Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Velkommen tilbage, Moody

Populær
Updated
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody
Velkommen tilbage, Moody

Sjældent er en uge blev startet så effektivt og sprudlende, som Five Finger Death Punch, In Flames og Of Mice & Men gjorde det mandag.

Titel
+ In Flames + Of Mice & Men
Spillested
Dato
20-11-2017
Trackliste
Lift Me Up
Never Enough
Wash It All Away
Got Your Six
Ain’t My Last Dance
Bad Company
Burn MF
I Apologize
Wrong Side of Heaven
Remember Everything
Coming Down
Jekyll and Hyde
Under and Over It
The Bleeding
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er ikke hver dag, man får muligheden for at opleve en så spændende koncertpakke som aftenens i Royal Arena. Ikke nok med at koncerten var co-headlined af to af de bedste bands på dette års Copenhell, publikum fik også fornøjelse af amerikanske Of Mice & Men, der spillede en særdeles festlig koncert på dette års Roskilde Festival. Tre bands, der alle har spillet danske koncerter til topkarakter inden for det seneste år: hvad mere kan man forlange? 

Effektivt og gennemtænkt sangvalg
Til trods for, at der var udsolgt, var der langt fra fyldt op i Royal Arena, da Of Mice & Men gik på scenen. Ikke overraskende påvirkede det lyden. David Arteaga tævede løs på trommerne i hidsigt tempo, og det buldrede rundt i hele salen, mens forsanger Aaron Pauley blev udsat for unødvendig og langt fra planlagt rumklang. Det stod på samtlige 30 minutter, den amerikanske kvartet stod på scenen. Men udover de kritisable lydforhold, der skulle vise sig at gøre sig gældende for alle aftenens bands, var det ikke meget at kritisere Of Mice & Men for. 

Selvom scenen virkede lidt for stor til kvartetten, formåede amerikanerne at tæmme ikke blot arenaen, men også publikum. Især de to guitarister, Phil Manasala og Alan Ashby, leverede et solidt og indlevende sceneshow, der generelt modtog fin respons fra publikum. Man kunne frygte, at bandets metalcore-orienterede lyd ville være en for stor mundfuld for de fremmødte, men publikum virkede både interesserede og ikke mindst engagerede i, hvad der skete på scenen. Of Mice & Men skal roses for at have sammensat en kort, men velvalgt sætliste. Seks numre med fokus pålidt mindre metalcore og lidt mindre skønsang end normalt. En sang som ’Would You Still Be There’ var undladt til fordel for mere heavy metal-orienterede numre, hvor specielt ‘Pain’, ‘You Make Me Sick’ og ‘The Depths’ fik temperaturen til at stige i arenaen. 

Of Mice & Men spillede et veludvalgt sæt, herunder den nye sang ‘Warzone’, og gjorde det generelt overraskende godt som aftenens første band. Små 30 minutters skarpt skåret indhold. Intet ekstraordinært, men særdeles effektivt.

En storslået visuel oplelvelse
Sidste år udgav In Flames deres 12. Studiealbum, ‘Battles’. En plade, der for alvor var et farvel til den melodiske dødsmetal, der ellers har præget gøteborgenserne i store dele af karrieren. Svenskerne er kommet langt, siden de blev dannet i 1990, musikalsk som popularitetsmæssigt. Det herskede der heller ingen tvivl om mandag aften. Publikum var mødt talstærkt frem og stod parat, fra det øjeblik det store In Flames-banner blev lyst op i et rødt skær, og tonerne til ‘Drained’ fra netop sidste års udgivelse, lagde som det første af de 19 numre, In Flames havde afsat til de danske publikum.

Selvom svenskerne er kommet langt og har skabt sig en hel ny fanbase med deres seneste udgivelser, virkede aftenens fremmødte publikum forholdsvis ligeglade med, hvad Anders Fridén og ensemblet havde i ærmet. Trekløveret ‘Take This Life’, ‘Trigger’ og ‘Only for the Weak’ blev luftet tidligt i sættet. Tre numre, der normalt er enorme crowd-pleasere. Numre, der typisk skaber momentum og sætter publikum på kogepunktet. Mandag aften var størstedelen af publikum knapt så interesserede, og når publikum ikke er det, må Fridén synge alene, og det er en ting, den ellers karismatiske forsanger aldrig har formået.

Det var absolut ikke Fridéns aften. Forsangerens problemer blev kun forværret af, hvad der lød som en slidt vokal samt akustikken i arenaen. Det var svært at tolke størstedelen af svenskerens rensang. Selvom publikum i nogen grad fik fundet koncertånden frem under ‘Only for the Weak’, formåede Fridén at klynke nummeret ned under gulvbrædderne i en ulidelig suppe af forsøgt skønsang. 

Hvad Fridén ikke havde vokalmæssigt, gjorde det medbragte sceneshow meget for at opveje. Lys- og billedsiden var eksekveret til perfektion og skabte præcist det ekstra element af sanseoplevelse, som det forventes af bands af In Flames’ kaliber. En storslået produktion, som få bands kan konkurrere med. 

