En ikke helt dødssyg mandag
Populær
Norske Blood Red Throne havde allieret sig med polske legekammerater, men der var ikke folk i hobevis til at beskue showet.
Mandag. Alene ordet kan få kuldegysninger gennem de fleste folk. Og så er det oven i købet efterår. Det burde være en perfekt mulighed for at varme den råkolde sjæl op med lidt dødsmetal denne aften på The Rock, men publikummet svigtede alligevel. Der var ellers kvantitet for pengene med fire bands på plakaten.
Første band blev desværre misset, men der kan ikke have været mange flere overværende end den håndfuld folk, som gemte sig i hjørnerne med en stille fadøl, under Dead Infections line-check.
Bandet, der har det wikipedia-udnævnte klassiker goregrind-album ’A Chapter of Accidents’ fra 1995 i diskografien. Trioen gik på, før man troede det, for lyden var på ingen måde på plads. Den var horribel, men blev heldigvis en smule bedre undervejs.
Der var på ingen måde attitude svarende til kult eller erfaring passende til bandets oprindelse helt tilbage i 1992. Det virkede uoplagt og ”forsigtigt”. Pauserne mellem de korte numre virkede lange, og der var meget diskussion på scenen (formentlig en sætliste, der skulle beskæres pga. et skredet program).
Musikken havde i bedste fald charme, men virkede også noget kluntet, ikke mindst på grund af trommeslagerens stil. Napalm Death spillede for nogle år tilbage i en ligeså tom sal (Lille Vega), men ville have blæst disse polakker ned af scenen i sammenligning. Et band har også et ansvar for at levere et show, selvom publikum er mandagstrætte og fraværende.
Karakter: 1
Vind, røg og den rette attitude
Dette lod ligeledes polske Hate dog til at have forstået. Med corpse-paint, vindmaskiner og masser af røg på scenen var der lige pludselig dødsfest på scenen. Folk trak tættere på, og de 40-50 mennesker mindede næsten om en crowd nu. Lyden var bedre og havde langt bedre fylde, men forskellen var stor afhængig af, hvor man placerede sig. Et godt mix var det dog muligt af finde i enkelte sweetspots.
Hate kan et eller andet med simple riffs uden for mange tone-skift, men som bare er kæbeknusende groovy. Det var især numrene fra det seneste album, der viste dette, og frembragte headbanging og horn frem fra publikum. Bandet kan meget andet, men det er bare dér, de er bedst. Der blev spillet med stor spilleglæde og på trods af det sløje fremmøde kunne Adam på guitar og growl flere gange udtale, at bandet gerne kom på et andet besøg i København.
Fra polsk opvisning blev scenen sat til nordisk underholdning. Vores norske naboer havde sendt det thrashede dødsmetal-band Blood Red Throne til The Rock for en opvisning. Selvom Tchort på guitar måtte blive hjemme af personlige årsager, formåede bandet som kvartet at rykke eftertrykkeligt. Måske på grund af fraværet af en af guitarerne stod de fede riffs bragende let ud, og afslørede en ofte old-school inspiration fra bands som Slayer og Possessed.
Karakter: 4
Tamt growl som supplement til fede riffs
Også Erlends spil på bassen lod sig høre, og den mand er ikke uden evner på sin Warwick FNA Jazzman. Finurlige bas-fills og lidt tapping. Trommespillet sad også som det skulle, så det var kun forsangeren, som ikke helt mestrede at følge med sine udmærkede bandfæller. Hans growl virkede kedeligt og uden substans. Det var af den type, som bare var der ovenpå musikken. Lidt variation og lidt mere brutalitet og fylde ville have gjort underværker.
Men sådan er dødsmetal nogle gange, og det var i høj grad nok at nyde med bandets herlige riffs, selvom det altså kun skulle være for et ganske lille publikum.
Karakter: 4