Druknet i bulder og brag
Populær
Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.
Hvor det på den lydtekniske side på én gang var alt for meget og alt for lidt, var Trivium i hopla som sædvanlig, og lod sig ikke mærke af den vibrerende dundren, der kunne fornemmes foran scenen.
Heller ikke i pitten tog man notits af, at det var svært at høre de afgørende detaljer i Triviums tonemættede numre.
Trivium har holdt konstellationen med Matt Heafy i front, guitarist Corey Beaulieu (“ham, der growler bedre end Matt Heafy” som det blev beskrevet til sidemanden), og Paolo Gregoletto (bas, vokal) siden 2004, undtagen på trommestolen, der har været varmet op af flere bagdele, siden det oprindelige medlem Travis Smith forlod den i 2009.
Sidste år stødte det noget ubeskrevne blad Paul Wandtke til, og han stjal ufrivilligt opmærksomheden i de 55 minutter, Trivium udøvede en uegal blanding af rendyrket feststemning og ørevold på Hades.
Smid, hvad du har, og dans!
Knap var bandet trådt ud på scenen, før den obligatoriske grandiose moshpit havde manifesteret sig som et sort hul blandt det talrige publikum. Jo, Trivium er lig med fest. Luften føg med alt fra bastskørter til vandflasker og øldåser, der energisk blev sendt til himmels i takt med, at flere stødte til den store circle pit, der for alvor tog fart, da ‘Rain’ blev præsenteret som andet nummer.
Matt Heafy gjorde utrætteligt sit og var medvirkende til at holde dampen oppe hos publikum hele vejen igennem, skønt lyden var for nedadgående, som minutterne gik. Kort tid efter koncertstart stod det klart, at lydbilledet var malet i skærende kontraster.
Wandtkes lilletromme og tammer rungede derudad og fik de hyppige anslag til at mudre sammen til en søjle af mislyd, der forvrængede den smule, man kunne høre af guitarriff og korstemmer, der forsvandt i larmen.
Om Trivium selv kunne fornemme det, er svært at sige. De gav samme indlevende show, som de plejer, og smilene var mange bandmedlemmerne imellem, men de mange falske toner, der for en sjælden gangs skyld røg ud over pladsen, tyder på, at de selv havde problemer med at høre, hvad der blev spillet.
Højt at flyve ...
Det var dog svært at se på en sympatisk frontmand, der gjorde et stort nummer ud af at fatte sig på dansk og få alle med. Tre kvarter inde i koncerten fik han efter flere direkte adresseringer til publikum på bakken alle til at rejse sig op, og det udgjorde måske festivalens mest imponerende skue.
Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg mest begejstret for Triviums ældre materiale. Således var der flere stærke momenter med førnævnte ‘Rain’, ‘Down from the Sky’ og ‘Pull Harder on the Strings of Your Martyr’, mens eksplosive ‘Throes of Perdition’ tilsyneladende er udgået som fast inventar, og nyere numre falmede i de gamles nærvær.
Fansene har dog taget det meste til sig, og det sås i det sidste nummer ‘In Waves’, der afsluttede en lille times blanding af pine, ærgrelse og genkendelsesglæde, når tingene momentvis fungerede, hvad de gjorde indimellem.
Men lyden rettede sig aldrig op, og det ødelagde koncerten for Trivium. Lige så overbevisende de spillede på samme scene i 2012, lige så hårdt faldt de til jorden med den buldrende øreblødning, trommesættet forårsagede.