl uden skyggen af besvær, med lige den rustne tone, Anselmo mønstrer at best - ligesom det korte, bløde mellemstykke i 'Eyes of the South', hvor en mere indfølt tone også momentarisk får lov at stå alene.
Han havde naturligvis intet været uden Keenans sans for det Sabbath-groovede og Windsteins mere doomede flair. Bevares, Bower ligger tungt bag tønderne, og Bruders gør lidt mere for at engagere publikum og skabe liv på scenen, men Down handler i høj grad om den fede spade. Et faktum yderligere synliggjort af Keenans indgraveringer på to af sine guitarer, henholdsvis Riff Lord og Das Riff Meister.
Ironisk distance eller ej, så er der mange lejligheder til at nyde deres samspil. Lyden står skarpt, og hjælper til at underbygge de stærke grooves, som fx på det uimodståelige lick, 'Swan Song' er bygget op omkring, eller det slæbende pace, der syder igennem 'Eyes of the South'.
Det kan til gengæld undre, at de efter så mange år på bagen stadig ikke gør mere ud af at bruge scenen. Fem mand i sort, der fyrer den fede rock med et banner bag dem, og så er den principielt ikke længere. Altså, Anselmo får da lidt sjov ud af at konstatere, at det der H i hans mellemnavn står for Hansen, fordi danske rødder er fedt - og så kan vi bonde lidt over det, inden han følger det op med at konstatere at den næste sang handler om at ryge tjald, fordi de to ting vel ligesom hænger uløseligt sammen eller noget...
Under alle omstændigheder kunne de snildt gøre mere for at live koncerten op, men det er måske også udtryk for, at det trods alt stadig, når alt kommer til alt, blot er et sideprojekt. Ingen grund til at blæse det mere ud af proportioner end højst nødvendigt.
Ved nærmere eftersyn er der da heller ikke mere end ét eneste nummer, som ikke går igen fra sættet i 2013, da de sidst gæstede festivalen. Dovent? Ja, bestemt, og man kunne ønske sig, at de ikke bare forblev et sideprojekt, der aldrig kommer videre end at hvile på debutens udmålte succes.
Med det sagt, så er det nu stadig svært ikke at lade sig smitte af spilleglæden fra Windstein og Keenan, når de går i unison som i aften, og når Anselmo har stemmen med sig. Om det er den ufrivilligt lange spillepause under pandemien, der har givet dem lidt mere blod på tanden, skal ikke kunne siges, men vi har i hvert fald stadig Downs ryg, når de føler stoneren ud som her i aften – men når alt kommer til alt, vil vi nu også gerne se dem fokusere mere på fremtiden, inden fortidens bedrifter bliver for klenodiske at høre igen og igen...
Og igen.