Gamle spader & slidt garn

Populær
Gamle spader & slidt garn
Med deres old school doom-rock skuffede Premonition 13 desværre en smule i live-regi, da de spillede på Beta i torsdags.
Man skal være noget af en magelig mainstream-rocker, hvis man endnu ikke har oplevet, at der sker ting og sager ude på spillestedet Beta. Lillebroderen til Amager Bio har indenfor det sidste halve års tid gjort sig positivt bemærket med at booke ekstremt solide internationale navne som Soilent Green, Karma to Burn og Wolves in the Throne Room, samtidig med at de også har haft en god stribe af danske metalbands på plakaten.

Kort sagt, så gør Beta-folkene en gedigen indsats for at sprede metalmusikken ud i de bedre kanter af København, og når man så tilmed har et spillested, der har for vane at levere den fede lyd og endda byde på to guldbajere for en flad halvtredser, så kan det altså ikke tilskyndes nok, at metalpublikummet støtter op omkring det. Denne aften var der nemlig ikke så mange publikummer, der støttede op om metalmusikken på Amager, og det forstår man jo ikke. På plakaten var der i hvert fald lagt i kakkelovnen til den helt tunge aften.

Indadvendt old school-nostalgi

I sommers udgav doom-gentlemanden, Scott "Wino" Weinrich, en ny plade sammen med et nyt band under et nyt navn. Bandet hedder Premonition 13, debutpladen hedder '13', og den var angiveligt resultatet af flere års jam-sessions mellem Wino og guitarfællen Jim Karkow.

Pladen er gedigen i den forstand, at den viser Wino fra hans sædvanlige facon med tunge riffs, samtidig med at det også er tydeligt, at pladen er Winos første udspil efter den nedtonede og egentlig mere eftertænksomme soloplade, 'Adrift'. '13' er tungere end bly, og fans af ældre Wino-materiale som The Obsessed og Saint Vitus hører den uden tvivl på repeat, men samtidig er den stemningsfuld og melankolsk på en sådan måde, at den godt kunne tænkes også at tale til andre end udelukkende old school doom-nostalgikerne.

Denne torsdag aften snakkede musikken dog ikke rigtig til ret mange. Det hele forblev underlig indadvendt, overordnet set var det ikke særlig velspillet, og det fleste af publikummerne opførte sig da også som om, at de kedede sig det meste af den time, som koncerten varede.

Noget manglede

Med e-bows kælende på både Winos gamle følgesvend til en slidt stratocaster og Karkows guitar ved siden af, blev der ellers lagt fornemt ud med den solide 'B.E.A.U.T.Y.', der er slyngel af en åbner, som mest af alt består af et format-riff i centrum. Og selv om alle sangene efterfølgende blev spillet, herunder 'Clay Pigeons', 'Modern Man', 'Deranged Rock N' Roller', 'Peyote Road' og 'Hard to Say', blev det bare aldrig så godt, som det burde været blevet med så solide sange på tapetet. Det var lidt som om, Wino allerede var gået død i materialet, og det til trods for, at der ellers er blevet lovet en ny plade fra dem inden så længe.

Aftenens højdepunkt skulle pudsigt nok findes i instrumentalnummeret, 'Crossthreaded', som kun er udgivet på en 7". Nummeret adskiller sig egentlig ret meget i forhold til sangene fra debutpladen, og det var netop dens anderledes hurtighed og de dertilhørende groove, der syntes at gå bedre sammen med Jim Clarks trommespil. Ligsom mange af numrene på pladen, har 'Crossthreaded' dog også den fejl, at den i virkeligheden burde blive ved noget længere eller i hvert fald slutte anderledes af. Skal man komme med en anke mod de ellers fantastiske sange, er det karakteristisk for mange numre af Premonition 13, at de ikke helt ved, hvordan de skal runde deres sange af.

Den rigtige årgang den forkerte aften?

Der er det med Wino aka. Scott Weinreich, at han får følelsen op i én, som man ikke sådan lige har haft siden man var ung teenager, og det kommer endda fra en skribent, der ellers ikke holder tilbage med at vifte med fanboy-flaget. Integritet kan nogle gange være omtrent lige så betydningsfuld som selve musikken, og i Winos tilfælde er der rigeligt af både det ene og det andet. Til trods for at man uden tvivl har en let tendens til at blive begejstret, så bliver man meget, meget sjældent så begejstret, som når Wino folder sig ud.

Ved ens 10-årsalder var det James Hetfield, der viste tænder, og fik metalfølelsen frem i én, da man nærmede sig de 15 var det Philip Anselmo, og da man så næsten havde rundet tre årtier, var det Wino, der - alt alt alt for sent i ens eksistens - ikke behøvede gøre andet end at bære en læderveste og de rigtige støvler for derigennem at sparke én i løgene med ren og skær hård attitude.

Wino ér indbegrebet af rockstar, han afslører sig selv i sin blotte gang. Denne aften fik man dog bevist, at selvsikker maskulinitet og et solidt kendskab til sin spade ikke altid er nok til at levere en gedigen rockkoncert. Musikalsk set havde man altså bare sat næsen op efter dét mere.

Spillested
Dato
24-11-2011
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Karakter
2