Gothguderne Sejrede

Populær
Gothguderne Sejrede

Paradise Lost overgik sig selv og spillede en af deres bedste koncerter på dansk grund i lang tid.

Spillested
Dato
14-05-2012
Distributør
Genre
Trackliste
01. Widow
02. Honesty in Death
03. Erased
04. Forever Failure
05. Soul Courageous
06. In This We Dwell
07. Praise Lamented Shade
08. Pity the Sadness
09. As I Die
10. Symbol of Life
11. Tragic Idol
12. The Enemy
Encore
13. One Second
14. Fear of Impending Hell
15. Faith Divides Us - Death Unites Us
16. Say Just Words
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Paradise Lost har fået forrygende anmeldelser for deres nye skive ’Tragic Idol’, og her på Devilution var tommefingeren også vendt lodret op. ’Tragic Idol’ er et gennemført album, og danskerne har taget godt imod musikken, faktisk så godt, at albummet røg ind på Top 40-listen over de mest solgte skiver. Både uhørt og bizart at se Paradise Lost ligge på en liste sammen med Bamses Venner, Medina og Lille Nørd! Så det overraskede heller ikke, at Lille Vega næsten kunne melde udsolgt på denne mandag aften, der skulle vise sig at blive en af bandets bedste danske koncerter i mange år.

Tam support

Inden det nåede så langt stod finske Swallow the Sun for supporten. Bandet gør sig i en blanding af dødsmetal og doom, der i stilen minder om gode gamle hollandske Celestial Season, eller danske Saturnus. Vel og mærke uden at ramme samme intense niveau. I tre kvarter gik det op og ned. Der er ikke meget frontmand at komme efter i sanger Mikko Kotamäki, og da slet ikke da han forsøgte sig med sin rene vokal, der fik bandet til at lyde som gyselig popmusik. ’Hold This Woe’ og ’Swallow’ sad dog lige i skabet og gjorde indtryk med en rå brutalitet. Ellers var der ikke meget andet at komme efter her.

Stort fra start

Efter 24 år og ufatteligt meget fed musik, er det klart nok, at man aldrig får lige præcis de numre man ønsker sig fra Paradise Lost. Så da klokken havde passeret 22, og briterne gjorde deres entre på scenen, og lagde ud med ’Widow’ fra ’Icon’, var der bestemt lagt i ovnen til en særlig aften. Det forblev desværre kun til dette ene nummer fra det legendariske album, så vi skal stadig tilbage til Pumpehuset i 1997, for at mindes sidste gang de spillede kongenummeret ’Embers Fire’ på dansk grund. Æv!

Fra andet nummer af blev der taget hul på ’Tragic Idol’, med ’Honesty in Death’, og som ventet gør de nye sange sig rigtig godt live. Specielt titelnummret ’Tragic Idol’ og ’In This We Dwell’, blev fremført med suveræn tight præcision, med masser af ekvilibristisk guitalir fra Greg Mackintosh. Og netop dét, at de stilmæssigt har søgt ned i fortiden, gjorde at de nye numre var en glimrende erstatning for manglen på sange fra hovedværket, ’Draconian Times’, hvorfra det kun blev til ’Forever Failure’.

Alligevel blev det til glædestårer for alle de gamle fans, da der halvvejs inde i settet gik virkelig oldschool i den, og bandet hev de virkelig gamle sange op fra posen. ’Pity the Sadness’ og ’As I Die’, to absolutte klassikere fra ’Shades of God’, fik fyret endnu mere op i det tændte publikum.

Fredagsstemning

Generelt var der fra start til slut gang i publikummet denne mandag aften, og det kom tilsyneladende bag på den ellers notorisk sure Nick Holmes, der var i overraskende godt humør. Han virkede oprigtig overrasket over både stemningen og fremmødet, da han proklamerede at det føltes som en fredag aften, og kort efter udråbte Tuborg som sin favoritøl. Og bandet fik da også skyllet rigeligt med bajere ned i løbet af koncerten, undtage bassist Steve Edmonson, der havde så mørke rande under øjnene, at han lingede en, der kom direkte nede fra det nærliggende Mændenes Hjem i Istedgade.

Fejlskud

Aftenen forblev desværre ikke fejlfri. Nick Holmes stemme er lige så uforudsigelig som det danske sommervejr, og det kunne høres på to fejlplacerede numre. I ’Praised Lamented Shade’ lød det som om Holmes havde suget en heliumballon flad, og ’Symbol of Life’ var fuldstændig malplaceret efter numrene fra ’Shades of God’. Lige præcis dér, havde et nummer mere fra ’Draconian Times’ eller ’Icon’ fuldendt aftenen.

Ekstranumrene bød ikke på noget overraskende, for snydes for ’One Second’ skulle man ikke, og stilsikkert og vanen tro, blev der efter 90 minutters koncert lukket og slukket med ’Say Just Words’.

Vejen frem

De mere eksperimenterende og udskældte numre fra ’Host’ og ’Believe in Nothing’ var ikke på aftenens sætliste, og set i lyset af stilen på ’Tragic Idol’, må det må siges at være et klogt valg. Ikke at der ikke findes lytteværdige numre på de to elektronisk prægede albummer. Men når man står foran Greg Mackintosh, og bliver mindet om hvor fantastisk og speciel en guitarist han er, ja, så er ’Tragic Idol’ og aftenens sætliste bestemt det valg, der kan sende Paradise Lost tilbage på toppen.