Den forventede dødsfest
Fredag bød, udover julebryg, på både klassisk dødsmetal ogl den mere heftige af slagsen, da Entombed A.D. førte an og havde taget Aborted og allestedsnærværende Baest med sig til festen på VEGA.
Da koncertpakken med Entombed A.D., Aborted og de danske dødsdarlings i Baest blev annonceret, lød der rundt omkring lidt undren om, hvorvidt det ikke var en fejl, at der stod Store Vega. Lille Vega ville da være mere naturligt? Ja, måske hvis man tænker på, at Entombed A.D. også har gæstet mindre spillesteder, fx Beta, når Danmark er blevet besøgt, og selvom Aborted sidste gang tog den store sal i Pumpehuset, så er der alligevel et stykke til kapaciteten i Store Vega. Man må dog ikke glemme Copenhell-effekten. Entombed A.D. har spillet på Copenhell i 2016 og på Copenhell-cruise i 2017. Og sammen bør Entombed A.D. og Aborted i øvrigt også kunne trækkke godt. Men mon ikke også placeringen skal tilskrives Baest? Om nogen rider de på en bølge, hvor mange lader til nærmest ikke at kunne få nok, så de har nok også haft en finger i spillet for det fine fremmøde.
Trods en koncertstart fredag aften allerede kl. 20 var der mødt rigtig mange op for at fejre Baests fortsatte succes og den månedlange turnés ene "hjemmebaneshow" for aarhusianerne. Det var et Baest i vanligt godt lune med mange shows bag sig, der har skabt en velsmurt maskine af dødsmetal, headbanging, fest og masser af smil. Lyden var fornuftig, gik klart igennem, men måtte godt have haft en lidt mere røvsparkende bund.
Der var godt gang i Simon Olsen i front, men det ekstra gear, som man især oplevede til den formidable Copenhell-koncert i sommer, var ikke et konstant træk, men i stedet et krydderi benyttet med måde. For eksempel i afslutteren 'Crosswhore', hvor Aborteds Sven de Caluwé gæstede med lidt ekstremvokal i det lysere register i forhold til de afgrundsdybe growls fra Simon Olsen. Forinden var stærke sager som 'Marks of the Undead', 'As Above So Below' og 'Gula' gledet ubesværet ned, som øllene til Vegas pebrede priser også gjorde det for de fleste koncertgængere.
Dødsmetalliske maskingeværsalver
Der var techno og andet horribelt muzak, før Aborted gik på scenen. Det blev heldigvist afløst af Aborteds blanding af dødsmetalisk horror og grind i et ret klinisk lydbillede, der gav plads til de mange detaljer i bandets rifffyldte, blastbeatbaskende musik. Det seneste album, 'Terrorvision', har dog åbnet for lidt flere melodier, så det er nemmere også for førstegangslytterne at fange hurlumhejet i farten. For der sker unægteligt meget i bandets musik.
Det er et særdeles professionelt band, hvor Svende Caluwé, det eneste faste element i bandet siden starten i 1995, har meget frie tøjler til at drøne rundt, mens hans strengespillere er mere fokuserede på at spille korrekt. Der er dog plads til nærmest indstuderede passager, hvor koreografien og fælles headbanging understreger et mere fængende eller ekstra tungt stykke. Og har man så ikke fanget, at NU sker der norget særligt, så blæser de seks røgkanoner brunstigt røgsøjler til vejrs.
Imponerende er Ken Bedenes tryllerier bag trommesættet. Som han spiller, ser blastbeats ikke ud til at være mere anstrengende end at klø sig bag øret. Det er nærmest provokerende, så roligt han sidder på stolen, mens PA-anlægget i rigelig lydstyrke demonstrerer, at der ikke kun tjattes til tønder og bækkener. Som skrevet imponerende, men ikke så indlevende i musikken desværre. Effekten af trommespillet i sig selv er ikke til at tage fejl af: Det er især i de staccoto-maskingeværagtige samarbejder mellem guitarer og trommer, at Aborted rammer noget specielt, og det er bare at nyde de mange skift herimellem og nyde de ofte specielle rytmers udvikling.
Over næsten en time bliver Aborted desværre idt ensformige, og energien går af ballonen. Men nu fik vi jo bandets frontmand sammen med Baest, og det modsatte gør sig så også gældende. Sven de Caluwé har også bemærket Simon Olsens utrolige scenetække og energi, og det udnyttes i en duet på 'A Whore D'eouvre Macabre' – en titel, der jo også nærmest er taget ud af Baest-universet, så selvfølgelig da – og med Simon Olsen på scenen er også de Caluwé et kraftværk igen. Det mærkes, og publikum, som også foranlediges til lidt ekstra hærg, bærer nummeret stærkt hjem.
LG ad libitum
Entombed A.D. er Lars Goran Petrov og hans fortsættelse af legendariske Entombed, efter det oprindelige band gik i kludder, og retten måtte afgøre, hvem der måtte fortsætte i det oprindelige navn. Det gør ikke det store, for Entombed med den lille tilføjelse "A.D." har jo LG og ikke mindst masser af de gamle klassikere på sætlisten. Også denne aften.
Og af andre forventeligheder, så er det en glad, snaksaglig og nok også ganske beruset hr. Petrov, der ikke helt kan finde ud af, trods mange besøg i Danmark, om han skal tale engelsk eller svensk. Eller en skandinavisk kombo. Ofte er der nu alligevel heller ikke meget mening i det, da rodet fyres af mellem numrene, så pyt med det. Mening er der derimod med hans klassiske røst, med hvilken han brøleråbegrowler sig gennem stærke sager som 'I for an Eye' og 'Stranger Aeons'.
De nye sange, dem, der er skrevet i Entombed A.D.-regi efter bruddet med Alex Hellid i Entombed uden "A.D.", fletter sig fint sammen med de gamle numre. Der er tre album at tage fra, men det er nu stadig de gamle sejtrækkere, der svinger bifaldet højest op på decibelmåleren ved lydpulten.
"Simon says..."
Koncerten er blottet for overraskelser med undtagelse af Simon Olsen på scenen for tredje gang. Og det er måske heller ikke den store overraskelse, for har man fulgt Baest på de sociale medier, så har der været vist klip fra tidligere på touren, hvor LG og Olsen har gjort det i energisk brøleduet på et klassisk Entombed-nummer. Og hvorfor ikke gentage det på netop dansk grund foran et særdeles feststemt publikum? Og således gik det som ved Aborted, at publikum endnu engang kom helt op i max., takket være Baest-frontmandens fantastiske evne til at få folk med sig.
Og det var også en fornøjelig version af 'Wolverine Blues', som de formidable frontmænd fik fyret af. Entombed A.D. kom herefter heftigt videre med klassikere som den nærmest episke 'Left Hand Path', inden det hele sluttede i sejt uptempo med 'Supposed to Rot'.
Det afrundede en fornøjelig aften i dødsmetallens tegn, hvor Aborted og Entombed A.D. begge leverede det, der skulle til, hverken mere eller mindre, hvilket i begge tilfælde var fuldt ud acceptabelt. Baest gik i symbiose med publikum og fik den vej kløvet endnu en skalp til scrapbogen med en koncert, der ikke overgik sommerens Copenhell-show, men stadig var et levende bevis på, at Baest i den grad er en trumf af et liveband. Det gik altså alt i i alt, som man ville forvente af denne pakke. En bestået dødsfest, value for money.
Karakterer:
Baest - 4
Aborted - 3
Entombed A.D. - 3