Voksenrock

Populær
Voksenrock

Dave Grohls indpiskende spilleglæde reddede Foo Fighters’ koncert på Refshaleøen, hvor 17.000 fans var mødt frem for at hylde gruppens poppede rock.

Kunstner
Spillested
Dato
21-06-2011
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Bridge Burning
2. Rope
3. The Pretender
4. My Hero
5. Learn to Fly
6. White Limo
7. Arlandria
8. Breakout
9. Cold Day in the Sun
10. Stacked Actors
11. Walk
12. Monkey Wrench
13. Let It Die
14. Generator
15. Times Like These
16. Young Man Blues (Mose Allison)
17. All My Life
18. Skin and Bones
19. These Days
20. Best of You
21. Tie Your Mother Down (Queen)
22. Everlong
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Inden for de seneste par dage har vi her på sitet stiftet bekendtskab med en hidsig læser, der krævede at vi anmeldere fandeme skulle tage vores hverv alvorligt i stedet for at opføre os som "mongolide, blinde, døve, hjernedøde idioter". For ellers var det da klart, at ingen kunne tage vores lortemagasin seriøst. Derfor var det selvsagt med en vis frygt for at blive kaldt "musikalsk og sprogligt handicappet", at denne signatur satte sig bag tasterne og strammede ballerne.

Og når det så endda var Foo Fighters, der skulle anmeldes, gjorde det jo ikke det hele nemmere. For amerikanerne er immervæk efterhånden milevidt fra Devilutions tunge udgangspunkt, men alligevel formår kvintetten at samle mangen en metalheads opmærksomhed. Måske på grund af Dave Grohls karisma? Måske på grund af hans metalliske Probot-projekt? Hvem ved?

Sagen er dén, at Foo Fighters – efter i de seneste par år at være gledet ned ad en noget klistret andenrangs-Tom Petty-sti – for nylig vendte ganske solidt tilbage med pladen 'Wasting Light', der markerede gruppens mest rockede udspil siden 1997’s 'The Colour and the Shape' Så man havde jo sine forventninger til aftenens koncert på Refshaleøen, der i weekenden havde dannet rammer for allestedsnærværende Copenhell.

Vokseværk

Det første man lagde mærke til ved ankomsten, var, at der var cirka tre gange så mange mennesker som til Copenhell 17.000 sagdes det og at et par af barerne var fjernet (??), sådan at man nu kunne få lov til at stå i kø i en times for at få sig en humlevand. Med mindre man kunne klare sig med en frugtcider på dåse til en 50'er, hvilket der, sjovt nok, ikke var mange, der kunne…

Også Foo Fighters er vokset. Den gamle guitarist Pat Smear (eks-Germs) er tilbage i folden, og desuden har man ansat Rami Jaffee fra det amerikanske MOR-band The Wallflowers til at farve lydbilledet yderligere med blandt andet orgel og harmonika. Og sammenligner man med de 3.000, der så bandet i KB-Hallen i 2002, som – fraregnet Roskilde 2005 og intimkoncerten i Tappehallerne samme år – er gruppens seneste optræden på dansk grund, ja, så ER der immervæk sket ting og sager.

Musikalsk virker det også som om, Dave Grohl har fået den idé, at hans band er helt på højde med AC/DC – i hvert fald blev mange af sangene trukket ud i det unødvendigt uendelige, mens hovedpersonen løb rundt på gangbroen ude i publikum og lirede soloer som en anden Angus Young. Dét blev lidt trættende den syvende gang – uanset hvor indpiskende og spilleglad, Dave så var.

Metalliske indslag

At "rockens mest sympatiske mand" så på imponerende vis kan favne om så mange tusinde mennesker på én gang, ja, det må man tage hatten af for. Første gang for alvor da 'My Hero' et stykke inde i koncerten væltede ud af højtalerne, og næverne røg i vejret hele pladsen over, og så fungerede selv det anstrengende hit 'Learn to Fly' faktisk fortrinligt, mens den nye 'Arlandria' tegner til at blive en kommende fast indslag i Foo Fighters' koncerter.

Et andet højdepunkt var den metalliske udgave af 'Stacked Actors', der rent faktisk vandt ved at blive trukket ud omkring ti minutters mærket, og 'Monkey Wrench' – der af Dave Grohl blev betegnet som "fra før I overhovedet var født" – sydede af rå rock tilsat nyt Chuck Berry'sk riff.

I 'All My Life' har Foo Fighters også en af deres allerbedste sange, og man måtte næsten knibe sig i armen, da d'herrer mod slut begav sig ud en fortolkning af The Whos ditto af Mose Allisons 'Young Man Blues'. Så da Queens 'Tie Your Mother Down' med trommeslager Taylor Hawkins på vokal senere udkonkurrerede originalen, kom det ikke engang som en overraskelse.

Anders Lund Madsen?

Alle disse positive ting skrevet, så tog ballader og tomgang dog overhånd lidt for tit, og da vi fik 'Let It Die', radiorockerne 'Generator' og 'Times Like These' lige i røven af hinanden gik det i hvert fald ud over momentum i koncertens anden halvdel. Det var lige før, det blev "voksenrocket" på den Bon Jovi'ske måde.

Man fik også associationer til et vist Green Day, da en roadie blev inviteret på scenen i kedsommelige ’Skin and Bones’ for at spille triangel- og koklokkesolo, mens Dave farede rundt og jokede (usjovt) med publikum. Passende var til gengæld Grohls vittighed midtvejs:
"Hvad var det sidste, trommeslageren sagde, inden han blev fyret fra bandet?"
"Hey, jeg har den her sang, jeg synes, vi skal spille…"

At den så faldt lige inden 'Cold Day in the Sun', som Taylor Hawkins har skrevet og selv sang, tilføjede dog tragikomik, for den sang BURDE vitterlig have medført en fyreseddel!

Men igen, så kan man jo bare lukke med evergreenen 'Everlong' og så glemmes det hele. Også selvom Grohl efterhånden virker til at have det lidt for nemt, og i grunden minder mere om (og ligner!) Anders Lund Madsen, end den vilde rocker, han engang var.

Sådan er det åbenbart, når man bliver far og skruer ned for det hele. Men det er selvfølgelig bare undertegnedes mavesure mening – trukket ud af røven.