Grottekongen slog momentvis gnister

IMG_3921_e-2-940x450

Det var en særlig aften endelig at opleve Mortiis' to årtiers gamle dungeon synth blive fremført live i Danmark. Storslået blev det aldrig, men den 55 minutter korte koncert slog momentvis nostalgiske gnister.

Kunstner
Spillested
Dato
19-10-2019
Karakter
3

Klokken er præcis 21. Mørket sænker sig. Tæppet bliver trukket fra. Keyboardet står i midten. Scenen er udsmykket med æstetisk råddenskab og middelalderligt bygningsværk. Dyb, buldrende synthbas fra et backtrack rammer mellemgulvet med et sonisk punch. Indhyllet i violet lys og røg kommer den sælsomme skikkelse til syne i sin grotte. Ansigtet er malet askegråt, den karakteristiske spidse næse og de spidse ører stikker ud igennem de tykke dreadlocks, der hænger næsten helt ned til tangenterne. De små øjne fremstår dybt inde i kraniet og stirrer på de måske 150 mennesker, der er samlet i salen på Hotel Cecil.

De første synthtoner sætter showet i gang. Lyden af en ’En mørk horisont’ fra 1995-hovedværket ’Ånden som gjorde opprør’ spreder sig. Publikum nikker anerkendende i flok. Der er formentlig ingen tilstedeværende, der har fået den her oplevelse serveret før – livetonerne af Era I, som er blevet fundamentet for dungeon synth. 

En fantasy-genre skabt af væsenet på scenen, Mortiis, der var unik for sin samtid i 1990’erne. Nordmanden, der skiftede synth og sololivet ud med et industrial-band af samme navn ved årtusindeskiftet og med Era II & III skabte sig en fiasko som fremtid. Men her i sin nutid er blevet kult og turnerer med sin fortid. Med musikken fra dengang Mortiis spillede dark ambient, der var gravalvorligt som black metal, og som først senere gik hen og blev kendt som dungeon synth. En nichegenre, der i de seneste år har fundet vej til et mere interesseret publikum end tidligere. Også i Danmark, hvor især Offermose og aftenens supportnavn Henbane holder genren fornemt i live. 

Mortiis genfandt for et par år siden også interessen for det univers, han grundlagde sin karriere på. Der er måske ikke ligefrem mange, men Mortiis har fans i hele verden. Musikeren med det borgerlige navn Håvard Ellefsen drog sidste år på turné i  klodens afkroge med en genfortolkning af ’Ånden som gjorde opprør’. Eller ’Spirit of Rebellion’ som genindspilningen af pladen hedder på engelsk, når den udkommer i begyndelsen af 2020. Der udkom for nyligt en forsmag. ’Visjoner av en eldgammel fremtid part I’ er blevet til ’Visions of an Ancient Future’. Det holder sgu. Og holdt især live lørdag aften, da nummeret slog magiske gnister og faldt hen mod koncertens afslutning. Men showet, der varede 55 korte minutter, holdt ikke hele vejen igennem.

På papiret var det en særlig aften. Mortiis har godt nok gæstet Danmark en håndfuld gange siden debutkoncerten på Lille Vega for 15 år siden – som fronttrold i det middelmådige miskmask af industrial metal og goth rock, der ikke når Marilyn Manson til anklerne.

Men nu stod han her så som solist, the godfather of dungeon synth, og omfavnede fortiden foran danske fans som undertegnede, der har fulgt Mortiis siden starten for et kvart århundrede siden. Det blev skam en særlig oplevelse endelig at høre og mærke musikken live, men det var også 55 minutter, hvor indtrykkene varierede fra det lettere komiske over det meget nostalgiske til de hæderligt medrivende øjeblikke.

Det kræver en helt speciel mental synkronisering at forene sig med musikken og manden, når han forklædt som grottetrold står der på midten af scenen og slår de temmelig simple toner an. Men det har sin charme og berettigelse anno 2019.

De genkendelige ’Vandrerens sang’ og ’Fanget i krystal’ fra den serie af ep’er, der blev samlet på ’Crypt of the Wizard’ i 1996, høstede velfortjent seancens største bifald. Det var generelt befriende, at sætlisten kom vidt omkring musikken fra Era I og ikke kun bød på en fremførsel af ’Ånden som gjorde opprør’ – så havde koncerten sgu nok føltes lang.

55 minutter uden ekstra numre føltes derimod som for kort. Der kunne sagtens have været plads til Mortiis’ samtidige sideprojekter i 1990’erne. Materiale fra Vond, Fata Morgana og Cintecele Diavolui havde krydret oplevelsen og fortrængt den monotone aura der, trods den korte koncerttid, alligevel sneg sig ind over musikken, når den vekslede mellem tomgang og sejrsgang.