Dream Evil overskyggede Stratovarius
Populær
Torsdag aften bød The ROCK på tre gange powermetal i lidt forskellige udgaver.
Tracedawn
Første band var de unge finner Thracedawn, der så absolut vidste, hvor vigtigt der er at gribe chancen under opvarmningstjansen. Det ellers meget unge og uskolede band gjorde alt for inddrage publikum med et stærkt energisk show, som blandt andet sendte bassisten ned fra scenen flere gange, og lod ham dukke op et nyt sted hver gang. Som sådan gjorde musikken godt nok ikke det store indtryk – veludført power metal med store omkvæd, store soloer og hidsige riffs i et hæsblæsende tempo – men 'live' virkede den, fordi der stod et tændt band bag.
Karakter: 3
Dream Evil
Som nævnt andet sted i dette nyhedsbrev, er denne anmelder ikke begejstret for Dream Evils seneste plade ’Into the Light’, hvor pæn og kedelig produktion ganske effektivt fjerner vigtige elementer af metal.
På en scene kan den slags heldigvis ikke lade sig gøre, og derfor var det som at se et helt andet band fremføre samme udgivelse. Det blev pågående, ondt, grusomt tungt, og stadig stærkt medrivende med de store mandskor i hvert et omkvæd, der kun udsat for stor modvilje kan undgå at sætte sig fast.
Svenskerne havde så meget pågående attitude, og stadig et fornuftigt afslappet forhold til en musik fyldt med klichéer, at det ikke kunne undgå at fungere.
Karakter: 4
Stratovarius
Det var meget længe siden, at aftenens finske hovednavn sidst gæstede de hjemlige kuldegrader, og det hænger selvfølgelig sammen med bandstifter Timo Tolkkis afsked for få år siden. De Tusind Søers Land gemmer dog på flere guitarlirshelte, så hvad angår strengefræs i lysårstempo, bliver man som lytter ikke forsømt.
Forsømt føler man sig til gengæld, hvad angår kvalitetssange. For selvom Stratovarius har begået mange plader, rummer comebackpladen altså ikke mange mindeværdige elementer.
Gode skæringer som ’Kiss of Judas’ og ’Speed of Ligth’ var skam fine højdepunkter, sammen med flere andre fra gruppens bedste år i sluthalvfemserne, men det nytter ikke noget, hvis afstanden mellem godt og dårligt, er så stor, som den var i dette tilfælde.
På samme måde smuldrede hastighedsfornemmelsen, der er et bærende element i genren, fuldstændigt, når endeløse soloer udfyldte pauserne mellem de rigtige kompositioner, og koncerten dermed gik i stå og indbød til tissepauser eller rovdrift på baren.
Karakter: 2