Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Intens, norsk rutine i Aarhus

Updated
Mayhem1200_72A1986
Mayhem1200_72A2139
Mayhem1200_72A2067
Mayhem1200_72A2229
Mayhem1200_72A2308
Mayhem1200_72A2030
Mortiis1200_72A1790
Grand-Harvest1200_72A1668

Den længe udsatte koncert med Mayhem blev omsider gennemført, og både band og publikum havde opsparet en masse god, mørk energi, der blev forløst!

Kunstner
Titel
+ Mortiis + Grand harvest
Spillested
Dato
28-05-2022
Trackliste
1. Falsified and Hated
2. To Daimonion
3. Malum
4. My Death
5. Symbols of Bloodswords
6. Voces Ab Alta

7. Freezing Moon
8. Pagan Fears
9. Life Eternal
10. Buried by Time and Dust

11. Silvester Anfang
12. Deathcrush
13. Chainsaw Gutsfuck
14. Carnage
15. Pure Fucking Armageddon
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
5

Nok er Mayhem efterhånden et band med knap 40 år på bagen, men lørdag aften på Voxhall i Aarhus kunne man ikke mærke alderen trykke. Tværtimod. Nordmændene får i den grad trykket pedalen og publikum helt i bund med halvanden times veloplagt black metal, hvor især trommeslager Jan Axel ‘Hellhammer’ Blomberg og forsanger Attila Csihar strålede, mens bassist Jørn ‘Necrobutcher’ Stubberud smilede stort næsten hele vejen igennem. Mayhem har set frem til at komme ud på landevejen igen, og publikum er glade for at se dem!

Det hele starter dog med Grand Harvest. Det svenske band fra Skåne deler management med Mayhem, så det var ikke helt tilfældigt, at de landede pladsen som opvarmning. De spiller en blanding af doom, dødsmetal og black metal, hvor virkemidler som sorte stearinlys, statuer, røgelse og udklædning er med til at sætte stemningen. Vi har ikke oplevet dem før, men de gør det udmærket. 

Mortiis gør det også udmærket. Han har sit orgel med og der bliver spredt stemningsmusik i knap 45 minutter, hvor han tager publikum gennem sin seneste plade ‘Spirit of Rebellion’. Med sig på scenen har han en makker på trommer, der bidrager til det pompøse lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er på vej i krig og akkompagneres af musik, der skal højne moral og løfte humøret til det heltemodige. Mortiis gemmer sig naturligvis bag sin ikoniske maske og dreadlocks, men får da i ny og næ sagt tak til publikum, og hilser også pænt da han takker af.

Mayhem hilser også i den grad da de kort tid efter stormer på scenen. De virker tændte fra start, og Jørn ‘Necrobutcher’ Stubberud kan slet ikke lade være med at smile og brøle ud til publikum på Voxhall, der efterhånden er ved at være godt fyldt. Denne koncert har begge parter set frem til i flere år. Oprindeligt var den planlagt til 25. oktober 2020, men der kom en epidemi i vejen. Så den blev skubbet til 7. marts 2021, men der havde den verdensomspændende virus endnu ikke helt sluppet grebet om Danmark og resten af Europa, så endnu engang blev koncerten udskudt og denne gang i mere end et år!

Så det var folk, der havde købt billet for over to år siden, der omsider fik deres dosis norske black metal fra det vel nok mest berømte og berygtede band af dem alle.

Mayhem!
Og sikke en dosis. Forsanger Attila Csihar har det fulde ornament på da han træder ind på scenen, hvor han tårner sig op midt på scenen med Hellhammers imponerende trommesæt bag sig. Mayhem har ikke tænkt sig, at der skal ryge et bækken eller en tamtam ud af fatning, så trommesættet er bygget op som et bur, hvor alt er boltet fast i top og bund. Bag denne fæstning sidder Jan Axel Blomberg så og buldrer igennem sangene. Han, mere end nogen andre, personificerer Mayhems rutine, hvor man kan høre, at der bare er styr på musikken. Trommerne tordner præcist hele vejen igennem, og så kan bassist Necrobutcher og de to guitarister, Morten ‘Teloch’ Iversen og Charles Edward Alexander ‘Ghul’ Hedger ellers læne sig op af rytmen. Og de tre på bas og guitarer supplerer fornemt. Særligt Necrobutcher er god til at brøle med på teksterne og interagere med fans. Man fornemmer, at der er spandevis af spilleglæde tilbage i bandet.

I front har vi så ikoniske Attila Csihar, der skriger og bruger knoglekors, en løkke af reb og et kranie på mikrofonen til at understrege det teatralske, der i denne omgang er begrænset til hans udklædning og de effekter han har i hænderne. Skampletten af en koncert samme sted i 2008 er vasket væk, hvor Csihar stod og rodede med nogle fyrfadslys, en globus, et glas med jord og et glas med appelsinjuice. Det var ikke et legendarisk band som Mayhem værdigt.

Her i 2022 levede de til fulde op til deres status. Halvvejs i koncerten tog de sig en pause, hvor de lige kunne komme ud og få nogle kutter på, samt sat nogle knogle-mannequins på scenen, ligeledes draperet i kutter, og så gik de på scenen igen til ‘Freezing Moon’, og så eksploderede salen i furore, fællessang, moshpits og masser af mobiltelefoner, der ville forevige dette øjeblik. Det var forløsningen på to års ulidelig ventetid. Omsider blev alt koldt, mørkt og vi blev guidet ind i den smukke nat af Stubberud, Blomberg og Csihar, som de har gjort det så mange gange før.

På den måde styrede Mayhem os veloplagt, rutineret og energisk gennem halvanden times black metal direkte fra kilden. De har været på turné i halvanden måned og Voxhall var sidste show før de får lov at trække vejret lidt. Det kunne også ses på deres merchandise, hvor flere trøjer kun var tilgængelige i størrelse XXXL og XXXXL. Der var ved at være udsolgt. Mayhem skal dog hurtigt til trykkeriet, for de har festivaler rundt om i Europa, der venter her til sommer. Dem, der får chancen kan godt glæde sig. Mayhem er i topform.