Århusiansk dødsstød!

Populær
Århusiansk dødsstød!

Illdisposed tromlede alt over på Beta med en af gruppens bedste koncerter i lang tid. SpitAnger sørgede for fint support, men bandets svenske sanger faldt noget igennem.

Kunstner
Spillested
Dato
31-01-2015
Distributør
Trackliste
1. Going Down
2. I Am What I Am
3. I Believe in Me
4. Dark
5. Weak is Your God
6. Light in the Dark
7. Like Cancer
8. Throw Your Bolts
9. The Way We Choose
10. Tugging at Your Heart
11. Submit
12. Stop Running
Ekstra
13. Psychic Cyclus I-III
14. A Child is Missing
15. Now We're History
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

”Jeg er blevet bedt om ikke at tale så meget, så det vil jeg lade være med,” lød det fra Bo Summer, da Illdisposed spillede på et udsolgt Beta lørdag aften.

I stedet talte musikken for sig selv, og det gjorde den med en grad af hårdtslående intensitet, som ingen andre metalbands i landet overgår, når den århusianske maskine tromler totalt igennem.

Igennem 15 numre væltede Illdisposed Beta med en så sønderrivende brutalitet, at koncerten hører til blandt gruppens bedste i lang tid. Med fem numre fra seneste opus ’With the Lost Souls on Our Side’ og ti numre fra seks af karrierens øvrige plader, sad sætlisten ganske godt i skabet og fik publikum til at moshe og stagedive konsekvent igennem alle showets 70 minutter.

Især gamle kendinge som ’Submit’ og den mere sjældent hørte ”Psychic Cyclus I-III” fik gæsterne op på kogepunktet, så det lille spillested udviklede sig til at være en decideret sauna, hvor kun koldt øl – og rigeligt af det – hjalp på varmen. Illdisposed er altid værd at lægge vejen forbi, og som undertegnede også skrev i en anmeldelse af dem fra sidste år, så er den danske gruppe formodentligt det navn, Devilution har anmeldt flest gange. Og det faktum giver netop igen mening efter lørdagens dødsstød.

Trods mundkurv slap vi nu ikke helt for de underholdende bemærkninger fra den 43-årige århusianske frontmand. Da de gav deres første koncert med Rasmus Schmidt i Albertslund for tre måneder siden, blev det bemærket, at den nye trommeslager ikke ville holde til deres Europe-turné i november. Han bestod dog prøvelsen alligevel, som Summer kækt bemærkede denne aften. Med god grund. Der er gedigen pondus i det nye prospekt, der spiller perfekt sammen med resten af de fire erfarne medlemmer.

Hvad er der efterhånden mere at sige om det her ustoppelige band, der efter 25 års hærgen stadig synes at være i kampform og med nosser af international klasse? Endda selv med så afsmittende en begejstring, at Bo Summer var en tur ude at crowdsurfe over det ekstatiske publikum. God stil under en forrygende koncert!

Tvivlsom svensker i dansk support

Inden Illdisposeds voldsomme vanvid stod SpitAnger klar som aftenens support. Den nye danske band gav en smagsprøve for et par måneder siden med en koncert for primært venner og bekendte, så reelt set var koncerten på Beta deres første rigtige show i landet.

SpitAngers groovy metal i stil med Black Label Society og Pantera fylder ganske passende et tomrum på den danske scene, der har en oprigtig mangel på en gruppe, der lige præcis gør sig i den her groovy spark-røv-genre. Talentet fejler heller intet hos de tre erfarne musikere, Rasmus Toftlund på guitar, bassisten Sammy Samiri og ikke mindst Niels Alex Larsen, der energisk gav opvisning i, hvordan trommerne skal håndteres på forbilledligt dygtig vis.

Materialet synes også at være i den rigtige retning med numre ’Dressed 4 a Funeral’ og den medrivende ’Backstabber’, men hånden på hjertet: Selvom det aldrig er nemt at spå om succes, er det svært at se den komme med David Segerå i front.

Svenskeren løfter simpelthen ikke opgaven i forhold, hvad de tre musikere leverer bag ved ham. Hans growl fungerer tilnærmelsesvis udmærket, men stemmebåndets teknisk kunnen halter gevaldigt efter, når den rene vokal skal leveres. Og man fornemmer, at Segerå heller ikke selv føler sig overbevist om evnerne, så den manglende selvtillid kommer til udtryk. Der bliver drukket for meget vand under numrene i noget, der ligner nervøsitet over, hvad den gode svensker skal stille op med sig selv, når der ikke skal synges. Og fremstår det egentlig ikke mere akavet end nødvendigt at adressere publikum på engelsk, når SpitAnger trods alt er et dansk band, og svensk ikke just er et decideret fremmedsprog?

Når de her ting er sagt, skal man selvfølgelig også have i mente, at der er tale om en spritnyt band, der skal ind i rutinen, og måske David Segerå også kan vokse med opgave. Potentialet er i hvert fald synligt til stede.