Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Klicheerne stod i kø i arenaen

Populær
Updated
_XTD8368
_XJD8481
_XJD8328
_XJD8802
_XTD7920
_XTD7812
_XJD7827
_XTD7738

Five Finger Death Punch og Bad Wolves var rent formularisk showmanship, der i Royal Arena mindede mere om en varieté end en metalkoncert. Og Megadeth burde have udsat deres comeback.

Titel
+ Megadeth + Bad Wolves
Spillested
Dato
24-01-2020
Trackliste
Five Finger Death Punch
1. Lift Me Up
2. Trouble
3. Wash It All Away
4. Jekyll and Hyde
5. Sham Pain
6. Bad Company
7. Burn It Down
8. Got Your Six
9. Wrong Side of Heaven
10. Battle Born
11. Blue on Black
12. Coming Down
13. Never Enough
14. Burn MF
15. Under and Over It
16. Far from Home
17. The Bleeding

Megadeth:
1. Hangar 18
2. Wake Up Dead
3. Sweating Bullets
4. Dawn Patrol
5. Poison Was the Cure
6. Trust
7. Dystopia
8. Symphony of Destruction
9. Peace Sells
10. Mechanix
11. Holy Wars... The Punishment Due
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Det er let at lade sig rive med af Five Finger Death Punch. Det er også bare meget let at gennemskue alle virkemidlerne, og når man først har gjort det, er det svært ikke blive ladt fuldstændigt følelseskold af det spraglede og voldsomt folkekære band fra spektaklets hjemby Las Vegas.

Til årets første store metalbrag fredag aften i Royal var to andre på hver deres måde lige så ærkeamerikanske bands indforskrevet. Det åbnede med Bad Wolves, der er en sjov blanding af Slipknot, hovednavnet Five Finger Death Punch og Nickelback. De gik på 18.50 og dermed lidt før annonceret. 

Bøvet klicherock

Hvis man havde det bare nogenlunde anstrengt med ét eller flere af de tre bands, så fik man det rigtig svært med Bad Wolves, der nærmest gjorde en dyd ud af at få presset samtlige klichéer fra rockverdenen ned i deres koncert på 40 minutter. En sang til damerne, en sang til dem, der havde haft det hårdt, en sang til kærligheden, og sørme om ikke forsangeren stod og græd under koncertens sidste nummer, der var et covernummer af The Cranberries’ ‘Zombie’ med lightere og lommelygter fra mobiltelefoner i hele Royal Arena. Musikken var så svulstig og bøvet, at man flere gange måtte spejde efter en spand, man kunne læsse maveindholdet over i.

Noget bedre gik det med Megadeth. De spiller som sædvanlig deres numre fuldstændigt perfekt på instrumenterne. Brasilianske Pedro Henrique "Kiko" Loureiro spiller flot på sin guitar ved siden af Dave Mustaine, og den belgiske trommeslager, Dirk Verbeuren, som de har hentet i Soilwork, er en maskine bag kedlerne. Dave Ellefson på bas er i vanlig stil kølig med masser af overskud og spiller op til publikum. Musikalsk fungerer Megadeth rigtig godt. Der er bare det lille aber dabei, at Dave Mustaine måske har forhastet sig tilbage efter sin kræftsygdom. Heldigvis er han kommet sig over strubekræften, der blev opdaget i sommeren 2019, men det var tydeligt, at han døjede med smerter, og han indrømmede da også, at det var rart at få hjælp fra publikum til at synge sangene. Mustaine har aldrig haft rockverdenens stærkeste vokal, og denne aften var den virkelig spinkel og anstrengt.

Men de mange soloer i ‘Hangar 18’, klassikere som ‘Sweating Bullets’, ‘The Mechanix’ og selvfølgelig ‘Holy Wars…’ fik naturligvis fans af bandet til at smile. Mustaine talte åbent om sine udfordringer med halsen og var glad for at være tilbage på scenen. Set med de positive briller har Dave Mustaine næppe nogensinde før interageret så meget med sit publikum. 

Mere vægt på fest end fokus på musik

Interagerer gør Five Finger Death Punch i dén grad også. Der går ikke mange minutter, før forsanger Ivan Moody er i gang med at piske en stemning op, og det gør han og bandet på ærkeamerikansk manér med alle de virkemidler, der er i show business. Flammer, konfetti, kostumer og venskabeligt drilleri bandmedlemmerne imellem. Det er indstuderet og fungerer, så masserne er underholdt. Musikken har også sine momenter, når den tunge rytmeguitar sørger for, at alle 11.000 i Royal Arena vipper i takt. 

Hvor undertegnede på Copenhell i 2017 lod sig rive med af stemningen helt oppe foran, var det denne aften vanskeligt at opretholde samme begejstring. Nok er den rigtige forsanger tilbage i front, og han svinger lystigt med både hat og stok i ‘Jekyll and Hyde’ og senere med et baseballbat, da han skal have publikum i hver sin side af salen til at brøle med på ‘Burn MF’. Introduktionerne til sange som ‘Bad Company’ og ‘Sham Pain’ er så indstuderede, at man nærmest ikke kan være i sig selv af ærgrelse over, hvor opsat hele showet er. På intet tidspunkt fraviger bandet den formel, der er sat for aftenens koncert, der med garanti ligner alle andre på hele turnéen. Men det underholder, og så kan man lide det eller ej. 

Der er ingen tvivl om, at Five Finger Death Punch er et kæmpe trækplaster. Showet virker bare alt for opsat, påtaget og mere som en forestilling end en egentlig heavy metal-koncert. Men ligesom på Copenhell var der rigtig mange ‘knuckleheads’, der havde en fest. Men det er selvfølgelig også originalt at give sine fans en socialt værdiladet betegnelse, hvilket ingen andre amerikanske bands nogensinde tidligere har fundet på.