Generelt var aftenens koncert en visuel oplevelse, i højere grad end musikalsk. Også selvom Fridén gjorde det langt bedre på nyere In Flames-numre. I stærk kontrast var et af aftenens helt store højdepunkter at høre ‘Moonshield’ og ‘The Jester’s Dance’, fremført live i Danmark for første gang i mange år i lukket sal. Et nostalgisk højdepunkt, der paradoksalt nok dannede en pendant til et af koncertens andre højdepunkter, fremførelsen af ‘The Truth’ og ‘The End’ fra ‘Battles’. To højdepunkter, hvor band og publikum for alvor fandt hinanden, og bandets mangeårige karriere og langsomme stilskifte blev afspejlet i publikums reaktion.

Trods en sløj start lykkedes det i sidste ende In Flames at få tændt størstedelen af det mandagstrætte publikum. Det var en arbejdssejr, der især blev båret frem af den storslåede produktion og en veldisponeret sætliste, der helt banalt leflede for nye som gamle fans og dermed formåede at favne alle.

Aftenens hovednavn
Mandag i Royal Arena var Five Finger Death Punch-day. Det er muligt, at In Flames officielt co-headlinede, men da det sorte lærred, der havde dækket scenen, faldt, og forsanger Ivan Moody energisk kastede sig ud i ‘Lift Me Up’, herskede der ingen tvivl om, hvem aftenens hovednavn var. Den amerikanske kvintet blev budt velkommen tilbage til Danmark på fornem vis.

Five Finger Death Punch er inkarnationen af den amerikanske drøm. Alt er lidt større, lidt vildere og lidt højere – og nok også lidt dummere. Til trods for at bandets sceneproduktion på ingen måde kunne matche In Flames’ fremragende show, var det kæmpe kranie med laserlys som øjne imponerende. Det samme var koncertens lydniveau. Alt havde fået et nøk op, og hvad bandet desværre manglede af energi på scenen, opvejede lydniveauet tildels. Royal Arena var dog ikke venlig, og det hjalp et øget lydniveau ikke på.

Ivan Moody var på. Tilstede og tilbage i overbevisende form. Det samme var Chris Karl, der svingede bassen og skægget som en sand viking. Zoltan Bathory og Jason Hook var knapt så engagerede. Man skulle tro, at et nummer som ‘Got Your Six’ kunne engagere de herrer, men nej. Det er ellers ikke, fordi amerikanernes kompositioner ikke levner plads til at sætte krop bag riffsne. Det er alt andet lige slapt ikke at præstere mere, når man har så trofast et publikum i ryggen. Når alle knuckleheads skriger på kommando under ‘Bad Company’, så kunne man i det mindste lade, som om det ikke var mandag.

Men Moody var der – og han havde det sjovt. Agerede frontmand. Den rigtige Five Finge Death Punch-frontmand, der elsker enhjørninge og er far for hele knucklehead-familien. Han instruerede i fællessang, satte pitten i gang og lignede i det hele taget en mand, der var glad for at være tilbage på scenen. Tilbage i front for det amerikanske flagskib. Selv koncertens ellers fjollede akustiske afsnit blev reddet i land af Moodys entusiasme og vokalmæssige levering. Moody: Din undskyldning for at svigte os er mere end godkendt, men du må godt lige stramme dig an, hvad angår din overdrevne brug af vokalsamples. Velkommen tilbage.

Med ‘Jekyll and Hyde, ‘Over and Under It’ og ‘The Bleeding’ afsluttede Five Finger Death Punch deres del af aftenens koncert. På ingen tid var bandet væk fra scenen igen. Efter lidt over en times spilletid. Vi grinede og jublede naturligvis, da Moody gjorde det klart, at bandet var ligeglad med at skulle betale $1.000 ekstra pr. minut, de stod for længe på scenen. Det virkede desværre ekstremt hult, da bandet efterfølgende forlod scenen efter to minutters overtid. Vel at mærke til tonerne af bandets eget cover af ’House of the Rising Sun’. Det er smådumt, på kanten til at være dumsmart. Når nu så få fucks alligevel gives, så spil da ’House of the Rising Sun’. Giv publikum det ekstra, I lover. Det gjorde Five Finger Death Punch ikke. Danskerne fik præcis den samme koncert som alle andre lande på tourneén. Naturligvis. Men så skal man ikke proklamere, hvor ligeglad man er, og at man er der for sin fans. En fjollet og smådum afslutning på en ellers god koncert.

Så hvad kan man mere forvente, når tre koncertstærke bands mødes i Royal Arena? Man kan efterhånden godt forlange en god akustik. Hele aftenen var påvirket af lydforholdende i Royal Arena, desværre. De tre bands gjorde hver deres for at gøre mandag til en festdag og lykkedes langt hen af vejen, men lydmæssigt blev det aldrig den perfekte oplevelse.