Hu-hej vilde dyr på den poppede måde

Sonata Arctica rammer den ikke helt. Det er bestemt ikke dårligt, Sonata Arcticas ottende udspil, "Winterhearts Guild" (hvad 'Guild' så end betyder? Der er forhåbentlig ikke tale om en stavefejl i albumtitlen). Omvendt er det heller ikke helt godt. Der er snarere tale om stilforvirring end om konsekvens. På den ene side er de
finske metal-drenge ganske powermetal-agtige. På den anden side kan de ikke holde sig fra ballade snedkeriet. Så det hele ender op i lidt huhej-vilde-dyr på den lidt for poppede måder. Det poppede og noget firseragtige udtryk hænger nøje sammen med produktionen, hvor keyboardet har en meget fremtrædende placering, og hvor guitarerne er knap så bastante, som de bør
være, hvis det stod til denne anmelder. Men igen: Sonata Arctica er bestemt ikke dårlige. De rykker bare ikke nok.