Ørkenvandring i Isis
Populær
Isis fulgte op på den kedelige stil fra deres aktuelle femte album med en søvndyssende og unuanceret koncert i Malmö.
2. Stone to Wake a Serpent
3. Dulcinea
4. 20 Minutes/40 Years
5. Ghost Key
6. Backlit
7. Threshold of Transformation
8. Carry
----------
9. Holy Tears
I april udgav Isis ’Wavering Radiant’, som desværre ikke blot var gruppens femte album, men også deres til dato mest uinspirerede.
Bostons brutale post-metal kvintet har ellers tidligere brilleret med perler som ’Oceanic’ (2002) og ’Panopticon’ (2004), der på finurlig vis parrede Neurosis’ og Godfleshs metalliske aggressioner med post-rockens følsomhed og grandiositet, som man hører den hos Mogwai og Godspeed You! Black Emperor.
Men nu er toget tilsyneladende ved at køre af skinnerne, og det blev ikke rettet op på kollisionskursen søndag aften i Malmö, hvor Isis spillede på et kvart fyldt Kulturbolaget foran et vanligt tavst og måbende svensk publikum (plus de obligatoriske fulde og råbende tilrejsende københavnere).
’Hall of the Dead’ og ’Stone to Wake a Serpent’ fra ’Wavering Radiant’ åbnede koncerten uden at gøre mere nævneværdigt væsen af sig end på plade, uanset hvor megen energi og entusiasme Aaron Turner så ellers forsøgte at brøle ind i dem foran sit velspillende band.
Perverse parringer
Det var en åbenlys hæmsko for Isis, at de brugte mere end halvdelen af de 80 minutters spilletid på at lufte stort set hele det aktuelle album, og når der så blev dykket ned i bagkataloget efter ’Dulcinea’ og ’Carry’, medvirkede de bare til at udstille det nye materiales svagheder.
Den enlige undtagelse var mastodonten ’Threshold of Transformation’, der ganske vist er Tool og Pink Floyd perverst parret, men som til gengæld var noget af det mest fuldendte, der var at finde på aftenens sætliste.
Resten var simpelthen for kedeligt og unuanceret, og man tog sig selv i at ønske, at Aaron Turner dog bare genfandt evnen til at hælde klassesange ud af ærmerne i samme omfang, som han blæste snot ud af kraniet fra scenen.
Det var langt fra den store oplevelse, man havde håbet på – nej, faktisk var det eneste, denne signatur fik ud af Isis’ ørkenvandring, en anledning til at stikke sig selv dummeflade for ikke at have nået at overvære lømlerne, da de var bedst for cirka fem-seks år siden.
Øv, altså også…