Vild aften, forkert venue
Get The Shot startede en ild. Det gjorde Vomit Forth også, men hold fast hvor havde vi meget plads.
Om vi er to sexarbejdere og en lommetyv tvivler jeg på, men vi er os; slænget, dem bag baren og dem bag merchboderne, som fylder salens langside. Faktisk er der flere bag baren end folk i salen – og Eksercerhuset i Fredericia er et venue større end Pumpehuset i København, at du ved det. Oftest også med bedre lyd, men lad det nu ligge. I hvert fald er det med en stigende frygt for, hvor mange vi faktisk kommer til at være til stede, man begiver sig rundt og ser på merch.
Det er ikke hver dag at en tour som “Pit of Misery Tour 2025" dumper ned i Fredericia. Og så alligevel.
Byen i midten af landet har i årevis budt på gode hardcore-shows arrangeret af parret bag byens årlige hardcorefestival ‘Support Our Scene', der til august finder sted i en ti-års jubilæumsudgave. Før det satte Fredericia sig på landkortet med hardcore-festivalen ‘Days Of Fury’ samt den legendariske ‘Fredericia Hardcore Festival’ der fandt sted i Ungdommens Hus. Var du dengang afsted, eller har set billeder derfra, husker du den overmalede togvogn. Og koncerter med bands som Sworn Enemy, Madball, Lionheart, Nuclear Death Terror og The Assassinators.
Nu står vi så her. Der kommer heldigvis flere og flere til selskabet, og da tyske Soulprison går på scenen som det første af de fire bands på aftenen, er vi da også 50-60 mennesker i salen. Soulprison spiller gammeldags, klassisk hardcore lige ud af posen – og der er så absolut ikke mangel på energi fra scenen! Forsangeren går aktivt rundt, sparker huller i luften og opfordrer publikum til at bevæge sig. Mange gange. Flere gange end nødvendigt faktisk, for publikum har ikke lyst til at bevæge sig. I hvert fald ikke i det omfang, som forsangeren godt kunne tænke sig. Til gengæld er det meget hardcore at sige, at folk skal bevæge sig, så alt er godt, og der kommer også lidt gang i den foreste del af gulvet halvt inde i sættet. Esbjerg Hardcore Crew har del i æren. Soulprison spiller godt, og har en yderst god energi; de er bare dem, der har opvarmningstjansen denne kølige aften i Fredericia.
Hvad spiller Half Me? Metalcore med en industriel lyd? Som dødsmetaller uden hardcore som speciale kan det være svært at decifrere. I hvert fald klipper vi nu til, at det unge band fra Hamburg er på scenen i Eksercerhuset, og der er klart flere på gulvet. Der er også klart mere gang i gulvet. Dem, der ikke bevæger sig, nikker godt med nakken, og det er altid et godt tegn. Denne aften er det tophuer, kasketter, kvasthuer, skaldede isser og skarpskårne fades, der nikker med – især under de tunge breakdowns, som er en integreret del af bandets lyd. Enkelte begiver sig ud i two-step med metervis af plads mellem sig. Det er tungt, måske en anelse forceret, men Half Me får reelt skabt godt gang i salen, og lyden sidder lige i øret. At Eksercerhuset nu tydeligvis er et alt for stort venue til aftenens show, lader ikke til at gå bandet på. De spiller, de er glade, folk er glade, og overordnet set er det en god koncert.
Mod enden bliver det dog en anelse trættende for denne skribent. Det ér reelt det samme riff, det samme breakdown igen og igen – og det der backing track? I sådan en koncentration tager det en del af liveoplevelsen; der kommer simpelthen langt mere lyd og effekt ud, end der bliver spillet.
Et ungdomsskrig gør det ikke mere spændende eller relevant, når det gentages igen og igen uden forstærkning eller andre forløsende virkemidler.
Til gengæld overrasker Vomit Forth helt vildt. Vi befinder os nu i en alvorlig, anden slags tyngde. Dagens dødsmetalliske indslag fremstår meget mere erfarne, og det er tydeligt et meget koncertvant band, der nu er på scenen. Publikum er i starten ret stillestående og tager bandet ind, men derefter løsner det hele sig ligesom op. Medlemmer fra et lokalt band kaldet Leipzig laver larm og moves på floor, og det forplanter sig ud mod os andre. Vomit Forth er supergodt, og især forsanger Kane Gelaznik er aktiv og kommer rundt på scenen. Der er fuld knald på, og den øgede tyngde lader til at bevirke, at aftenen for alvor er i gang.
Der er også fuld gang i og knald på ham svenskeren, jeg møder på toilettet, og som ikke kan lade være med at fortælle, i hvor høj grad at han elsker aftenens hovednavn Get The Shot samt på godt skånsk fortælle, hvor meget at han virkelig er rejst fra Malmö for aftenens show. Det er god stil, og det er god stil, omend sædvanligt, af parret bag Support Our Scene at få sådan en tour til at dumpe ned i Fredericia. Folk tager dertil som betaling for ildsjæles arbejde. Også fra udlandet. Vomit Forth spiller super godt og fedt, folk er med, og lidt tid efter toilet-snakken danser svenskeren for hårdt og for vildt, og vælter ind i os med en håndfuld fadøl. Han har en god aften.
Om svenskeren husker Get The Shot ved man ikke, men det gør vi andre så.
Mere aggressiv stage presence har vi ikke fået i aften, forsanger Jean-Philippe Lagacé flyver rundt på scenen og ud i hovedet på folk hele showet igennem. Der er ingen tvivl om, at Get The Shot er, hvad størstedelen af publikum har set mest frem til, og der er for alvor fest i Eksercerhuset. Det er selvsagt det bedste gulv på aftenen og bandet er virkelig gode. Virkelig professionelle, virkelig energiske og man forstår hypen. Men den vokal der? På aftenen forestiller jeg mig, at jeg er den eneste, der enerveres af Mickey Mouse-karakteren. Den er godt nok diskant. Alle andre lader dog til være vant til det, så alt er vel nok som det plejer; og hvad ved bønder og dødsmetallere om agurksalat og hardcore. Aftenens hovednavn spiller et potent og yderst energisk show, der er fuld knald på og fuld valuta for pengene.
Vild aften, forkert venue
Eksercerhuset størrelse var ikke en katastrofe for aftenens show. Det fungerede. Men havde byens mindre spillested ‘Tøjhuset’ ikke været booket i forvejen, havde aftenen måske været en af de varmeste, mest arrige koncerter heromkring for nylig. Det er en luksus og superpositivt, at man skal slås om lokaler, det vidner om en kulturel succes – det vigtigste er, at showet blev booket, at de store byer var for langsomme, og at vi 100-150 mand havde en vild aften på gulvet. Kulturen lever. Både bagmand (og -dame), bands og publikum bør give sig selv et klap på skulderen.