RF '19: Halvfyldt af helvede

_R7A9350 copy
_R7A9324 copy
_R7A9375 copy
_R7A9194 copy
_R7A9261 copy
_R7A9179 copy
_R7A9125 copy

Med en ellers bragende start virkede det, til at Full Of Hell + The Body torsdag nat ville vise festivalen, hvordan den dybeste cirkel af helvede ser ud. Dog blev det afslutningsvis mere til indersiden af et øvelokale.

Dato
04-07-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Man står i en forsamling af 60-70 mennesker i Pavilion-teltet og bevidner en yderst mærkværdig intro. Det virker til, at de fremmødte udmærket ved, hvad der skal til at ske. Med dronede synthlyde og tunge trommer bliver der varmet op til et show, hvor to bands står overfor hinanden og kæmper om hvem der kan gøre det mest kaotisk.

Den egentlige koncert begynder kort efter, og kaosset udfolder sig nu til en symbiose imellem de to grupper. Anført af Full Of Hell-frontmand og -forsanger Dylan Walker bliver vi taget med ind i et dynamisk electrogrind-univers, hvor The Body-mandskabet brillerer med dystopisk støj. Helt fjernt fra publikum er det dog ikke, da ovennævnte lederfigur finder tid mellem startnumrene til at rose publikum for fremmødet samt takke Travis Scott for opvarmningsshow (den meget hypede rapper optrådte på Orange Scene en time forinden). Publikum er blevet fordoblet på under et kvarter, og hvad der virker til at være starten på et hypnotiserende show ryger i trance og loop og taber langsomt sin magi.

Hypnosen forsvinder; med en enkeltstående tamsolo i omkring 3-4 minutter samt en overgang til hvad, der virker som et The Body-domineret stykke, bliver det hele lidt for langt, lidt for søgt og lidt for øvelokaleagtigt. Selv for undertegnede, som nærer dyb kærlighed til Full Of Hell-lyden, er det i overkanten. Lange atmosfæriske passager kan være ganske betagende, men klokken 3 om natten til grindcorekoncert vil man ikke høre ekstremmetal-Mew med voluminøs white noise. Her skal vrede og frustration regere, og man skal føle hvorfor det var vigtigt at blive oppe.

Med mærkværdig telepatisk kraft vælger bandsene at gøre netop dette; Den velkendte Full Of Hell-stemning brænder igennem og demonstrerer nådesløst, hvorfor de er et relevant navn inden for genren. Kaos er tilbage og Pavilion bliver fyldt med helvede. Med Dylan Walkers massive pedalsetup og hidsige vokal bider samtlige på forreste række tungerne af sig selv i en rus af aggressiv begejstring og headbanging. Med blod ud af munden og spedalske dansetrin bliver man igen mindet om, hvorfor bandet har valgt deres navn. Længere tilbage i lydbilledet rumsterer The Bodys kropslige baslyd og gør sig også bedst der. De to bands flirter fedt med hinanden, de skal bare ikke giftes og forenes. Ringen kommer dog på hen mod slutningen:

Koncerten bliver til et stort øvelokalejam, hvor man føler sig temmelig overset. Kontakten med teltet er for længst overstået og tilbage står to bands og jazzer ud. Hamrende på vokalpedalerne og skøjtende på instrumenter og midi-boards bliver det med forstyrrende lange diskantpassager og hyl en nærmest ubehagelig oplevelse. Festen mellem de to bands fortsætter helt til koncertens ende, og man føler sig en anelse forladt. Ikke bare af bandet, men også af de omkring 150+ mennesker der i den afsluttende passage er gået. Unikummet er slående hos de to grupper, og sommerkærligheden er forfriskende; dog bliver et forhold mellem de to til en villa i Lystrup. Et halvfyldt helvede.