Imponerende horisont
Populær
Amager Bio gyngede imponerende taktfast fredag aften, da deathcore-briterne fra Bring Me The Horizon slog vejen forbi.
Chelsea Smile
Alligator Blood
Go to Hell, for Heaven's Sake
The House of Wolves
It Never Ends (Anthem intro)
And the Snakes Start to Sing
Diamonds Aren't Forever
Empire (Let Them Sing)
Blessed with a Curse
Antivist
Ekstranummer:
Sleepwalking
Bring Me The Horizon er langt hen ad vejen indbegrebet af, hvad jeg ikke kan udstå ved meget metalmusik af i dag, hvor sangskrivningen er trådt fuldstændig i baggrunden til fordel for ”emo-hår” og halstatoveringer. Men for satan, hvor måtte man bøje sig i støvet for deres samspil med publikum denne smukke forårsaften i maj.
Som support havde Bring Me The Horizon medbragt landsmændene fra Your Demise. Jeg nåede dog kun de sidste par numre, som på ingen måde bed på mig, men lød umiskendeligt som noget, jeg havde hørt før under andre navne. Og målt på publikums entusiasme var det da heller ikke Your Demise, størstedelen var kommet for at opleve.
Nej, i manges øjne var der kun ét band denne aften. Så da lyset i salen igen dæmpedes efter sceneskiftet, og salen blev helt mørk, og man kun kunne ane svage skygger træde ind på scenen, ville pigeskrigene ingen ende tage. Det blev kun voldsommere, da bandet endelig blev lyst op (eller måske rettere, da forsanger Oli Sykes’ overtussede skikkelse blev oplyst, for det er uden tvivl ham, der vinder de fleste pigehjerter i den forsamling).
Som indledningsvist antydet, så er Bring Me The Horizon bestemt ikke min kop te, og det blev yderligere understreget i Amager Bio. Isoleret set var musikken decideret forfærdelig og ej heller synderligt velspillet. Men da bandet første gang lavede et pludseligt break, og flere hundrede ”kids” råbte i hullet, rejste hårene på mine arme sig i fryd. Dette skete igen og igen gennem det meste af sættet, og var det ikke sing-along, så var det en imponerende stor circle pit eller synet af et taktfast gyngende gulv, der pirrede mine sanser. Jeg måtte med andre ord pakke mine fordomme væk og lade mig forføre af en intens energi mellem band og publikum.
Efter 12 numre slap Bring Me The Horizon allernådigst sit greb om Amager Bio, der havde kogt fra start til slut.