Kloden rundt for fuld udblæsning
Fra fækalieindsmurt pingvin-orgie på Antarktis over nordkoreansk propaganda til kamelridende musikere i Mali. Punkrock-legenden Henry Rollins blæste fredag aften et udsolgt studie 2 i Koncerthuset bagover med en ordstrøm på orkanstyrke.
Selvom Henry Rollins er blevet 57 år, ligner han stadig en mand, som hver morgen må hugge sig selv ud af en granitblok. Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at han ville have energien til det.
Foruden sit ikoniske virke som frontmand i 80'erne for Black Flag har han siden også turneret med et band i eget navn, skrevet adskillige bøger og tusindvis af klummer, været forlægger, været vært på flere tv- og radioprogrammer, spillet med i et hav af film i større eller mindre roller – bare for at nævne nogle af de væsenligste bedrifter. Og så har han rejst verden tynd. Og helst til steder, som de færreste overvejer eller magter.
Og det var netop sidstnævnte, det handlede om denne aften. Og det i vanlig Henry Rollins-stil. Klædt i simpelt sort tøj foran en sort baggrund – som i aftenens tilfælde var tilsat en skærm til de billeder, som skulle agere et bare nogenlunde pejlemærke for, hvor han ville tage os hen.
For når først Henry Rollins har åbnet munden, så lukker han den ikke igen, før forestillingen er slut. Uden antydning af bare den mindste pause. Vandflasken på bordet var som altid en rekvisit.
“Før i tiden kunne jeg slet ikke forestille mig at rejse et sted hen, uden at der stod en scene og ventede på mig”, lagde han ud med at fortælle – og først to timer og et kvarter senere trak han igen vejret.
Ikke fordi han var færdig, men mere for at skåne de tilhørende, som han i øvrigt var imponeret over ville tilbringe deres fredag aften sammen med ham. Et på én gang ydmygt og selvsikkert menneske med en indre kraft, der stråler i kamp med solen.
Præmissen var enkel. Efter at den største bid af hans musikalske karriere var overstået (trods alt nåede den at tage ham verden rundt mange gange), stod det klart for muskelbundtet, at der stadig var rigeligt med steder, som han ikke havde besøgt. Og som den inkarnede eneboer, han er (og well, med en god sjat penge på bogen også), var der ikke noget til hindre for, at han skulle kaste sig ud i at sondere så meget terræn som muligt. Bare ham og et kamera.
Det er heller ikke noget nyt, at Henry Rollins rejser verden rundt og taler for større forsamlinger. Men det er nyt, at han også har billeder med. Uden at de dog skulle stjæle fokus fra den egentlige attraktion. Som er Henry Rollins og hans uudtømmelige arsenal af betragtninger, meninger og anekdoter.
Han vidste allerede, da han var seks år gammel, at han var anderledes. Et dampbarn. Og lige siden har han holdt dampen oppe, så at sige.
Denne aften var der knap så mange punk- og rock'n'roll-historier, som det er sædvane, når Rollins holder hof. Det primære fokus var på de rejser, som altså har bragt manden rundt til alle kontinenter. Inklusive Antarktis, hvorfra han især var svært begejstret for sit billede af en stor gruppe pingviner i færd med at boltre og formere sig i en kæmpe pøl af deres egen afføring.
For derefter – uden sammehæng – at knipse videre til Nordkorea, hvor han viste et billede af et storslået Pyongyang og måtte konstatere, at det måske gjorde ham medskyldig i nordkoreansk propaganda. For det var nok det billede, styret gerne ville have blive taget. Ikke hvad man forbinder med Henry Rollins. Og det ved Henry Rollins godt. For han er om nogen bevidst om, hvad og hvem Henry Rollins er.
Og derfor skulle vi også et smut forbi en vietnamesisk souvinerbutik med falske Black Flag-T-shirts, hvor det alligevel frustrede ham, at de ikke genkendte ham. Indtil han så, at der var et billede af Kurt Cobain på bagsiden.
Videre til Mali, hvor det blev til et besøg hos en festival midt i ørkenen med fri adgang til alle, som ankom på kameler. Et dyr, som Henry Rollins lod sig fascinere meget af – og også fremviste et nydeligt billede af. Et andet sted i Afrika blev det til gengæld til filosoferen over, om han helst ville blive bidt midtover af en flodhest eller fryse ihjel i Sibirien, hvor han naturligvis også har været.
“Jeg var nødt til at mærke den afsindige kulde for at få noget respekt,” fortalte han begejstret og fortsatte med at berette om, hvordan han i flere minutter stod som et lille barn og lod sig fascinere af at se sit eget spyt fryse til is, før det ramte jorden. En helt igennem ufiltreret glæde, som måske ikke umiddelbart går hånd i hånd med al den vrede, som mange år tidligere fik ham til at kaste sig ind i punken og smadre sig selv til blods på alverdens scener.
Men også for Rollins' vedkommende har alderen blødt lidt op, for eksempel da han undervejs svingede øksen over Trump, men også samtidig måtte erkende, at det har fået ham til at savne Bush jr. en lillebitte smule. Til gengæld var der ingen formidlende omstændigheder, da snakken faldt på nyligt afdøde Bush senior: “Det var på tide!” lød det uden tøven.
Momentet efter røg vi med på en krigshelikopter i Afghanistan med udsigt over en storslået dal. Henry Rollins ser al elendigheden, men også alt det smukke. Og det er virkelig en beundringsværdig evne. Og det behøver ikke at være store ting, som da han for eksempel viste et billede af fire mænd i Indonesien, der overlever ved at sortere elektronikaffald, men som alle havde en flottere frisure, end han nogensinde selv har kunnet præstere.
Vi var på forhånd advaret om, at billederne ville være i øst og vest uden større sammenhæng – og sådan blev det i høj grad. Fra kulde til varme og alt imellem, men uden at noget på et eneste tidspunkt virkede tilfældigt eller malplaceret. Når Henry Rollins taler, så er det bare at læne sig tilbage og tage imod fra en mand, der har levet op til flere liv på et enkelt liv. En intens og autentisk fortæller uden sidestykke. Og noget nær umulig at gengive uden ikke selv at miste pusten.
Billederne var i sig selv ganske flotte uden at være overdrevent redigerede – hver især en potent katalysator for Henry Rollins til at agere den bedst tænkelige tourguide rundt om kloden. Og en vigtig påmindelse om, at lade sig forføre af verdens uendelige mangfoldighed uden frygt, udelukkende bevæbnet med nysgerrighed – og hvad den så ellers måtte bringe.
“Jeg finder altid en eller flere lokale og spørger, om jeg bare må følge dem rundt en dag eller to – og så stiller jeg et hav af spørgsmål,” lød det undervejs. Alle har givetvis ikke lige mulighed for at rejse hvorhen, de har lyst, men der er noget betryggende ved at vide, at vi har utrættelige Henry Rollins derude et sted, i gang med at lære nye kulturer at kende og hjælpe med til at bygge nogle broer. Og løbende berette om det med lige dele humor og indsigt.