Skate eller dø!
Fu Manchu fejrede sit 30års jubilæum med et par års forsinkelse, men fyrede stadig den store hitkavalkade af med skatercharme og fuzz i stride baner.
2. Clone of the Universe
3. Regal Beagle
4. Evil Eye
5. Strange Plan
6. Weird Beard
7. Dimension Shifter
8. Laserblast!
9. Mongoose
10. Working Man (Rush-cover)
11. California Crossing
12. Saturn III
13. King of the Road
-------
14. Eatin’ Dust
Meget kan man sige om Fu Manchu, men nytænkning er ikke en del af pakken i deres stoner-univers. Skulle man støbe fundamentet de kommer fra, så er vi ude noget med dyrkelsen af det fede riff. De seje refræner. Skater-groovet. Frontmanden Scott Hill med det evindelige lange, solblegede hår og den forvaskede polo-trøje, der sikkert har overlevet siden ´98. Fu Manchu svinger og fuzzer, og det er deres brand, hvad end man så måtte mene om det.
Personligt indtager jeg min stoner med måde. Det er sjældent en genre, jeg dyrker, medmindre den er krydret op med andre, kreative indspark. Derfor har jeg da endnu til gode at have en Fu Manchu-plade stående i min samling. Ikke desto mindre har jeg set dem tre gange, fordi deres umiddelbare drive og rå nerve kan noget særligt i live-situationen, og med et vennelag, der med spredt mellemrum har doseret lidt oplæring i bagkataloget undervejs, var det da tåbeligt at sige nej, når nu tilbuddet blev luftet om at se, hvad Scott Hill & co. kan præstere her til sin 30års jubilæums-tour.
Det sorte lærred bliver trukket fra, og med det samme sætter de ind med ’Hell on Wheels’, der om noget siger alt om hvad bandet står for.
”Underdrive we never knew, outrun them you know we can
So put the keys in my hand, in my hand
Hell on wheels is no big deal, roads burning all across the land”.
Der er altid fart over feltet i Fu Manchus verden, og sådan går det også over stok og sten i aften, hvor vi føres igennem en ren hitparade af diskografien, og selv jeg kender næsten det hele på forhånd. Det tager ikke mange minutter for publikum at få varmen i den kogende, lille sal, der er udsolgt til bristepunktet, men det holder ikke folket fra at fyre op for dansegulvet. Ikke mindst da ’Evil Eye’ bliver luftet kort inde i sættet, efterfulgt af en forrygende udgave af ’Strange Plan’, hvor den ellers udadtil underspillede Bob Balch fik demonstreret nogen af sine leadchops på den seksstrengede. Fu Manchu er en stærkt sammenspillet enhed, som i nuværende konstellation har holdt stand i over 20 år, og det kan mærkes. Bassist Brad Davis er måske lidt den tørre type fastlåst på samme firkant hele sættet, og hans stemme er heller ikke just noget at råbe hjem om, men til gengæld spiller han en formidabel, løbende bas rundt på fretboardet og kaster masser af melodi ind i bandet uden bare at holde sig til de banale grundtoner. Scott Reeder er ligeledes en ferm, dynamisk force bag tønderne, om end koklokken ikke får meget opmærksomhed i aften – og han kan da heller ikke rigtig stjæle opmærksomheden fra den allestednærværende Scott Hill med det vilde, passionerede udtryk, som han bombarderer os med entusiasme i alle hjørner af scenen og det tynde hår flyvende ud til alle sider.
Det er måske heller ikke så fandens svært at flyve sådan rundt og stadig holde rytmen, når musikken er så forholdsvis simpel, som det er tilfældet, men man skal godt nok være helt fejlskåret for ikke at lade sig smitte af spilleglæden fra Fu Manchu, når de spiller med et overskud som det, de har her i aften. Hills fuzzy tone har den helt rette, svedige bund. Balchs leads står knivskarpt i billedet, når det er påkrævet. Davis og Reeder holder rytmen gyngende og groovy, og det er kun under nogen af de lidt mindre saftige indslag såsom ’Mongoose’ og deres nok så velmente Rush-cover ’Working Man’, at vi midlertidigt begynder at miste fokus. Gudskelov kortvarigt, hentet hjem på et lækkert jammy take på ’Saturn III’ og den fremragende ’Eatin’ Dust’ lige på falderebet.
Det er virkelig svært at sætte en finger på den energi, som Fu Manchu har, når de sælger brandet så godt, som de gør her i aften. En eftersmag, der til gengæld ikke spejler sig i Electric Citizen, som havde æren af at varme os op forinden med deres 70er-inspirerede rock og en sanger med så mange effekter på sin vokal, at det halve kunne være nok. Dele af salen havde da også svært ved at holde latteren tilbage imellem numrene, når hun snakkede løs, men vi ikke havde en jordisk chance for at gennemskue, hvad hun prøvede på at sige. Med det sagt havde deres simple rock-fraser en charme, ikke mindst når guitaristen og den meget eksplosive trommeslager gav fuldt los, men keyboardisten virkede af uvisse årsager helt udeladt i lydbilledet, og sangene manglede i det hele taget det sidste for at nå udover scenekanten.
Det var i hvert fald tydeligt kort derefter, hvor stor en niveauforskel der var fra deres retrorockede charme til det enorme overskud og det fuzzy drive, som Fu Manchu efterfølgende havde sparet op til dette forsinkede jubilæum – kan I så også klare 30 år mere?