I metallens tegn
Populær
Et meget nærværende Machine Head kom og gjorde dét, bandet er bedst til –at levere den metalliske koncertfest.
Det er vel de færreste der ikke har opdaget, at den KB-Hallen er gået op i røg, og da slet ingen af de mange Machine Head-fans, der havde købt en billet til efterårets koncert. Dén var nemlig rykket fra den nedbrændte hal til Amager Bio, noget, man som koncertgæst kun kan være tilfreds med, da KB-hallens akustik var virkelig ringe, og hvor Amager Bio - navnet til trods - er et rigtigt spillested. Det skulle dog vise sig, at også her på det "rigtige spillested" var det så som så med lyden, men på trods af det, skulle det vise sig at være en musikaften af sjælden høj kvalitet.
Det hele startede med Darkest hour, der, hvis rygtet taler sandt var gode, men desværre nåede denne anmelder ikke frem i tide til at høre det, så det kan ikke blive be- eller afkræftet i denne anmeldelse.
Devildriver var nummer to i rækken af bands, og det orkester bare knokler og knokler for at slå sit navn fast. Og langt er det nået, uden dog at være nået helt til tops. Sympatisk er det dog, og dets ekstremt pågående form for amerikansk metal sig rigtig fint, til trods for at lyden var skidt. Guitarerne var fjerne og mudrede, og bassen alt for kraftig, og selv nogle af hittene, var næsten uigenkendelige. Alligevel fik californienkvartetten kommunikeret spilleglæde ud over scenekanten, så det til fulde kompenserede for den dårlige lyd.
At tage Bring Me the Horizon med på en Machine Head tour, kan måske undre, da de unge englænderes musik ikke ligger specielt tæt på hovednavnet. En oplagt grund kunne være at Machine Heads management gerne vil have fingre i Bring Me the Horizons unge publikum, og ungt, dét er det. Bandet leverede en professionel præstation, der dog ikke var så god som tidligere i år på Roskilde Festival. Igen var lyden til den rodede side, men bedre end under Devildriver. Det er bestemt et af de dygtigere bands inden for metalcoregenren, og fordi det har en mørk side, er det mere rock 'n' rollet end så mange andre af dets amerikanske modstykker. Om det var nok til at dreje hoveder på Machine Heads ældre publikum, kan man godt tvivle lidt på, men de engelske knægte gjorde nu heller ikke så meget for at nå ned bagerst i lokalet til de korslagte fadølsarme. Koncerten var mere rettet mod de forreste rækker, der til gengæld var begejstrede.
Og så blev det endelig tid til mægtige Machine Head. Et band der bare bliver ved med at vokse og vokse, og bliver mere og mere kørt i stilling til at være et af metallens klassikerbands, og siden der bliver flere og flere pladser ledige som dét - nu hvor dinosaurerne stopper mere eller mindre bevidst (...) - skal det nok lykkes for dem, ikke mindst fordi det er ét af de bedste livebands genren har at byde på. Og bandet ved virkelig, hvordan en koncert skal skæres. Godt med gammelt og genkendeligt, det bedste af det nye og frem for alt en kontakt til publikum som bliver holdt koncerten igennem med professionel spilleglæde og en god portion showmanship.
Den seneste udgivelse har fået lidt blandet modtagelse, men numrene fra den fungerede overraskende godt, især 'Locust' der har hvad der skal til for at blive en klassiker. Nummeret gjorde sig fint i selskab med 'The Blood, The Sweat, The Tears' og 'Old', eksempelvis. Men også både album- og koncertåbneren 'I Am Hell' virkede allerede som en klassiker.
Showmanshippet stod især Rob Flynn for, og han udviste vanligt nærvær nok til både at kippe med flaget for KB-hallen og hælde sprut på den heldige fan Kasper, men det er frem for alt den musikalske tilstedeværelse der gjorde en forskel, for selv om hans vokal måske ikke er én af metallens bedste, så tilgav man ham den lettere monotone stemme, fordi han i den grad kan orkestrere en stemning af forbrødring mellem band og publikum, helt ned til bagerste række. Og det er jo den forbrødring der gør metal til noget særligt - så tak for dét Robb Flynn og tak, Machine Head for en fantastisk aften i metallens tegn!