Copenhell '19: Urmenneskets langsomme genopstandelse
Populær
Tredje gang er ikke altid lykkens gang. I skæret af Copenhell-ulvens lysende øjne gav Heilung fredag nat en markant anderledes – og tiltrængt – ritualistisk koncert, der desværre aldrig helt overbeviste. I hvert fald ikke i sammenligning med deres tidligere optrædener på dansk jord.
2. Alfadhirhaiti
3. Krigsgaldr
4. Hakkerskaldyr
5. Othan
6. Hamrer Hippyer
Der er intet som kærlighed ved første blik og en øjeblikkelig forelskelse. Og det er lige præcis det, det danskbaserede projekt Heilung får frem i de publikummer, der ser dem for første gang – for der hverken ereller kommer til at være nogen som Heilung, som uden tvivl er det mest interessante indslag, den danske musikscene har set i mange, mange, mange år.
Udover et yderst fascinerende, dystert og primitivt sceneshow og ikke mindst kostumer er bandets store force deres trancelignende musik, der får urmennesket frem i publikum; en følelse, som er utroligt befriende, og som de færreste troede, at de havde i sig endsige trængte til. Ført an af Jacob Lunds stabile og gennemtrængende trommerytmer ender koncertgængerne på forreste rækker altid med at stå og trampe hårdt i gulvet, men denne aften på Copenhell var størstedelen af publikummet ualmindeligt stillestående.
Hvorvidt Slipknot havde kørt masserne trætte, om det var dagens tidlige festivalstart og det varme vejr eller Hades’ til tider ufølsomme og upålidelige lydanlæg, der var skyld i det manglende engagement, er ikke til at sige, men en magisk oplevelse var Heilung ikke denne aften sammenlignet med deres sidste danske festivalkoncert – ja, faktisk var Heilung slet ikke så magiske, som de plejer at være.
Med en ny plade rundt om hjørnet var det forventeligt, at singlerne ‘Norupo’, som det danske publikum allerede fik forsmag på, da gruppen gæstede DR Koncerthuset i efteråret, og den to uger gamle ‘Traust’ ville blive fremført, men grundet begrænsningen af koncertens varighed blev disse to sange fravalgt. Således var sætlisten identisk med den føromtalte Roskilde Festival-koncert med undtagelse af et enkelt nummer, som bandet også så sig nødsaget til at skære væk. Tager man Heilungs store set-up i betragtning og den enorme produktion, der ligger bag hvert show, er det fra dette perspektivt forståeligt, at gruppen vælger at holde sig til manuskriptet, men lidt variation ville have været kærkomment.
Med det sagt er og vil Heilung altid forblive et af de bedre liveoplevelser, man kan få. Både nye og gamle fans skrålede – fejlfyldt – med på Kai Uwe Fausts strubesang og krigerkoret under ‘Alfadhirhaiti’ og ‘Hakkerskaldyr’, og Maria Franz’ smukke og frygtindgydende vokal under ‘Krigsgaldr’ og ‘Othan’ fik hårene til at rejse sig. Som vanligt blev koncerten afsluttet med ‘Hamrer Hippyer’, der i øvrigt er at finde på det kommende album ‘Futha’; en sikker vinder hver gang, uanset om man er førstegangstilskuer eller ej. Energien og den fest, som nummeret bringer, var denne aften tiltrængt og savnet. Urmennesket kom endelig for alvor op i det nattetrætte publikum, der med hjælp fra det sortklædte krigskor, som spredte sig ud over, ned ad og gennem scenen, endelig gav slip på alle hæmninger.