Hold jer til den rene thrash

Hold jer til den rene thrash

I store dele af tiden var Annihilator uforfalsket thrash og ægte spilleglæde, men momentvis ødelagde bandet selv en del af stemningen.

Kunstner
Dato
16-10-2010
Label
Distributør
Genre
Fotograf
1-2: Annihilator, 3: Sworn Amongst, 4: Adimiron, 5: The Rock
Karakter
4

Det var et næsten nyt line-up af Annihilator guitarist Jeff Waters havde taget med sig til København og den seje rockgrotte kendt som The Rock. Med ny bassist og trommeslager tilfalder Annihilator-erfaring dermed kun bandstifteren selv og sanger/rytmeguitarist Dave Padden, der har været med siden 2003.

En nu korthåret Jeff præsenterede bandet undervejs og hans beskrivelse af Carlos på trommer var lige i øjet: "Han smiler aldrig. Han er Stoneface, men hold op - han kan spille trommer!". Et vildt "Aaarrhhhg!" i en trommeintro var eneste mimik fra manden, uanset hvor solidt og vildt han ellers tæskede løs i sine trommer.

På bas var den lille venezueler, Alberto, et interessant bekendtskab. Stor spilleglæde og fut i røven, som han konstant skiftede plads med en ligeledes glad bandboss.

Fint fokus på 'King of the Kill'-skiven

Det var fedt at se bandet som headlinere, så der blev plads til både nyt og gammelt. Desværre lagde både Jeff og Dave ikke så fedt ud på vokal, men begges vokaler voksede sig større og kom bedre ind i mixet. Jeff tog sig vokalt af sangene fra 'King of The Kill', hvis titelnummer instrumentalt var en ren fryd - Jeffs stemme var dog ikke varm endnu. Det blev dog markant bedre i '21', 'Hell Is a War' og især 'The Box'.

Når man hørte klassikere som 'Alison Hell', 'The Fun Palace' og 'Phantasmagoria' var det svært at tro, at det var den samme Dave på vokal, der havde lagt lidt vagt ud og kun vist styrke i den rå del af sin vokal. For pludselig havde han styr på lortet.

Siddende sing-a-long bryder flowet

Men selvom vokalen altså hurtigt var blevet rettet ind, så gik det ikke helt med de stille numre uden trommer, siddende på barstole, anført af 'Phoenix Rising'. Det var vist kun til de mest ihærdige fans og mere malplaceret end 'Nothing Else Matters' til Metallicas shows. Daves vokal blev lidt for boyband-agtig, og hele set-uppet for meget til musik på en pub. Umiddelbart blev salen også mere tom heromkring.

Når Annihilator thrashede eller speed'ede som på 'Ultra-Motion', så lagde bandet distance til de fleste i genren - og til sine opvarmningsbands. Jeff spillede en fed spade med masser af lækkert sololir blandt andet på sin røde Epiphone 'Flying V' (se foto ovenfor), så trods spøjs opbygning af sættet og valg af indhold, så fik man det man var kommet for: thrash!
(karakter: 4)

Engelsk og italiensk interferens

Italienske Adimiron (Jeff fra Annihilator omtalte dem konsekvent "Adimirion") sparkede lørdagens thrash-attack i gang med en omgang teknisk thrash med core- og numetal-tendenser. Forsangerens stemme var lidt anstrengt, men han gjorde til gengæld alt, hvad der stod i hans magt for at sparke en stemning i gang. Det lykkedes til en vis grad.
(karakter: 2)

Sworn Amongst havde en meget sympatisk og rendyrket metalmand i front på sang og guitar. Hans andre kammerater i bandet var udseendemæssigt klar til at gå til middag hos svigerfamilien, men det ændrede nu ikke på, at de spillede en solid og tight omgang thrashet metal.

Fokus var på frontmanden, der i takt med han blev varm vandt sig flere og flere fans, der efterfølgende fik taget billeder med ham, da han kom ud og hilste på folk og poserede. Englænderne var bestemt et band, som det ville være spændende at se her i landet igen en anden gang, for det rykkede som det skulle og klarede formålet med besøget på fornem manér: folk blev varmet op og klare til Annihilator.
(karakter: 3)